Dommernes bok 13:8

Original Norsk Bibel 1866

Da bad Manoah til Herren og sagde: (Hør) mig, Herre! Kjære, lad den Guds Mand komme atter til os, som du udsendte, at han kan lære os, hvad vi skulle gjøre ved Drengen, som skal fødes.

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • Job 34:32 : 32 Foruden det, jeg kan see, lær du mig; dersom jeg haver gjort Uret, da vil jeg ikke gjøre det mere.
  • Ordsp 3:5-6 : 5 Forlad dig paa Herren i dit ganske Hjerte, men forlad dig ikke fast paa din Forstand. 6 Kjend ham i alle dine Veie, og han, han skal gjøre dine Stier rette.
  • Apg 9:6 : 6 Og han sagde bævende og forfærdet: Herre! hvad vil du, at jeg skal gjøre? Og Herren sagde til ham: Staa op og gak ind i Staden, og det skal siges dig, hvad dig bør at gjøre.

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 86%

    9Og Gud hørte Manoahs Røst; og Guds Engel kom atter til Qvinden, og hun sad paa Marken, men hendes Mand Manoah var ikke hos hende.

    10Da hastede Qvinden og løb, og gav sin Mand det tilkjende; og hun sagde til ham: See, den Mand aabenbaredes for mig, der kom til mig hiin Dag.

    11Da stod Manoah op og gik efter sin Hustru, og han kom til Manden og sagde til ham: Er du den Mand, som talede med Qvinden? og han sagde: Jeg (er den).

    12Og Manoah sagde: (Naar) det kommer nu, som du haver sagt, hvad skal Drengens Viis og hans Gjerning være?

    13Og Herrens Engel sagde til Manoah: For alt det, som jeg haver sagt til Qvinden, skal hun tage sig vare.

    14Hun skal ikke æde af Noget, som kommer af Vinens Viinstok, og ikke drikke Viin eller stærk Drik, og intet Ureent æde; alt det, som jeg haver budet hende, skal hun holde.

    15Og Manoah sagde til Herrens Engel: Kjære, lad os opholde dig, saa ville vi lave et Bukkekid for dit Ansigt.

    16Men Herrens Engel sagde til Manoah: Dersom du opholder mig, æder jeg (dog) ikke af din Mad, men dersom du vil gjøre et Brændoffer, maa du offre Herren det; thi Manoah vidste ikke, at det var Herrens Engel.

    17Og Manoah sagde til Herrens Engel: Hvad er dit Navn, at vi kunne ære dig, naar det kommer, som du haver sagt?

    18Og Herrens Engel sagde til ham: Hvi spørger du dette om mit Navn? thi det er underligt.

    19Da tog Manoah et Bukkekid og Madofferet, og offrede det for Herren paa Klippen; og han gjorde det underligen, men Manoah og hans Hustru saae til.

    20Og det skede, der Luen foer op af Alteret til Himmelen, da foer Herrens Engel op i Luen af Alteret; der Manoah og hans Hustru saae det, da faldt de paa deres Ansigter til Jorden.

    21Og Herrens Engel lod sig ikke ydermere see for Manoah og for hans Hustru; da fornam Manoah, at det var Herrens Engel.

    22Og Manoah sagde til sin Hustru: Vi døe visseligen; thi vi have seet Gud.

    23Men hans Hustru sagde til ham: Om Herren havde havt Lyst til at ihjelslaae os, havde han ikke taget Brændoffer og Madoffer af vor Haand, ei heller ladet os see alt dette, og paa denne Tid ei ladet os høre saadanne Ting.

    24Og Qvinden fødte en Søn og kaldte hans Navn Samson; og Drengen blev stor, og Herren velsignede ham.

  • 79%

    2Og der var en Mand af Zora, af en Daniters Slægt, og hans Navn var Manoah; og hans Hustru var ufrugtsommelig og fødte ikke.

    3Og Herrens Engel aabenbaredes for Qvinden og sagde til hende: See, Kjære, du er ufrugtsommelig og føder ikke, men du skal blive frugtsommelig og føde en Søn.

    4Saa Kjære, forvar dig nu, at du ikke drikker Viin eller stærk Drik, og at du ikke æder noget Ureent.

    5Thi see, du skal vorde frugtsommelig og føde en Søn, og paa hans Hoved skal ikke komme Ragekniv, thi Drengen skal være en Guds Nasiræer fra (Moders) Liv, og han skal begynde at frelse Israel af Philisternes Haand.

    6Da kom Qvinden og sagde til sin Mand, sigende: Der kom en Guds Mand til mig, og hans Udseende var som en Guds Engels Udseende, saare forfærdeligt; og jeg spurgte ham ikke, hvorfra han var, og han kundgjorde mig ikke sit Navn.

    7Men han sagde til mig: See, du skal vorde frugtsommelig og føde en Søn; saa skal du nu ikke drikke Viin eller stærk Drik, og ikke æde noget Ureent; thi Drengen skal være en Guds Nasiræer fra (Moders) Liv af indtil sin Dødsdag.

  • 70%

    26Og hun sagde: Hør mig, min Herre! (saa vist som) din Sjæl lever, min Herre! jeg er den Qvinde, som stod her hos dig, for at bede ydmygelig til Herren,

    27Jeg bad ydmygeligen om denne Dreng, og Herren har givet mig min Begjæring, som jeg begjærede af ham.

  • 11Og hun lovede et Løfte og sagde: Herre Zebaoth, dersom du seer til din Tjenesteqvindes Elendighed, og kommer mig ihu og ikke glemmer din Tjenesteqvinde, og giver din Tjenesteqvinde mandlig Sæd, da vil jeg give Herren ham alle hans Livs Dage, og der skal ingen Ragekniv komme paa hans Hoved.

  • 20Og det skede, der Aaret var omme, da undfangede Hanna og fødte en Søn, og hun kaldte hans Navn Samuel; thi jeg (sagde hun) har begjæret ham af Herren.

  • 12Da aabenbaredes Herrens Engel for ham, og han sagde til ham: Herren være med dig, du Vældige til Strid!

  • 13Men Engelen sagde til ham: Frygt ikke, Zacharias! thi din Begjæring er bønhørt, og din Hustru Elisabeth skal føde dig en Søn, og du skal kalde hans Navn Johannes.

  • 66%

    22Men Hanna drog ikke op, thi hun sagde til sin Mand: (Jeg vil bie,) indtil Barnet bliver afvant, da vil jeg føre ham hen, at han skal sees for Herrens Ansigt, og han skal blive der evindelig.

    23Og Elkana, hendes Mand, sagde til hende: Gjør det, som er godt for dine Øine; bliv, indtil du har afvant ham; Herren stadfæste kun sit Ord! Saa blev Qvinden (hjemme) og gav sin Søn at die, indtil hun afvante ham.

  • 18Og Zacharias sagde til Engelen: Hvorpaa skal jeg kjende dette? thi jeg er gammel og min Hustru er tilaars.

  • 13Ja han bad til ham, og han bønhørte ham og hørte hans Bøn, og førte ham tilbage til Jerusalem, til hans Rige; da kjendte Manasse, at Herren han var Gud.

  • 5Og de sagde til ham: Kjære, spørg Gud ad, at vi maae vide, om vor Vei, som vi vandre paa, skal blive lyksalig.

  • 36Og hun sagde til ham: Min Fader! har du opladt din Mund til Herren, da gjør med mig, saasom det er udgaaet af din Mund, efterat Herren har skaffet dig fuldkommen Hevn over dine Fjender, over Ammons Børn.

  • 18Og hun sagde til Elias: Hvad har jeg (at gjøre) med dig, du Guds Mand? du er kommen til mig at lade min Misgjerning kommes ihu og at dræbe min Søn.

  • 16Og han sagde: Paa denne bestemte Tid, ved (denne) Aarets Tid, skal du tage en Søn i Favn; og hun sagde: Nei, min Herre, du Guds Mand! lyv ikke for din Tjenerinde.

  • 7Og han sagde til dem: Hvorledes var den Mands Skikkelse, som kom op at møde eder og sagde disse Ord til eder?

  • 22Der Gideon saae, at det var Herrens Engel, da sagde Gideon: Ak Herre! Herre! derfor at jeg haver seet Herrens Engel Ansigt til Ansigt, (maa jeg døe).

  • 28Og hun sagde: Begjærede jeg en Søn af min Herre? sagde jeg ikke, du skulde ikke bedrage mig?

  • 17Og din Tjenerinde sagde: Min Herre Kongens Ord skal dog være mig til Trøst; thi som en Guds Engel er, saa er min Herre Kongen til at høre det Gode og det Onde, og Herren din Gud skal være med dig.

  • 8Da skede Herrens Ord til ham og sagde:

  • 17Og Eli svarede og sagde: Gak hen med Fred! og Israels Gud skal give (dig) din Begjæring, som du begjærede af ham.

  • 18Kjære, vig ikke bort herfra, indtil jeg kommer til dig og udfører min Skjenk, og lader den blive for dit Ansigt; og han sagde: Jeg, jeg vil blive, indtil du kommer tilbage.

  • 12Da sagde Qvinden: Kjære, lad din Tjenerinde tale til min Herre Kongen et Ord; og han sagde: Tal.

  • 23Saa fastede vi og søgte Saadant hos vor Gud, og han bønhørte os.

  • 12Og deres Fader sagde til dem: Hvor er den Vei, han gik? thi hans Sønner havde seet Veien, som den Guds Mand gik bort paa, som var kommen fra Juda.

  • 3at Herren din Gud ville give os til kjende den Vei, som vi skulle vandre paa, og den Ting, som vi skulle gjøre.

  • 20Og han raabte til Herren og sagde: Herre, min Gud! har du ogsaa gjort (saa) ilde ved denne Enke, som jeg er fremmed hos, at du dræber hendes Søn?

  • 15Da sagde han til ham: Kom hjem med mig og æd Brød.

  • 20Og Eli velsignede Elkana og hans Hustru, og sagde: Herren sætte dig Sæd af denne Qvinde istedetfor den Begjæring, som man begjærede af Herren! og de gik til hans Sted.