Lukas 16:6
Men denne sagde: Hundrede Fade Olie. Og han sagde til ham: Tag dit Brev, og sæt dig strax ned og skriv halvtredsindstyve.
Men denne sagde: Hundrede Fade Olie. Og han sagde til ham: Tag dit Brev, og sæt dig strax ned og skriv halvtredsindstyve.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
7Derefter sagde han til en anden: Men du, hvormeget er du skyldig? Men denne sagde: Hundrede Maader Hvede. Og han sagde til ham: Tag dit Brev og skriv fiirsindstyve.
1Men han sagde og til sine Disciple: Der var et rigt Menneske, som havde en Huusholder, og denne blev beført for ham som den, der ødte hans Gods.
2Og han kaldte ham og sagde til ham: Hvi hører jeg dette om dig? Gjør Regnskab for din Huusholdning; thi du kan ikke længere forestaae Huset.
3Men Huusholderen sagde ved sig selv: Hvad skal jeg gjøre, efterdi min Herre tager Huusholdningen fra mig? Jeg formaaer ikke at grave, jeg skammer mig ved at trygle.
4Jeg veed, hvad jeg vil gjøre, at de skulle tage mig i deres Huse, naar jeg bliver sat af fra Huusholdningen.
5Og han fremkaldte enhver af sin Herres Skyldnere og sagde til den første: Hvor meget er du min Herre skyldig?
41(Jesus sagde:) En, som laante Penge ud, havde to Skyldnere; den ene var fem hundrede Penninge skyldig, men den anden halvtredsindstyve.
42Men der de ikke havde at betale med, eftergav han dem begge det. Siig, hvilken af dem skal derfor elske ham meest?
23Derfor lignes Himmeriges Rige med et Menneske, som var Konge, som vilde holde Regnskab med sine Tjenere.
24Men der han begyndte at holde Regnskab, blev En fremført for ham, som var ti tusinde Talenter skyldig.
25Men der han ikke havde (Noget) at betale med, bød hans Herre, at han skulde sælges, og hans Hustru og Børn og alt det, han havde, og at der skulde betales.
26Derfor kastede Tjeneren sig ned paa sit Ansigt for ham og sagde: Herre! vær langmodig med mig, og jeg vil betale dig det altsammen.
28Men den samme Tjener gik ud og fandt en af sine Medtjenere, som var ham hundrede Denarier skyldig; og han greb fat paa ham, og vilde qvæle ham og sagde: Betal mig det, du er skyldig.
29Da faldt hans Medtjener ned for hans Fødder, og bad ham og sagde: Vær langmodig med mig, og jeg vil betale dig det altsammen.
30Men han vilde ikke, men gik hen og kastede ham i Fængsel, indtil han betalte det, han var skyldig.
16Førend disse Ting skede, (naar Nogen da) kom til Kornhoben, (hvor der skulde være) tyve (Maader), da var der (ikkun) ti, kom han til Persen, for at øse halvtredsindstyve (Spand) af et Persekar, da var der (ikkun) tyve.
24Og han sagde til dem, som stode hos: Tager det Pund fra ham og giver det til den, som haver de ti Pund; —
25— og de sagde til ham: Herre! han haver ti Pund; —
15Og det begav sig, der han kom igjen, efterat han havde faaet Riget, sagde han, at hine Tjenere, hvilke han havde givet Pengene, skulde kaldes til ham, at han kunde vide, hvad hver havde vundet.
16Da traadte den første frem og sagde: Herre! dit Pund haver forhvervet ti Pund.
11Kjære, giver dem igjen paa denne Dag deres Agre, deres Viingaarde, deres Oliegaarde og deres Huse og den hundrede Part af Pengene og af Kornet, Mosten og Olien, som I kræve af dem.
16Men han talede (i) en Lignelse til dem og sagde: Der var et rigt Menneske, hvis Land havde baaret vel.
17Og han tænkte ved sig selv og sagde: Hvad skal jeg gjøre? thi jeg haver ikke (Rum), som jeg kan samle mine Frugter udi.
18Og han sagde: Dette vil jeg gjøre: Jeg vil nedbryde mine Lader og bygge dem større, og jeg vil samle derudi al min Avling og mit Gods.
7Men hvo af eder, som haver en Tjener, der pløier eller vogter Qvæg, siger strax til ham, naar han kommer hjem af Marken: Gak hen og sæt dig tilbords?
8Vil han ikke derimod sige til ham: Bered det, jeg skal have til Nadvere, og bind op omkring dig og opvart mig, saalænge jeg æder og drikker, og derefter maa du æde og drikke?
22Men han sagde til ham: Efter din egen Mund dømmer jeg dig, du onde Tjener! du vidste, at jeg er et strengt Menneske, som tager det, jeg ikke lagde, og høster det, jeg ikke saaede;
13Men han svarede og sagde til En af dem: Ven! jeg gjør dig ikke Uret; er du ikke bleven enig med mig om en Penning?
14Tag Dit og gak bort. Men jeg vil give den Sidste ligesom dig.
6Og jeg hørte en Røst midt iblandt de fire Dyr, som sagde: En Maade Hvede for en Penge; og tre Maader Byg for en Penge; og du skal ikke gjøre Olien og Vinen Skade.
2Men der han blev enig med Arbeiderne om en Penning om Dagen, sendte han dem i sin Viingaard.
12Han sagde da: En høibaaren Mand drog til et Land langt borte, at tage sig et Rige (i Besiddelse), og (saa) at komme igjen.
13Men han kaldte ti af sine egne Tjenere, og gav dem ti Pund og sagde til dem: Kjøbslaaer, indtil jeg kommer.
19Men til denne sagde han ogsaa: Og du skal være over fem Stæder.
20Og en anden kom og sagde: Herre! see, her er dit Pund, hvilket jeg havde henlagt i en Klud.
35Og den anden Dag, der han reiste bort, tog han to Penge ud og gav Værten dem, og sagde til ham: Plei ham, og hvad mere du maatte lægge ud, vil jeg betale dig, naar jeg kommer igjen.
10Og see, jeg vil give Huggerne, (ja) dine Tjenere, som hugge Træerne, tyve tusinde Cor stødt Hvede og tyve tusinde Cor Byg og tyve tusinde Bath Viin og tyve tusinde Bath Olie.
16Men han sagde til ham: Der var et Menneske, som gjorde en stor Nadvere og indbød Mange.
3Og han sagde: Gak, begjær dig Kar derude fra alle dine Naboer, tomme Kar; du skal ikke lade det blive faa.
26Og han kaldte en af Drengene til sig og udspurgte, hvad det var.
28Tager derfor det Talent fra ham og giver det til den, som haver ti Talenter.
14Han skal og tage eders Agre og eders Viingaarde og eders Oliegaarde, de, som ere gode, og give sine Tjenere.
15Og af eders Sæd og eders Viingaarde skal han tage Tiende og give sine Hofbetjente og sine Tjenere.
32Da kaldte hans Herre ham frem og sagde til ham: Du onde Tjener! al den Gjæld eftergav jeg dig, fordi du bad mig.
21Og Tjeneren kom og forkyndte sin Herre det; da blev Huusbonden vred og sagde til sin Tjener: Gak hasteligen ud paa Stadens Stræder og Gader, og før hid ind Fattige og Krøblinger og Halte og Blinde.
22Og Tjeneren sagde: Herre! det er gjort, som du befoel, og der er endnu Rum.
8Men der det blev Aften, siger Viingaardens Herre til sin Foged: Kald Arbeiderne og giv dem Lønnen, og begynd fra de Sidste indtil de Første.
18Men den, som havde annammet det ene, gik bort, og grov i Jorden og skjulte sin Herres Penge.
19Men en lang Tid derefter kom disse Tjeneres Herre og holdt Regnskab med dem.
22indtil hundrede Centner Sølv, og indtil hundrede Cor Hvede, og indtil hundrede Bath Viin, og indtil hundrede Bath Olie, og Salt, som han ikke skrev (Maade paa).