Jobs bok 21:5
Vender eders Ansigter til mig og bliver forskrækkede, og lægger Haanden paa Munden.
Vender eders Ansigter til mig og bliver forskrækkede, og lægger Haanden paa Munden.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
31Mærk, Job! hør mig; ti, og jeg, jeg vil tale.
6Thi naar jeg kommer det ihu, da er jeg forfærdet, og Bævelse betager mit Kjød.
32Haver du handlet daarligen, der du ophøiede dig, og haver du tænkt (Ondt, da læg) Haand paa Mund.
4Haver du da en Arm som Gud, og kan du tordne med Lyd som han?
16Hedningerne skulle see det og beskjæmmes for al deres Styrke, de skulle lægge Haand paa Mund, deres Øren skulle blive døve.
2Hører flittig min Tale, og lader dette være eders megen Trøst.
3Fordrager mig, og jeg, jeg vil tale, og naar jeg haver talet, da maa du spotte.
4Mon jeg fører min (Klage) for et Menneske? og om (saa er), hvorfor skulde (da) ikke min Aand blive bekymret?
19(Dog) hvo er den, som trætter med mig? thi nu maa jeg tie og opgive Aanden.
20Dog, gjør ikke to Ting imod mig, da vil jeg ikke skjule mig for dit Ansigt:
21Lad din Haand være langt fra mig, og lad din Redsel ikke forfærde mig.
13Tier for mig, at jeg, jeg maatte tale, og lad saa overgaae mig, hvad (der vil).
14Hvorfor skulde jeg optage mit Kjød i mine Tænder, og sætte mit Liv i min Haand?
9da de Øverste holdt op at tale, og de lagde Haanden paa deres Mund;
12Hvorfor betager dit Hjerte dig, og hvorfor blinke dine Øine?
13at du vender din Aand imod Gud, og haver ladet (saadanne) Taler udgaae af din Mund?
27og haver mit Hjerte ladet sig forlokke i Løndom, at min Mund haver kysset min Haand,
5Men sandelig, gid Gud vilde tale og oplade sine Læber imod dig,
10Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund, thi du, du gjorde det.
5Gid I vilde aldeles tie, saa skulde det vorde eder til Viisdom.
6Kjære, hører min Beviisning, og mærker paa det, som jeg trætter om med mine Læber.
20Skulde det fortælles ham, naar jeg taler? mon Nogen kan tale (til ham)? thi han maatte blive opslugt.
1Ogsaa for dette maa mit Hjerte forskrækkes og springe af sit Sted.
2Hører flittig hans Røsts Bevægelse, og (hvad for) Tale der udgaaer af hans Mund.
5(Men) om I sandeligen vilde gjøre eder store over mig, da maatte I bevise min Forhaanelse imod mig.
24Lærer mig, og jeg, jeg vil tie, og underviser mig, hvad jeg haver faret vild udi.
21Disse Ting haver du gjort, og jeg haver tiet; du haver tænkt, at jeg skulde aldeles være ligesom du; (men) jeg vil straffe dig og stille (det) ordentligen frem for dine Øine.
21Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I mine Venner! thi Guds Haand haver rørt mig.
2Jeg sagde: Jeg vil bevare mine Veie, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil bevare min Mund med en Mundkurv, da en Ugudelig er endnu for mig.
21Hør dog dette, du vanvittige Folk, og (som haver) ingen Forstand! de have Øine og see ikke, de have Øren og høre ikke.
5Mit Hjerte er bange inden i mig, og Dødens Rædsler ere faldne paa mig.
5Bag og for haver du dannet mig, og lagt din Haand paa mig.
8Visseligen, du sagde for mine Øren, og jeg maatte høre en (saadan) Tales Røst:
15Og der han talede med mig efter disse Ord, (da) vendte jeg mit Ansigt mod Jorden og blev stum.
3Skulde den Løgn komme Folk til at tie, og skulde du bespotte, og Ingen beskjæmme dig?
4Hør dog, og jeg, jeg vil tale; jeg vil spørge dig, og underviis du mig.
17Jeg vil kundgjøre dig det, hør mig; thi jeg haver seet det og vil fortælle det,
21De hørte (mig) og ventede, og taug til mit Raad.
5Dersom du kan, (saa) giv mig (Svar) igjen, beskik dig for mit Ansigt (og) fremstil dig.
7Saa hører mig nu, I Børn! og viger ikke fra min Munds Tale:
14Men jeg er som en Døv (og) vil ikke høre, og som en Stum, der ikke vil oplade sin Mund.
3Herre! sæt en Varetægt for min Mund, tag vare paa mine Læbers Dør.
33Men haver du Intet (at sige), da hør du mig; ti, saa vil jeg lære dig Viisdom.
15De ere forskrækkede, de kunne ikke ydermere svare, de have henlagt (deres) Ord fra sig.
3Kjære, sæt du mig Borgen hos dig; hvo er (der ellers), som giver sin Haand i min Haand?
2See nu, jeg haver opladt min Mund, min Tunge haver talet ved min Gane.
22Herre! du saae det, ti ikke; Herre! vær ikke langt fra mig.
5Jeg vilde fornemme de Taler, som han skulde svare mig, og erfare, hvad han vilde sige mig.
6Thi (ligesom) hvor mange Drømme ere, (der ere) og Forfængeligheder, (saa) og i mange Ord; men frygt Gud.
22Kjære, tag Loven af hans Mund, og læg hans Taler i dit Hjerte.