Lukas 15:20
Og han stod op og kom til sin Fader. Men der han var endnu langt borte, saae hans Fader ham og ynkedes inderligen, og løb til og faldt om hans Hals og kyssede ham.
Og han stod op og kom til sin Fader. Men der han var endnu langt borte, saae hans Fader ham og ynkedes inderligen, og løb til og faldt om hans Hals og kyssede ham.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
21Men Sønnen sagde til ham: Fader! jeg haver syndet imod Himmelen og for dig, og er ikke længere værd at kaldes din Søn.
22Men Faderen sagde til sine Tjenere: Bærer frem det bedste Klædebon og ifører ham (det), og giver ham en Ring paa hans Haand og Skoe paa Fødderne;
23og henter den fedede Kalv hid og slagter den, og lader os æde og være lystige.
24Thi denne min Søn var død og er bleven levende igjen, og var fortabt og er funden. Og de begyndte at være lystige.
25Men hans ældste Søn var paa Marken; og da han kom og var nær ved Huset, hørte han sammenstemmende Sang og Dands.
26Og han kaldte en af Drengene til sig og udspurgte, hvad det var.
27Men han sagde til ham: Din Broder er kommen, og din Fader slagtede den fedede Kalv, fordi han haver faaet ham karsk igjen.
28Men han blev vred og vilde ikke gaae ind; derfor gik hans Fader ud og bad ham.
29Men han svarede og sagde til Faderen: See, saa mange Aar tjener jeg dig og overtraadte end aldrig dit Bud, og du haver aldrig givet mig et Kid, at jeg kunde være lystig med mine Venner.
30Men da denne din Søn er kommen, som haver fortæret dit Gods med Skjøger, slagtede du den fedede Kalv til ham.
31Men han sagde til ham: Min Søn! du er altid hos mig, og alt det, som mit er, er dit.
32Men man burde at være lystig og glæde sig, fordi denne din Broder var død og er bleven levende igjen, og var fortabt og er funden.
11Men han sagde: Et Menneske havde to Sønner.
12Og den yngste af dem sagde til Faderen: Fader! giv mig den Deel af Godset, som mig tilfalder. Og han skiftede Godset imellem dem.
13Og ikke mange Dage derefter samlede den yngre Søn alt (Sit) og drog udenlands til et Land langt borte, og ødte der sit Gods i et overdaadigt Levnet.
14Men der han havde fortæret alt (det, han havde), blev en svar Hunger i det samme Land, og han begyndte at lide Mangel.
15Og han gik bort og holdt sig til en af Borgerne der i Landet; og denne sendte ham paa sine Marker at røgte Sviin.
16Og han ønskede at fylde sin Bug med Mask, som Svinene aade, og Ingen gav ham (Noget).
17Men der han kom til sig selv, sagde han: Hvor mange Daglønnere hos min Fader have overflødigt Brød! men jeg omkommer af Hunger.
18Jeg vil staae op og gaae til min Fader og sige til ham: Fader! jeg haver syndet mod Himmelen og for dig,
19og er ikke længere værd at kaldes din Søn; gjør mig som en af dine Daglønnere.
4Og Esau løb mod ham og tog ham i Favn, og faldt om hans Hals og kyssede ham; og de græd.
18Og han gik til sin Fader og sagde: Min Fader! og han sagde: See, her er jeg; hvo er du, min Søn?
1Da faldt Joseph over sin Faders Ansigt, og græd over ham og kyssede ham.
26Og Isak, hans Fader, sagde til ham: Kjære, kom nær og kys mig, min Søn!
27Og han kom nær og kyssede ham, og han lugtede Lugten af hans Klæder, og velsignede ham og sagde: See, min Søns Lugt er som Lugten af en Mark, hvilken Herren haver velsignet.
45Og der han kom, traadte han strax til ham og sagde: Rabbi! Rabbi! og han kyssede ham.
3Men han talede denne Lignelse til dem og sagde:
4Hvilket Menneske af eder, som haver hundrede Faar og haver tabt eet af dem, forlader ei de ni og halvfemsindstyve i Ørkenen og gaaer bort efter det tabte, indtil han finder det?
5Og naar han haver fundet det, lægger han det paa sine Skuldre med Glæde.
6Og naar han kommer hjem, sammenkalder han Vennerne og Naboerne, og siger til dem: Glæder eder med mig; thi jeg haver fundet mit Faar, som var tabt.
29Da lod Joseph spænde for sin Vogn og drog op at møde Israel, sin Fader, til Gosen; og han saaes af ham, og faldt om hans Hals, og græd længe om hans Hals.
27Da ynkedes samme Tjeners Herre inderligen over ham, og gav ham løs og eftergav ham Gjælden.
13Og det skede, der Laban hørte det Rygte om Jakob, sin Søstersøn, da løb han mod ham, og tog ham i Favn og kyssede ham, og ledede ham i sit Huus; da fortalte han Laban alle disse Ting
14Saa faldt han om Benjamins, sin Broders, Hals og græd, og Benjamin græd om hans Hals.
15Og han kyssede alle sine Brødre og græd over dem; og derefter talede hans Brødre med ham.
13Og Tolderen stod langt borte og vilde end ikke opløfte Øinene til Himmelen, men slog sig for sit Bryst og sagde: Gud være mig Synder naadig!
50Men han kastede sin Overkjortel, stod op og kom til Jesum.
28Men hvad tykkes eder? Et Menneske havde to Sønner, og han gik til den første og sagde: Søn! gak hen, arbeid idag udi min Viingaard.
29Men han svarede og sagde: Jeg vil ikke; men derefter angrede det ham, og han gik hen.
33Og Joab gik ind til Kongen og gav ham det tilkjende, og han kaldte ad Absalom, og han kom ind til Kongen, og han nedbøiede sig paa sit Ansigt til Jorden for Kongens Ansigt, og Kongen kyssede Absalom.
6Og han skyndte sig og steg ned, og annammede ham med Glæde.
6Men der han saae Jesum langt borte, løb han (hen) og tilbad ham.
49Og han traadte strax til Jesum og sagde: Hil være dig, Rabbi! og kyssede ham.
10thi Menneskens Søn er kommen for at søge og frelse det Fortabte.
11Thi Menneskens Søn er kommen for at frelse det, som var fortabt.
2Himmeriges Rige lignes med et Menneske, en Konge, som gjorde sin Søns Bryllup.
32Da kaldte hans Herre ham frem og sagde til ham: Du onde Tjener! al den Gjæld eftergav jeg dig, fordi du bad mig.
27Men han sagde: Saa beder jeg dig, Fader! at du sender ham til min Faders Huus;