Dommernes bok 21:6
Og det angrede Israels Børn over Benjamin, deres Broder, og de sagde: Idag er een Stamme afhuggen af Israel.
Og det angrede Israels Børn over Benjamin, deres Broder, og de sagde: Idag er een Stamme afhuggen af Israel.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
12Og de fandt af Indbyggerne i Jabes i Gilead fire hundrede unge Piger, Jomfruer, som ikke havde kjendt nogen Mand formedelst Mandkjøns Samqvem; og de førte dem til Leiren i Silo, som er i det Land Canaan.
13Da sendte den ganske Menighed hen, og de lode tale med Benjamins Børn, som vare i den Klippe Rimmon, og tilbøde dem Fred.
14Saa kom Benjamin tilbage paa samme Tid, og de gave dem de Hustruer, som de havde ladet leve af de Qvinder af Jabes i Gilead; og de fandt ikke saaledes (nok) til dem.
15Da angrede det Folket over Benjamin, fordi Herren havde gjort et Skaar i Israels Stammer.
16Og Menighedens Ældste sagde: Hvad skulle vi gjøre ved de Overblevne, at (de kunne faae) Hustruer? thi Qvinderne af Benjamin ere ødelagte.
17Og de sagde: De Undkomnes Eiendom skal høre Benjamin til, at der skal ikke blive en Stamme udslettet af Israel.
18Men vi, vi kunne ikke give dem Hustruer af vore Døttre; thi Israels Børn have svoret og sagt: Forbandet være den, som giver Benjamin en Hustru!
7Hvad ville vi gjøre ved dem, som ere overblevne, at (de kunne faae) Hustruer? thi vi, vi have svoret ved Herren, at vi ikke skulle give dem af vore Døttre til Hustruer.
8Og de sagde: Hvo er een af Israels Stammer, som ikke er kommen op til Herren, i Mizpa? og see, der var ingen Mand kommen til Leiren af Jabes i Gilead, til Forsamlingen.
1Og Israels Mænd havde svoret i Mizpa og sagt: Der skal Ingen af os give Benjamin sin Datter til Hustru.
2Og Folket kom til Guds Huus, og de bleve der indtil Aftenen for Guds Ansigt; og de opløftede deres Røst og græd med en stor Graad.
3Og de sagde: Herre, Israels Gud! hvorfor er dette skeet i Israel, at idag een Stamme savnes af Israel?
5Og Israels Børn sagde: Hvo er den, som ikke er kommen op til Forsamlingen af alle Israels Stammer, til Herren? thi der var (gjort) en stor Ed imod den, som ikke kom op til Herren i Mizpa, saa der sagdes: Han skal visseligen dødes.
10Og vi ville tage ti Mænd af hundrede af alle Israels Stammer, og hundrede af tusinde, og tusinde af titusinde, at de hente Tæring til Folket; at de kunne gjøre, naar de komme til Gibea i Benjamin, efter al den Daarlighed, som den haver gjort i Israel.
11Saa bleve alle Israels Mænd samlede til Staden, som een Mand vare de forbundne tilsammen.
12Og Israels Stammer sendte Mænd til alle Benjamins Stammer og lode sige: Hvad er dette for en Ondskab, som er skeet iblandt eder?
13Saa giver nu de Mænd frem, de Belials Børn, som ere i Gibea, at vi kunne slaae dem ihjel og borttage den Onde af Israel; men Benjamins Børn vilde ikke høre deres Brødres, Israels Børns, Røst.
14Og Benjamins Børn bleve samlede af Stæderne til Gibea, til at drage ud til Krigen mod Israels Børn.
15Og Benjamins Børn bleve paa den samme Dag talte af Stæderne, sex og tyve tusinde Mænd, som uddroge Sværd, foruden Indbyggerne i Gibea, som bleve talte, syv hundrede udvalgte Mænd.
3Og Benjamins Børn hørte, at Israels Børn vare dragne op til Mizpa; og Israels Børn sagde: Siger, hvorledes er dette Onde skeet?
20Og de befoel Benjamins Børn og sagde: Gaaer hen og lurer i Viingaardene.
21Og I skulle see til, og see, dersom Silos Døttre udgaae at dandse i Dands, da maae I gaae ud af Viingaardene og gribe eder hver sin Hustru af Silos Døttre, og I skulle gaae til Benjamins Land.
22Og det skal skee, naar deres Fædre eller deres Brødre komme at trætte for os, da ville vi sige til dem: Værer dem naadige for vor Skyld, fordi vi have ikke taget (dem) hver sin Hustru i Krigen; thi I, I have ikke givet dem (Hustruer), ellers skulde I have Skyld efter denne Tids (Leilighed).
23Og Benjamins Børn gjorde saaledes, og toge Hustruer efter deres Tal af dem, som dandsede, hvilke de røvede; og de gik og kom tilbage til deres Arv, og byggede Stæderne og boede i dem.
24Saa vandrede Israels Børn derfra paa den samme Tid, hver til sin Stamme og til sin Slægt; og de udgik derfra, hver til sin Arv.
21Da svarede Rubens Børn og Gads Børn og den halve Manasse Stamme, og de sagde til de Øverste for Israels Tusinder:
23Og Israels Børn droge op og græd for Herrens Ansigt indtil Aftenen, og de adspurgte Herren og sagde: Skal jeg ydermere blive ved at komme frem til Krig mod Benjamins, min Broders, Børn? og Herren sagde: Drager op til ham.
24Og Israels Børn kom nær til Benjamins Børn paa den anden Dag.
25Og Benjamin gik ud imod dem af Gibea paa den anden Dag, og de fordærvede af Israels Børn endnu atten tusinde Mænd, (som de sloge) til Jorden; alle disse uddroge Sværd.
30Saa droge Israels Børn op imod Benjamins Børn paa den tredie Dag, og de rustede sig imod Gibea, som to Gange (tilforn).
31Da gik Benjamins Børn ud imod Folket; de afdroges fra Staden, og de begyndte at slaae nogle af Folket, som bleve ihjelslagne, som (tilforn) de to Gange, paa de alfare Veie, af hvilke een løber op til Bethel, og een til Gibea paa Marken, ved tredive Mænd i Israel.
32Da sagde Benjamins Børn: De ere slagne for vort Ansigt, ligesom forhen; men Israels Børn sagde: Lader os flye, at vi kunne afdrage dem fra Staden, paa de alfare Veie.
39Da vendte Israels Mænd sig i Krigen, og Benjamin begyndte at slaae dem, som bleve ihjelslagne af Israels Mænd, ved tredive Mænd; thi de sagde: Visseligen, han, han er slagen for vort Ansigt, som i den første Krig.
20Og Samuel lod alle Israels Stammer komme nær til, da blev Benjamins Stamme rammet.
19Saa gjorde Israels Børn sig rede om Morgenen, og de leirede sig mod Gibea.
20Og hver Mand af Israel gik ud til Krigen imod Benjamin, og hver Mand af Israel rustede sig mod dem til Krig, mod Gibea.
21Da gik Benjamins Børn ud af Gibea, og de fordærvede af Israel paa den samme Dag to og tyve tusinde Mænd, (som de sloge) til Jorden.
41Og Israels Mænd vendte sig, men Benjamins Mænd forfærdedes; thi de saae, at Ondt vilde ramme dem.
42Og de vendte sig for Israels Mænds Ansigt paa den Vei til Ørken, men Krigen forfulgte dem; og de af Stæderne fordærvede dem midt imellem sig.
35Saa slog Herren Benjamin for Israels Ansigt, og Israels Børn fordærvede af Benjamin paa den samme Dag fem og tyve tusinde og hundrede Mænd; alle disse uddroge Sværd.
36Og Benjamins Børn saae, at de vare slagne; thi Israels Børn gave Benjamin Rum, fordi de forlode sig paa Bagholdet, som de havde sat ved Gibea.
15Og der de kom til Rubens Børn og til Gads Børn og til den halve Manasse Stamme, til Gileads Land, da talede de med dem og sagde:
21Men de sagde, den Ene til den Anden: Vi forskyldte sandeligen dette paa vor Broder, at vi saae hans Sjæls Angest, idet han bad os, og vi vilde ikke høre; derfor kommer denne Angest over os.
7Men denne Gjerning var ond for Guds Øine, derfor slog han Israel.
48Og Israels Mænd vendte tilbage til Benjamins Børn og sloge dem med skarpe Sværd, baade Folket af Stæderne og Fæet, ja alt det, som fandtes; ogsaa alle Stæderne, som fandtes, satte de Ild paa.
37de Talte af dem til Benjamins Stamme vare fem og tredive tusinde og fire hundrede
17Men de Mænd af Israel, foruden dem af Benjamin, bleve talte, fire hundrede tusinde Mænd, som uddroge Sværd; enhver af dem var en Krigsmand.
36Da sagde Jakob, deres Fader, til dem: I berøve mig mine Børn: Joseph er ikke til, og Simeon er ikke til, og Benjamin ville I tage hen; det gaaer altsammen over mig.