Jesaja 48:18
Gid du vilde agte paa mine Bud! da skulde din Fred være som Floden, og din Retfærdighed som Havets Bølger.
Gid du vilde agte paa mine Bud! da skulde din Fred være som Floden, og din Retfærdighed som Havets Bølger.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
19Og din Sæd skulde være som Sand, og dit Livs Afkom som Smaastene derudi; dens Navn skulde ikke udryddes eller ødelægges fra (at være) for mit Ansigt.
13Saa lod jeg dem fare i deres Hjertes Stivhed, at de maatte vandre i deres Anslag.
17Saa sagde Herren, din Gjenløser, Israels Hellige: Jeg er Herren din Gud, som lærer dig, hvad nyttigt er, som fører dig paa Veien, som du skal gaae paa.
24Men lad Ret hidvælte sig som Vandene, og Retfærdighed som en stærk Bæk.
22Ville I ikke frygte mig, siger Herren, og ikke bæve for mit Ansigt? jeg, som haver sat Sand til Havets Grændse med en evig Skik, at det kan ikke gaae over det; og (om) dets Bølger end bevæge sig, skulle de ikke formaae (noget), og (om) de (end deri) vilde bruse, skulle de dog ikke gaae over det.
16Saa sagde Herren, som gjorde Vei i Havet, og Sti i stærke Vande,
9Herre, Gud Zebaoth! hvo er som du, stormægtig, o Herre? og din Sandhed er trindt omkring dig.
13Og alle dine Børn skulle være lærte af Herren, og dine Børn skulle have stor Fred.
22De Ugudelige, sagde Herren, have ingen Fred.
18Thi du haver hørt Herrens din Guds Røst, at du skal holde alle hans Bud, som jeg befaler dig idag, at du skal gjøre det, som ret er for Herrens din Guds Øine.
11og jeg sagde: Hid til skal du komme og ikke (gaae) længere, og her skal den sætte sig imod dine høie Bølger?
29Gid de havde saadant et Hjerte til at frygte mig og til at holde alle mine Bud alle Dage, at det maatte gaae dem vel, og deres Børn evindeligen!
3Herre! Strømme opløfte, Strømme opløfte deres Lyd, Strømme opløfte deres sammenstødende (Bølger).
4(Dog er) Herren mægtigere i det Høie end mange Vandes Lyd, (ja) end de mægtige Bølger i Havet.
15Thi saa sagde den Herre Herre, den Hellige i Israel: Ved Omvendelse og Stilhed skulle I frelses, i Hvile og i Tillid skal eders Styrke være; men I vilde ikke.
20Men de Ugudelige ere som Havet, der er oprørt; thi det kan ikke være stille, og dets Vand udkaster Skarn og Dynd.
17Og Retfærdighedens Gjerning skal være Fred, og Retfærdighedens Arbeides (Frugt) skal være Hvile og Tryghed indtil evig (Tid).
18Og mit Folk skal boe i Freds Bolig, og i (megen) Trygheds Boliger, og i (meget) stille rolige (Steder).
15Thi jeg er Herren din Gud, som adskiller Havet, at dets Bølger bruse; Herre Zebaoth er hans Navn.
19Din Tordens Lyd var i (Luftens) Kreds, Lynet oplyste Jorderige; Jorden bævede og skjælvede.
28Tag vare og hør paa alle disse Ord, som jeg byder dig, at det maa gaae dig vel, og dine Børn efter dig evindeligen, naar du haver gjort det, som godt og ret er for Herrens din Guds Øine.
1Og det skal skee, om du aldeles hører paa Herrens din Guds Røst, at tage vare paa at gjøre alle hans Bud, som jeg byder dig idag, da skal Herren din Gud sætte dig til at være høi over alle Folk paa Jorden.
2Og alle disse Velsignelser skulle komme over dig og vederfares dig, fordi du haver hørt paa Herrens din Guds Røst:
12Thi saa sagde Herren: See, jeg bøier Fred til den som en Flod, og Hedningernes Herlighed som en Bæk, der løber over, og I skulle die; I skulle bæres ved Siden og forlyste eder paa Knæerne.
19Dersom I ville, og lyde, da skulle I æde Landets Gode.
5Hvad (skadede) dig, du Hav, at du flyede, du Jordan, at du løb tilbage?
15Og det skal skee, dersom du ikke hører Herrens din Guds Røst, at holde og at gjøre alle hans Bud og hans Skikke, som jeg byder dig idag, da skulle alle disse Forbandelser komme over dig og vederfares dig:
9Thi dette (skal være) mig (som) Noe Vande, om hvilke jeg svoer, at Noe Vande skulde ikke ydermere gaae over Jorden; saa haver jeg (og) svoret, at jeg ikke (mere) vil være vred paa dig eller skjælde paa dig.
27Velsignelse, naar I lyde Herrens eders Guds Bud, som jeg byder eder idag;
5kun at du hører Herrens din Guds Røst, at tage vare paa at gjøre alle disse Bud, som jeg byder dig idag.
13Dersom du vender din Fod af fra Sabbaten, (fra) at gjøre (al) din (egen) Behagelighed paa min hellige Dag, og kalder Sabbaten en Forlystelse, paa det at Herren maa helliges, som bør æres, og (dersom du) ærer ham, (saa du) ikke gjør dine (egne) Veie og ikke finder din (egen) Behagelighed eller taler et Ord (derom),
14da skal du forlyste dig i Herren, og jeg vil lade dig fare over de høie (Stæder) paa Jorden, og lade dig æde Jakobs, din Faders, Arv; thi Herrens Mund haver talet det.
12Vee de store Folks Mangfoldighed, som bruse, ligesom Havet bruser! og (vee) de Folks Bulder, som buldre, som mægtige Vande buldre!
10Er du ikke den, som udtørrede Havet, den store Afgrunds Vande? den, som gjorde Havets Dybheder til en Vei, at de Igjenløste gik igjennem?
3(Det er) et fast Forsæt: Du skal bevare Fred, (ja) Fred; thi man haver forladt sig paa dig.
21Thi Herren skal der være os herlig, (der skal være) et Sted med Floder, med vide og brede Strømme (paa begge Sider); intet Skib, som roes, skal fare deri, og intet ypperligt Skib skal fare derigjennem.
7Min Gud! min Sjæl nedbøier sig i mig; derfor vil jeg komme dig ihu fra Jordans Land og Hermonim, fra det lille Bjerg.
5Da skal du see det og løbe til, og dit Hjerte skal ræddes og udbrede sig, naar Mangfoldigheden ved Havet omvendes til dig, (naar) Hedningernes Magt kommer til dig.
8Men Ezechias sagde til Esaias: Det Herrens Ord, som du haver talet, er godt; og han sagde (ydermere): Thi der skal være Fred og Trofasthed i mine Dage.
21Jeg talede til dig i din (store) Rolighed, (men) du sagde: Jeg vil ikke høre (det); denne haver været din Vei fra din Ungdom af, at du ikke haver hørt min Røst.
18Din Vei og dine Idrætter have gjort disse Ting ved dig; denne er din Ondskabs (Frugt), at Bitterhed (kommer), at den haver naaet indtil dit Hjerte.
22Og dersom de havde staaet i mit hemmelige Raad og ladet mit Folk høre mine Ord, da havde de omvendt dem fra deres den onde Vei og fra deres Idrætters Ondskab.
5Gid I vilde aldeles tie, saa skulde det vorde eder til Viisdom.
2Naar du gaaer igjennem Vandene, (da vil) jeg (være) hos dig, og igjennem Floderne, (da) skulle de ikke overskylle dig; naar du gaaer igjennem Ilden, skal du ikke brændes, og Luen ikke fortære dig.
12Herre! du skal skaffe os Fred, thi ogsaa alle vore Gjerninger haver du gjort for os.
32Og nu, Børn! hører mig, thi salige ere de, som holde mine Veie.
8Da skal dit Lys frembryde som Morgenrøden, og din Lægedom skal snart grønnes, og din Retfærdighed skal fremgaae for dit Ansigt, Herrens Herlighed skal slutte til efter dig.
8Ja, du haver ikke hørt dem, ja, du vidste dem og ikke, ja, dit Øre var ikke aabnet fra den (Tid); thi jeg vidste det, at du skulde visseligen handle fortrædeligen, og du er kaldet en Overtræder fra (Moders) Liv.
3Og han sagde: Jeg raabte til Herren af min Angest, og han svarede mig: jeg skreg af Helvedes Bug, du hørte min Røst.
8og jeg haver revet Riget fra Davids Huus og givet dig det, og du haver ikke været som min Tjener David, som holdt mine Bud, og som vandrede efter mig i sit ganske Hjerte, til at gjøre aleneste, hvad ret var for mine Øine,