Verse 7

Jerusalem ihukommer i sin Elendigheds og sin Forfølgelses Dage alle sine ønskelige Ting, som den havde i gamle Dage, at dens Folk er faldet i Modstanderens Haand, og der er Ingen, som hjælper den; Modstanderne saae den, de loe ad dens Sabbater.

Referenced Verses

  • Sal 77:5-9 : 5 Du holdt mine Øine vaagne, jeg var bekymret og talede ikke. 6 Jeg tænkte paa de Dage fra fordum (Tid), paa de Aar af Evighederne. 7 Jeg kom min Strængeleg ihu om Natten, jeg talede i mit Hjerte, og min Aand randsagede. 8 Skal da Herren bortkaste i Evighederne, og ikke blive ved at have Behagelighed (til mig) ydermere? 9 Er hans Miskundhed ude evindelig? haver hans Tilsagn faaet Ende fra Slægt til Slægt?
  • Sal 79:4 : 4 Vi ere blevne vore Naboer til en Forsmædelse, dem til en Bespottelse og Haanhed, som ere trindt omkring os.
  • Sal 42:4 : 4 Min Graad er min Mad Dag og Nat, fordi man siger den ganske Dag til mig: Hvor er din Gud?
  • Sal 77:3 : 3 Jeg søgte Herren paa min Nøds Dag, min Haand var om Natten udrakt og lod ikke af, min Sjæl vægrede sig ved at lade sig trøste.
  • 5 Mos 4:7-8 : 7 Thi hvilket er saa stort et Folk, som Gud holder sig nær til, som Herren vor Gud (til os), saa tidt vi kalde paa ham? 8 Og hvilket er saa stort et Folk, som haver saa retfærdige Skikke og Rette, som al denne Lov er, som jeg sætter for eders Ansigt idag?
  • 5 Mos 4:34-37 : 34 eller om Gud har forsøgt at komme, at tage sig et Folk midt af Folket ved Forsøgelser, ved Tegn, og ved underlige Gjerninger, og ved Krig, og ved en stærk Haand, og ved en udrakt Arm, og ved store Forskrækkelser, efter alt det, som Herren eders Gud haver gjort ved eder i Ægypten for dine Øine? 35 Dig er det blevet viist, at du skal vide, at Herren, han er Gud, (ja) Ingen uden han alene. 36 Af Himmelen haver han ladet dig høre sin Røst, for at undervise dig, og paa Jorden haver han ladet dig see sin den store Ild, og du haver hørt hans Ord midt af Ilden. 37 Og fordi at han elskede dine Fædre, da udvalgte han (hvers) Sæd efter ham, og han udførte dig af Ægypten med sit Ansigt, ved sin store Kraft,
  • 5 Mos 8:7-9 : 7 Thi Herren din Gud fører dig i et godt Land, et Land, hvorudi Vandbække, Kilder og dybe (Vande) ere, som udgaae udi Dalene og hos Bjergene, 8 et Land med Hvede og Byg, og Viintræer og Figentræer og Granatæbler, et Land, hvori der er Olie af Olietræer og Honning, 9 et Land, hvor du ikke skal æde Brød i Armod, hvor dig ikke skal fattes Noget, et Land, hvis Stene ere Jern, og af hvis Bjerge du kan udhugge Kobber.
  • Job 29:2-30:1 : 2 Gid jeg var som i de forrige Maaneder, som i de Dage, (i hvilke) Gud bevarede mig! 3 der han lod sin Lygte skinne over mit Hoved, (der) jeg gik igjennem Mørket ved hans Lys; 4 ligesom da jeg var i min Ungdoms Dage, der Guds Løndom var over mit Paulun; 5 da den Almægtige endnu var hos mig, da mine Drenge vare omkring mig; 6 da jeg toede mine Trin i Smør, og Klippen hos mig udgød Oliebække; 7 da jeg udgik til Porten for Staden, da jeg lod berede mit Sæde paa Gaden; 8 da Drengene saae mig og skjulte sig, og de Udlevede stode op, (og) de bleve staaende; 9 da de Øverste holdt op at tale, og de lagde Haanden paa deres Mund; 10 da Fyrsternes Røst skjulte sig, og deres Tunge hængte ved deres Gane. 11 Naar et Øre hørte (mig), da prisede det mig salig, og naar et Øie saae mig, da gav det mig Vidnesbyrd. 12 Thi jeg reddede den Fattige, som skreg, og en Faderløs, som havde ingen Hjælper. 13 Hans Velsignelse, som (ellers) maatte omkommet, kom over mig, og jeg frydede Enkers Hjerte. 14 Jeg iførte mig Retfærdighed, og den beklædte mig; min Ret var som en Kappe og en (fyrstelig) Hue. 15 Jeg var den Blindes Øine, og jeg var den Lammes Fødder. 16 Jeg var de Fattiges Fader, og den Tvistighed, som jeg ikke vidste, den undersøgte jeg. 17 Og jeg sønderbrød den Uretfærdiges Kindtænder, og jeg gjorde, at han maatte kaste Rovet af sine Tænder. 18 Og jeg sagde: Jeg vil opgive Aanden i min Rede, og gjøre Dagene mangfoldige som Sand. 19 Min Rod var udbredt ved Vand, og Duggen blev om Natten paa min Høst. 20 Min Herlighed var ny hos mig, og min Bue forbedrede sig i min Haand. 21 De hørte (mig) og ventede, og taug til mit Raad. 22 De talede ikke anden Gang efter mit Ord, og min Tale dryppede paa dem. 23 Thi de ventede paa mig som paa Regn, og de gabede med deres Munde som efter sildig Regn. 24 Loe jeg til dem, (da) troede de (det) ikke, og de gjorde ikke, at mit Ansigts Lys faldt. 25 (Naar) jeg udvalgte deres Vei, da maatte jeg sidde øverst, og jeg boede som en Konge iblandt Tropperne, som den, der trøster de Sørgende. 1 Men nu lee de ad mig, (som ere) yngre af Aar end jeg, hvis Fædre jeg havde foragtet at sætte ved mine Faarehunde.
  • Sal 137:3-4 : 3 Thi de, som holdt os fangne, begjærede der af os, (at vi skulde synge) Ord af en Sang, og de, som kom os til at hyle, (begjærede, at vi skulde være) glade, (sigende:) Synger for os (noget) af Zions Sang. 4 Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?
  • Sal 147:19-20 : 19 Han haver kundgjort Jakob sine Ord, Israel sine Skikke og sine Rette. 20 Han haver ikke gjort saaledes ved noget Folk, og de Rette, dem kjende de ikke. Halleluja!
  • Jes 5:1-4 : 1 Nu vil jeg synge om min Elskelige, min Kjærestes Sang om hans Viingaard: Min Elskelige havde en Viingaard paa en fed Høi. 2 Og han havde gjort Gjærde omkring den, og kastet Stenene af den, og plantet den med (ædle) Viinqviste, byggede og et Taarn midt derudi, og udhuggede ogsaa en Viinperse derudi, og forventede, at den skulde bære (gode) Druer, men den bar vilde Druer. 3 Og nu, I Jerusalems Indbyggere og Judæ Mænd! Kjære, dømmer imellem mig og imellem min Viingaard. 4 Hvad skulde man mere have gjort ved min Viingaard, end jeg haver gjort ved den? hvi forventede jeg, at den skulde bære (gode) Druer, og den bar vilde Druer?
  • Jer 37:7 : 7 Saa sagde Herren, Israels Gud: Saa skulle I sige til Judæ Konge, som sendte eder til mig at spørge mig: See, Pharaos Hær, som er uddragen eder til Hjælp, skal vende om til sit Land, til Ægypten.
  • Klag 2:15-16 : 15 De klappede over dig med Hænderne, Alle, som gik forbi ad Veien, de hvidslede og rystede deres Hoved over Jerusalems Datter: Mon denne være den Stad, hvilken man sagde at være heel deilig, alt Landets Glæde? 16 Alle dine Fjender oplode deres Mund over dig, hvidslede og skare med Tænderne; de sagde: Vi have opslugt; ja, denne er den Dag, som vi biede efter, vi fandt, vi saae (den).
  • Klag 4:17 : 17 Endnu fortæres vore Øine, (naar de see) hen til vor forfængelige Hjælp, idet vi see (saa) flitteligen hen til et Folk, som ikke kunde frelse.
  • Hos 2:7 : 7 Og hun skal jage efter sine Bolere og ikke gribe dem, og lede efter dem og ikke finde; da skal hun sige: Jeg vil gaae og vende tilbage til min første Mand; thi jeg havde det da bedre end nu.
  • Mika 4:11 : 11 Og nu ere vel mange Hedninger samlede imod dig, som sige: Hun skal besmittes, og vore Øine skulle see paa Zion.
  • Luk 15:17 : 17 Men der han kom til sig selv, sagde han: Hvor mange Daglønnere hos min Fader have overflødigt Brød! men jeg omkommer af Hunger.
  • Luk 16:25 : 25 Men Abraham sagde: Søn! kom ihu, at du haver annammet dit Gode i din Livstid, og Lazarus ligesaa det Onde; men nu trøstes han, og du pines.