Klagesangene 3:20
Min Sjæl kommer det vel ihu og bøier sig over mig.
Min Sjæl kommer det vel ihu og bøier sig over mig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
17Og du haver forkastet min Sjæl fra Fred, jeg haver glemt det Gode.
18Og jeg sagde: Min Seier er borte, og min Forventelse fra Herren.
19Kom min Elendighed og min Forfølgelse ihu, (ja) Malurt og Galde.
21Dette vil jeg tage mig til Hjerte igjen, derfor vil jeg haabe.
3Thi Fjenden forfulgte min Sjæl, han sønderstødte mit Liv til Jorden, han gjorde, at jeg maa sidde i de mørke (Stæder), ligesom de Døde i Verden.
4Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
5Jeg kom de Dage fra fordum (Tid) ihu, jeg grundede paa al din Gjerning, jeg talede om dine Hænders Gjerning.
3Jeg søgte Herren paa min Nøds Dag, min Haand var om Natten udrakt og lod ikke af, min Sjæl vægrede sig ved at lade sig trøste.
16Derfor udgyder nu min Sjæl sig over mig, Elendigheds Dage angribe mig.
10Haver Gud glemt at være naadig, eller haver han tillukket sine Barmhjertigheder ved Vrede? Sela.
4Min Graad er min Mad Dag og Nat, fordi man siger den ganske Dag til mig: Hvor er din Gud?
21Da mit Hjerte var opsvulmet, og jeg led Sting i mine Nyrer,
7Jeg sank ned til Bjergenes Grunde, Jordens Stænger vare om mig evindeligen; men du, Herre min Gud! opførte mit Liv fra Fordærvelse.
6Hvorfor nedbøier du dig, min Sjæl, og bruser over mig? bi efter Gud, thi jeg skal endnu takke ham; (thi der er) megen Frelse for hans Ansigt.
17Thi jeg sagde: At de dog ikke maatte glæde sig over mig! naar min Fod snubler, gjøre de sig store imod mig.
9Og du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand, du lod mine Fødder staae paa et rumt (Sted).
10Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; mit Øie er gjennemstukket for Harm, (tilmed) min Sjæl og min Bug.
20See, Herre! at jeg haver Angest, mine Indvolde ere rørte, mit Hjerte haver vendt sig inden i mig, thi jeg haver været meget gjenstridig; udentil haver Sværdet gjort (mig) barnløs, i Huset var Døden.
21De hørte, at jeg sukkede, jeg havde (dog) ingen Trøster; alle mine Fjender hørte min Ulykke, de glædede sig, fordi du, du gjorde det; men naar du lader det komme, du kalder ad en Dag, da skulle de være ligesom jeg.
22Lad al deres Ondskab komme for dit Ansigt, og handle med dem, som du handlede med mig for alle mine Overtrædelsers Skyld; thi mine Sukke ere mange, og mit Hjerte er svagt.
6Mine Bylder lugte ilde, de ere forfulede for min Daarligheds Skyld.
7Jeg hader dem, som tage vare paa falsk Forfængelighed, men jeg, jeg forlader mig paa Herren.
6Thi naar jeg kommer det ihu, da er jeg forfærdet, og Bævelse betager mit Kjød.
3Herre! vær mig naadig, thi jeg er skrøbelig; læg mig, Herre! thi mine Been ere forfærdede.
18Min Vederqvægelse er i Bedrøvelse, mit Hjerte er svagt i mig.
15Han mættede mig med de beste Ting, han gjorde mig drukken med Malurt.
3Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød tilkjende for hans Ansigt.
27Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne mig tilforn.
15Hvad skal jeg sige? han baade tilsagde mig det, og han gjorde det; jeg skal vandre (sagteligen) frem alle mine Aar for min Sjæls Bitterheds Skyld.
6Jeg tænkte paa de Dage fra fordum (Tid), paa de Aar af Evighederne.
7Derfor er mit Øie mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.
5Han byggede imod mig, og omringede mig med Galde og Møie.
6Han lod mig blive i mørke (Stæder) som de Døde i Verden.
3Gud! vær mig naadig efter din Miskundhed; udslet mine Overtrædelser efter dine store Barmhjertigheder.
6Gud! ophøi dig over Himlene, din Ære over al Jorden.
52Herre! jeg kom dine Domme fra Evighed ihu, og blev trøstet.
3Dødens Reb havde omspændt mig, og Helvedes Angester havde rammet paa mig; jeg fandt Angest og Bedrøvelse (for mig).
4for Fjendens Røst, for en Ugudeligs Fortrykkelses Skyld; thi de ville føre Uretfærdighed paa mig, og hade mig i Vrede.
6Min Sjæl skal mættes som af det Fede og af Fedme, og min Mund skal love (dig) med frydefulde Læber.
13Han sendte en Ild af det Høie i mine Been, og han herskede over den; han udstrakte Garn for mine Fødder, førte mig tilbage, han gjorde mig øde (og) svag den ganske Dag.
6Herre! kom dine Barmhjertigheder og dine Miskundheder ihu; thi de have (været af) Evighed.
7Kom ikke mine Ungdoms Synder eller mine Overtrædelser ihu; (men) kom du mig ihu efter din Miskundhed for din Godheds Skyld, Herre!
13Men der de vare syge, iførte jeg mig en Sæk, jeg plagede min Sjæl med Faste, og min Bøn kom igjen i mit Skjød.
3Plovmændene pløiede paa min Ryg, de uddroge deres Furer langt.
4Thi mine Dage ere forgangne som Røg, og mine Been ere brændte som et Brandsted.
7Min Sjæl vægrede sig ved at røre (derved); de ere mig som en usund Spise.
12Lovsynger Herren, som boer i Zion, kundgjører iblandt Folkene hans Gjerninger!
25Hvorfor vil du skjule dit Ansigt (og) glemme vor Elendighed og vor Trængsel?
19Der jeg havde mange Tanker inden i mig, da forlystede din megen Trøst min Sjæl.
28Min Sjæl flyder hen for Bedrøvelse; opreis mig efter dit Ord.