Jeremia 3:21
Der er hørt en Røst paa de høie Steder, Israels Børns ydmyge Begjæringers Graad; thi de have forvendt deres Vei, de have forglemt Herren deres Gud.
Der er hørt en Røst paa de høie Steder, Israels Børns ydmyge Begjæringers Graad; thi de have forvendt deres Vei, de have forglemt Herren deres Gud.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
22Saa vender om, I forvendte Børn! jeg vil læge eders Afvendelser. See, vi, vi komme til dig, du er Herren vor Gud.
23Sandeligen, (det er idel) Bedrageri med Høiene, med den Mængde paa Bjergene; sandeligen, Israels Frelse er i Herren Vor Gud.
20Dog, (ligesom) en Qvinde bliver troløs imod sin Boler, saa ere I af Israels Huus blevne troløse imod mig, siger Herren.
11Og Herren sagde til mig: Den forvendte Israel haver retfærdiggjort sin Sjæl mere end den troløse Juda.
12Gak, og raab disse Ord mod Norden og siig: Omvend dig, du forvendte Israel! siger Herren, jeg vil ikke lade mit (vrede) Ansigt falde paa eder; thi jeg er miskundelig, siger Herren, jeg vil ikke beholde (Vrede) evindeligen.
13Kjend dog din Misgjerning, at du haver gjort Overtrædelse imod Herren din Gud, og (at) du er løbet hid og did (paa) dine Veie til fremmede (Guder) under alle grønne Træer, og I vilde ikke høre paa min Røst, siger Herren.
14Omvender eder, I forvendte Børn! siger Herren, thi jeg, jeg haver været eders Huusbonde, og jeg vil antage eder (igjen), Een af en Stad, og To af en Slægt, og jeg vil føre eder til Zion.
1Samaria skal ødelægges, thi den var gjenstridig imod sin Gud; de skulle falde ved Sværdet, deres spæde Børn skulle knuses, og deres frugtsommelige Qvinder sønderrives.
10Da raabte Israels Børn til Herren og sagde: Vi have syndet imod dig, fordi at vi have forladt vor Gud og tjent Baalim.
7Hvor skulde jeg tilgive dig dette? dine Børn forlode mig og svore ved (det, som) ikke er Gud; der jeg havde mættet dem, da bedreve de Horeri og sloge sig sammen i Troppetal i Horehuset.
6Vender om til den, som Israels Børn ere dybt afvegne fra!
4Vee et syndigt Folk, et Folk med svar Misgjerning, de Ondes Sæd, de fordærvelige Børn! de forlode Herren, de opirrede den Hellige i Israel, de vege tilbage.
7Thi mit Folk, de hænge ved at afvende sig fra mig, de kalde dem, (at de skulle omvende sig) til den Høieste, (men) Ingen ophøier (ham) tillige.
19Thi der er hørt en Klagerøst fra Zion: Hvorledes ere vi ødelagte? vi ere saare beskjæmmede, thi vi have forladt Landet, thi de have nedkastet vore Boliger.
31O Slægt! seer (dog og mærker) Herrens Ord; er jeg bleven Israel til en Ørk eller til et meget mørkt Land? hvorfor sagde (da) mit Folk: Vi herske, vi ville ikke ydermere komme til dig?
10De have vendt om til deres de første Fædres Misgjerninger, som vægrede sig for at adlyde mine Ord, og de gik efter andre Guder for at tjene dem; Israels Huus og Judæ Huus have gjort min Pagt til Intet, som jeg gjorde med deres Fædre.
4I de samme Dage og paa den samme Tid, siger Herren, skulle Israels Børn komme, de og Judæ Børn tillige; de skulle gaae frem og græde og søge Herren deres Gud.
19Din Ondskab skal tugte dig, og dine Afvendelser straffe dig, og viid og see, at det er ondt og beeskt, at du haver forladt Herren din Gud, og at min Frygt er ikke hos dig, siger Herren, den Herre Zebaoth.
17Præsterne, Herrens Tjenere, skulle græde imellem Forhuset og Alteret, og de skulle sige: Herre! spar dit Folk, og giv ikke din Arv til Skjændsel, at Hedningerne skulle herske over dem; hvorfor skulle de sige iblandt Hedningerne: Hvor er deres Gud?
15Dog haver mit Folk glemt mig, de gjøre Røgelse for Forfængelighed; og de støde an paa deres Veie, paa de evige Stier, for at gaae paa Stier, paa den Vei, som ikke er banet,
7Og Israels Børn gjorde det, som var ondt for Herrens Øine, og forglemte Herren deres Gud, og tjente Baalim og Lundene.
13Vee dem! thi de vanke hid og did fra mig; Ødelæggelse (skal vederfares) dem, thi de have gjort Overtrædelse imod mig; og jeg, jeg vilde forløse dem, men de, de talede idel Løgn imod mig.
14Og de raabe ikke til mig i deres Hjerte, naar de hyle paa deres Seng; for Korn og Most holde de sig tilsammen, de afvige (og overtræde) imod mig.
6Mit Folk var fortabte Faar, deres Hyrder havde forført dem, de havde afvendt dem (til at gaae) paa Bjergene; de gik fra Bjergene paa Høiene, de glemte deres Leie.
2(Da) skulle de raabe til mig: Min Gud! vi, Israel, kjende dig.
1Hører dette Ord, som jeg optager over eder, et Klagemaal (over eder), Israels Huus!
6Og Herren sagde til mig i Kong Josias Dage: Haver du (og) seet, hvad den forvendte Israel gjorde? hun, hun gik paa alle høie Bjerge og hen under alle grønne Træer, og bedrev der Horeri.
7Og jeg sagde, efterat hun havde gjort alt dette: Hun skal omvende sig til mig, men hun omvendte sig ikke, og hendes troløse Søster Juda saae det.
6Thi vore Fædre have forgrebet sig og gjort det Onde for Herrens vor Guds Øine, og forladt ham og vendt deres Ansigt omkring fra Herrens Tabernakel, og vendt Ryggen (dertil).
13Og Herren sagde: Fordi de forlode min Lov, som jeg gav for deres Ansigt, og hørte ikke paa min Røst, og vandrede ikke derefter,
47og de tage det igjen til Hjerte i Landet, hvorudi de ere fangne, og omvende sig og bede til dig om Naade i deres Land, som have taget dem fangne, og sige: Vi have syndet og handlet ilde, vi have været ugudelige,
1Hører Herrens Ord, Israels Børn! thi Herren haver Trætte med dem, som boe i Landet; thi der er ei Sandhed og ei Miskundhed og ei Guds Kundskab i Landet.
10Og Israels Hovmodighed svarer imod ham for hans Ansigt; thi de omvende sig ikke til Herren deres Gud, og søge ham ikke ved alt dette.
6Da skulle de gaae med deres Faar og med deres Øxne at søge Herren, og ikke finde ham; han haver draget sig fra dem.
25Vi ligge i vor Beskjæmmelse, og vor Skam skjuler os, thi vi syndede imod Herren vor Gud, vi og vore Fædre, fra vor Ungdom og indtil denne Dag, og vi vare ikke Herrens vor Guds Røst lydige.
13Dette Andet gjøre I ogsaa, at I med Graad skjule Herrens Alter, (ja) med Graad og Jamren, at han ikke ydermere vender sit Ansigt til Madofferet, eller tager (Noget med) Velbehagelighed af eders Haand.
1Israel! dersom du vil omvende dig, siger Herren, da skal du omvende dig til mig, og om du vil borttage dine Vederstyggeligheder fra mit Ansigt, da skal du ikke fordrives.
10Da raabte de til Herren og sagde: Vi have syndet, fordi vi forlode Herren, og tjente de Baalim og Astharoth; men fri os nu fra vore Fjenders Haand, saa ville vi tjene dig.
2Hører, I Himle! og du Jord, mærk! thi Herren haver talet: Jeg haver opdraget Børn og ophøiet (dem), men de, de have gjort Overtrædelse Mod mig.
12Nu derfor siger Herren ogsaa: Vender om til mig i eders ganske Hjerte, og med Faste og med Graad og med Hylen.
6Du, du haver forladt mig, siger Herren, du gik tilbage; og jeg vil udrække min Haand over dig og fordærve dig, jeg er træt af at angre.
11Thi Israels Huus og Judæ Huus have været heel troløse mod mig, siger Herren.
1Hører dette Ord, som Herren talede over eder, Israels Børn! over al den Slægt, som jeg førte op af Ægypti Land, sigende:
1Man siger: See, om en Mand lader sin Hustru fare, og hun gaaer fra ham og bliver en anden Mands, mon han ydermere maa komme til hende igjen? mon ikke det samme Land (blev da) saare besmittet? men du haver bedrevet Horeri med mange Bolere; dog kom igjen til mig! siger Herren.
2Opløft dine Øine til de høie (Stæder) og see, hvor er du ikke skjændet? du sad ved Veiene for dem, som en Araber i Ørken, og du haver besmittet Landet med dine Horerier og med din Ondskab.
4De skulle ikke ville give deres Idrætter til at vende om til deres Gud; thi der er Horeries Aand midt i dem, og de kjende ikke Herren.
37og de tage det igjen til Hjerte udi Landet, hvor de ere fangne udi, og omvende sig og bede til dig om Naade i deres Fængsels Land og sige: Vi have syndet, handlet ilde og været ugudelige,
20Herre! vi kjende vor Ugudelighed, vore Fædres Misgjerning; thi vi have syndet imod dig.
21Opreis dig Monumenter, sæt dig Ihukommelsesstøtter, sæt dit Hjerte til den banede Vei, den Vei, som du haver vandret paa; vend om, Israels Jomfru! vend om til disse dine Stæder.
7Fra eders Fædres Dage afvege I fra mine Skikke og bevarede dem ikke; vender om til mig, og jeg vil vende om til eder, sagde den Herre Zebaoth; og I sagde: Hvormed skulle vi vende om?