Jeremia 30:13
Ingen udfører din Sag anlangende (din) Byld, ingen Lægedom (vederfares) dig til Helbredelse.
Ingen udfører din Sag anlangende (din) Byld, ingen Lægedom (vederfares) dig til Helbredelse.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
11Thi jeg er med dig, siger Herren, til at frelse dig; thi jeg vil gjøre aldeles Ende (derpaa) iblandt alle Hedningerne, hvorhen jeg adspredte dig, dog vil jeg ikke gjøre (aldeles) en Ende med dig, men tugte dig med Maade, og ikke holde dig (aldeles) uskyldig.
12Thi saa sagde Herren: Din Forstyrrelse er ulægelig, dit Saar er (meget) svagt.
14Alle dine Elskere have glemt dig, de søge dig ikke; thi jeg haver slaget dig, (ligesom man) slaaer en Fjende, med en grum Tugtelse for dine Misgjerningers Mangfoldighed, (ja, fordi) dine Synder ere (saare) mange.
15Hvorfor raaber du over din Forstyrrelse, over din ulægelige Pine? jeg haver gjort disse Ting ved dig for dine Misgjerningers Mangfoldighed, (ja, fordi) dine Synder ere (saare) mange.
16Derfor skulle Alle, som dig have ædet, blive ædte, og alle dine Modstandere, de skulle allesammen gaae i Fængsel; og de, som plyndrede dig, skulle plyndres, og alle dem, som berøvede dig, vil jeg give til Rov.
17Thi jeg vil lade din Lægedom tage til, og læge dig af dine Saar, siger Herren; thi de kaldte dig den Fordrevne, (og sagde), det er Zion, Ingen spørger efter det.
5Hvorfor skulde I slaaes ydermere, (da) I (dog kun) forøge (eders) Afvigelse? det ganske Hoved er sygt, og det ganske Hjerte er svagt.
6Fra Fodsaale og indtil Hovedet er intet Heelt paa det, (men) Saar og Blaaslaget og Bylder, fulde af Røde, som ikke ere udtrykkede og ei forbundne og ei lindrede med Olie.
7Eders Land er en Ødelæggelse, eders Stæder ere opbrændte med Ild; Fremmede fortære eders Land for eders Øine, og der er en Ødelæggelse, som naar Fremmede omkaste (Noget).
19Der er ingen Lindring for din Forstyrrelse, din Plage er (heel) svag; Alle, som hørte Tidende om dig, klappede med Hænderne over dig; thi over hvem er ikke din Ondskab stedse overgaaen?
11Far op til Gilead og tag Balsam, du Jomfru, Ægypti Datter! du bruger forgjæves megen Lægedom; dig (vederfares dog) ingen Helbredelse.
13Der Ephraim saae sin Sygdom, og Juda sin Byld, da gik Ephraim til Assyrien, og sendte til Kong Jareb; men han, han kunde ikke læge eder, og ei hele eders Byld for eder.
19Mon du haver aldeles forkastet Juda? eller væmmes din Sjæl ved Zion? hvorfor haver du ladet slaae os, at ingen Lægedom er for os? man forventede Fred, og der var intet Godt, og Lægedommens Tid, og see, der er Forfærdelse.
18Hvorfor varer min Pine evindeligen, og min Plage er ulægelig, saa den ikke vil læges? du er vist bleven mig ligesom en skuffende (Kilde), (som) Vande, der ikke ere bestandige.
22Mon der ikke er Balsam i Gilead? eller er der ikke Læge? hvorfor tager mit Folks Datters Lægedom ikke til?
13Hvad skal jeg vidne for dig, hvormed skal jeg ligne dig, Jerusalems Datter? hvad skal jeg agte dig lig, at jeg kan trøste dig, du Jomfru, Zions Datter? thi din Forstyrrelse er stor som Havet, hvo kan læge dig?
9Thi dens Saar ere ulegelige; thi det er kommet indtil Juda, det naaede indtil mit Folks Port, indtil Jerusalem.
7Men nu, Herre! du er vor Fader; vi ere Leret, og du er vor Pottemager, og vi ere alle din Haands Gjerning.
18(Der var) ingen af alle de Børn, som hun havde født, der kunde lede hende, og ingen af alle de Børn, som hun havde opdraget, der kunde tage fat paa hendes Haand.
19Disse tvende (Ting) ere dig vederfarne; hvo skal have Medynk med dig? (der er) Ødelæggelse og Forstyrrelse og Hunger og Sværd; ved hvem skal jeg trøste dig?
14Herre! læg mig, saa læges jeg, frels mig, saa frelses jeg; thi du er min Roes.
5Thi hvo skulde skaane dig, Jerusalem? og hvo skulde have Medynk over dig? og hvo skulde vige (af Veien) for at spørge, om (det gaaer) dig vel?
5Intet Øie ynkedes over dig at gjøre dig noget af dette, at forbarme sig over dig; og du var kastet paa Marken; (saa) væmmedes man ved din Sjæl paa den Dag, du blev født.
2Herre! jeg vil ophøie dig; thi du haver draget mig op, og du lod mine Fjender ikke glædes over mig.
18Din Vei og dine Idrætter have gjort disse Ting ved dig; denne er din Ondskabs (Frugt), at Bitterhed (kommer), at den haver naaet indtil dit Hjerte.
19Vee mig for min Forstyrrelse! mit Saar er (meget) svagt; men jeg, jeg sagde: Visseligen, denne er en Sygdom, og jeg maa bære den.
4I styrkede ikke det Svage, og lægede ikke det Syge, og forbandt ikke det Sønderbrudte, og førte ikke det Fordrevne tilbage, og ledte ikke efter det, som var tabt; men med Haardhed og med Strenghed herskede I over dem.
7Paa den samme Dag skal han opløfte (sin Haand og sværge) og sige: Jeg vil ikke forbinde (eders Skade), og der er hverken Brød, ei heller Klæder i mit Huus, sætter mig ikke til Fyrste over Folket.
10Du bemøiede dig i din Veis Mangfoldighed, du sagde ikke: Det er forloret; du fandt din Haands Næring, derfor blev du ikke syg.
20Du, du veed min Forhaanelse og min Skam og min Skjændsel; alle mine Modstandere ere for dig.
29Hvorfor ville I trætte imod mig? I have alle gjort Overtrædelse imod mig, siger Herren.
9Nu, hvorfor raaber du saare? er der ingen Konge udi dig? er din Raadgiver omkommen, fordi Smerte haver betaget dig, som hendes, der føder?
3Han helbreder dem, som have et sønderbrudt Hjerte, og forbinder (dem i) deres Smerter.
3Thi dine Pile ere dybt nedtrykkede i mig, og din Haand nedtrykker mig dybt.
13Og jeg, jeg haver ogsaa gjort dig syg, idet jeg slog dig, (og) ødelagde dig for dine Synders, Skyld.
25Hold din Fod tilbage fra (at løbe) barfodet, og din Strube fra Tørst; men du sagde: (Det er) forloret; ikke (saa), thi jeg haver elsket Fremmede, og efter dem vil jeg gaae.
9Din Fordærvelse er af dig selv, o Israel! men i mig er din Hjælp.
7Jeg gaaer kroget, jeg er heel saare nedbøiet; jeg gaaer hver Dag i Sørgeklæder.
6Jeg maa straffes for Løgn, alligevel jeg haver Ret; den Piil, (som trykker) mig, gjør skrøbelig, (skjøndt der er) ikke Overtrædelse (hos mig).
12Kommer det ikke eder ved, Alle, som gaae forbi ad Veien? skuer og seer, om der er en Smerte som min Smerte, der mig er vederfaren; thi Herren haver bedrøvet (mig) paa sin grumme Vredes Dag.
25Dette er din Lod, (ja) din tilmaalte Deel af mig, siger Herren, du, som haver glemt mig og forladt dig paa Løgn.
14Og de lægede mit Folks Datters Forstyrrelse, som om den havde været ringe, og sagde: Fred! Fred! dog der var ikke Fred.
27Herren skal slaae dig med ægyptiske Bylder og med Artsbylder og med Skurv og med Kløe, af hvilke du skal ikke kunne læges.
15Saadanne ere de for dig, som du haver bemøiet dig med; dine Kjøbmænd fra din Ungdom af, de skulle fare vild, hver paa sin Side, der skal Ingen frelse dig.
35Herren skal slaae dig med en ond Byld paa Knæerne og paa Laarene, af hvilken du skal ikke kunne læges, fra din Fodsaale og til din Hovedisse.
11Og de lægede mit Folks Datters Forstyrrelse, som (om den havde været) ringe, og sagde: Fred! Fred! dog der var ikke Fred.
4Thi sandeligen, I sammensye Løgn, I ere allesammen unyttige Læger.
20Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staaer (der), og du agter (ikke) paa mig.
42De saae sig om, men der var ingen Frelser, til Herren, men han svarede dem ikke.
9Dens Ureenhed var paa dens Sømme, den kom ikke sit Yderste ihu, og den er nedfaren i underlige (Maader, der er) Ingen, som trøster den; Herre! see min Elendighed, thi Fjenden gjorde sig stor.