Klagesangene 5:3
Vi ere faderløse, uden Fader, vore Mødre ere som Enker.
Vi ere faderløse, uden Fader, vore Mødre ere som Enker.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1Herre! kom ihu, hvad der er skeet os, sku og see vor Forhaanelse.
2Vor Arv er vendt til Fremmede, vore Huse til Udlændinge.
4Vi maae drikke vort Vand for Penge, vore Træer komme (til os) for (Penges) Værd.
5Vi lide Forfølgelse paa vor Hals, vi arbeide, og vi have ikke Hvile.
6Vi maae give Ægypterne Haand, (ja) Assyrerne, for at mættes af Brød.
7Vore Fædre syndede, de ere ikke (mere, og) vi, vi bære deres Misgjerninger.
8Tjenere herske over os, der er Ingen, som river (os) af deres Haand.
9Vi hente vort Brød med vort Livs (Fare) for Sværdet i Ørken.
9Du lod Enker fare tomhændede, og de Faderløses Arme maatte knuses.
3Der vare og de, som sagde: Vi have pantsat vore Agre og vore Viingaarde og vore Huse, og optaget Korn i (denne) Hunger.
4Og der vare de, som sagde: Vi laane Penge til Kongens Skat paa vore Agre og vore Viingaarde.
5Nu er dog vort Legeme (ligesaa godt) som vore Brødres Legeme, og vore Børn som deres Børn; men see, vi undergive vore Sønner og vore Døttre til Tjenere, ja, der ere (nogle) af vore Døttre undergivne og ere ikke i vore Hænders Magt, og vore Agre (og) vore Viingaarde (komme) under Andre.
6De ihjelslaae Enken og den Fremmede, og myrde de Faderløse.
11Forlad dine Faderløse, jeg, jeg vil lade dem leve, og dine Enker skulle forlade sig paa mig.
3Hædre de Enker, som ere rette Enker.
9De rive en Faderløs fra Brystet, og (det, som) den Nødtørftige (haver) paa sig, tage de til Pant.
7De ringeagtede Fader og Moder i dig, de handlede med Vold imod den Fremmede midt udi dig, de forfordelede Faderløs og Enke i dig.
2til at afvende de Ringe fra (deres) Ret og bortrive de Elendiges Ret iblandt mit Folk, at Enkerne maae være deres Rov, og de kunne berøve de Faderløse.
5Synger Gud, synger hans Navn (Psalmer), baner (Veien) for ham, som farer paa de slette Marker; i Herren er hans Navn, og fryder eder for hans Ansigt.
18og (at) de skynde sig og opløfte Røsten med Klage over os, at vore Øine kunne rinde med Graad, og vore Øienlaage flyde med Vand.
19Thi der er hørt en Klagerøst fra Zion: Hvorledes ere vi ødelagte? vi ere saare beskjæmmede, thi vi have forladt Landet, thi de have nedkastet vore Boliger.
16Dersom jeg haver negtet de Ringes Begjæring og fortæret Enkernes Øine,
17og haver jeg ædet min Mundbid for mig alene, saa at den Faderløse ikke aad deraf,
3De drive de Faderløses Asen bort, de tage en Enkes Oxe til Pant.
9Thi see, vore Fædre ere faldne ved Sværdet, tilmed ere vore Sønner og vore Døttre og vore Hustruer (bortførte) i Fængsel for denne (Sags) Skyld.
9Hans Børn skulle blive faderløse, og hans Hustru Enke.
24Og Beskjæmmelse haver fortæret vore Fædres Arbeide fra vor Ungdom af, deres Smaaqvæg og deres store Qvæg, deres Sønner og deres Døttre.
15Ere vi ikke regnede for ham som Fremmede? thi han haver solgt os, og endogsaa aldeles fortæret vor Værdi.
15Thi vi ere fremmede for dit Ansigt og Gjæster, som alle vore Fædre; vore Dage paa Jorden ere som en Skygge, og (her er) ingen Forhaabning.
15Vort Hjertes Glæde holdt op, vor Dands er vendt til Sorrig.
16Vort Hoveds Krone er affalden; vee os nu! thi vi have syndet.
17Derfor er vort Hjerte svagt, derfor ere vore Øine formørkede,
8Dets Enker ere flere for mig end Sand ved Havet; en ung Karl, en Ødelægger om Middagen, lader jeg komme til dem, over Moderen; jeg vil lade ham hasteligen overfalde hende, Staden (skal være fuld) af Forskrækkelser.
45Du gjorde os til Skarn og det, som bortkastes, midt iblandt Folkene.
22I skulle ikke plage nogen Enke eller Faderløs.
17Derfor kan Herren ikke glæde sig over dets unge Karle, og ei forbarme sig over dets Faderløse og dets Enker; thi hver er en Øienskalk og Ond, og hver Mund taler Daarlighed; i alt dette vender hans Vrede ikke tilbage, men hans Haand er endnu udrakt.
5Men den, som er en ret Enke og forladt, haver sat sit Haab til Gud og bliver ved i Bønner og Paakaldelser Nat og Dag;
9Herren bevarer de Fremmede, han opreiser Faderløse og Enker, men forvender de Ugudeliges Vei.
4Hans Børn skulle være langt fra Frelse og sønderstødes i Porten, og der skal Ingen være, som redder (dem).
5Den Hungrige skal æde hans Høst, og skal tage den ind af Torne, og Røverne skulle opsluge deres Formue.
10Vi føle os for som de Blinde efter en Væg, ja, vi føle os for som de, der have ingen Øine; vi støde os om Middagen som i Tusmørket, vi ere i stinkende Steder som de Døde.
11Vi brumme allesammen som Bjørnene, og kurre ideligen som Duerne; vi bie efter Retten, (og den er der) ikke, efter Saligheden, og den er langt borte fra os.
16Over disse Ting græder jeg; mit Øie, mit Øie nedflyder med Vand, thi Trøsteren, som skulde vederqvæge min Sjæl, er langt fra mig; mine Børn ere ødelagte, thi Fjenden fik Overhaand.
3Tager Ord med eder, og omvender eder til Herren; siger til ham: Tilgiv al Misgjerning, og tag til Takke (med os), saa ville vi betale (dig) med vore Læbers Øxne.
17Endnu fortæres vore Øine, (naar de see) hen til vor forfængelige Hjælp, idet vi see (saa) flitteligen hen til et Folk, som ikke kunde frelse.
18De joge (os) paa vore Gange, at vi ikke turde gaae paa vore Gader; vor Ende kom nær, vore Dage ere fyldte, thi vor Ende er kommen.
20Hvorfor vil du glemme os evindeligen, forlade os (saa) lang en Tid?
9I uddrive mit Folks Qvinder, (hver) af sin Vellysts Huus, I tage min Prydelse fra hendes spæde Børn evindelig.
47Der var Forskrækkelse og Hule for os, (ja) Ødelæggelse og Forstyrrelse.
20Herre! vi kjende vor Ugudelighed, vore Fædres Misgjerning; thi vi have syndet imod dig.