Markus 14:40
Og han kom igjen og fandt dem atter sovende; thi deres Øine vare betyngede, og de vidste ikke, hvad de skulde svare ham.
Og han kom igjen og fandt dem atter sovende; thi deres Øine vare betyngede, og de vidste ikke, hvad de skulde svare ham.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
36Da kom Jesus med dem til en Gaard, som kaldes Gethsemane, og sagde til Disciplene: Sætter eder her, imedens jeg gaaer bort derhen og beder.
37Og han tog Peder og de to Zebedæi Sønner til sig, og begyndte at bedrøves og svarligen at ængstes.
38Da siger han til dem: Min Sjæl er ganske bedrøvet indtil Døden; bliver her og vaager med mig.
39Og han gik lidet frem, faldt paa sit Ansigt, og bad og sagde: Min Fader! er det muligt, da gaae denne Kalk fra mig! dog ikke som jeg vil, men som du vil.
40Og han kom til Disciplene og fandt dem sovende, og sagde til Peder: Saa kunde I da ikke vaage een Time med mig?
41Vaager og beder, at I ikke skulle komme i Fristelse; Aanden er vel redebon, men Kjødet er skrøbeligt.
42Han gik atter anden Gang hen, bad og sagde: Min Fader! er det ikke muligt, at denne Kalk kan gaae fra mig, uden at jeg skal drikke den, da skee din Villie!
43Og han kom og fandt dem atter sovende, thi deres Øine vare betyngede.
44Og han lod dem blive, og gik atter hen og bad tredie Gang og talede de samme Ord.
45Da kom han til sine Disciple og sagde til dem: Sove I fremdeles og hvile eder? See, Timen er nær, og Menneskens Søn skal overantvordes i Synderes Hænder.
32Og de kom til en Gaard, hvis Navn var Gethsemane; og han sagde til sine Disciple: Sætter eder her, indtil jeg faaer bedet.
33Og han tog Petrus og Jakobus og Johannes til sig, og begyndte at skjælve og svarligen at ængstes.
34Og han sagde til dem: Min Sjæl er ganske bedrøvet indtil Døden; bliver her og vaager.
35Og han gik lidet frem, faldt ned paa Jorden og bad, at denne Time maatte gaae ham forbi, om det var muligt.
36Og han sagde: Abba, Fader! Alting er dig muligt, tag denne Kalk fra mig; dog (skee) ikke, hvad jeg vil, men hvad du (vil).
37Og han kom og fandt dem sovende, og sagde til Peder: Simon, sover du? kunde du ikke vaage een Time?
38Vaager og beder, at I ikke skulle komme i Fristelse; Aanden er vel redebon, men Kjødet er skrøbeligt.
39Og han gik atter hen og bad, og sagde de samme Ord.
41Og han kom tredie Gang og sagde til dem: Sove I fremdeles og hvile eder? Det er forbi, Timen er kommen; see, Menneskens Søn forraades i Synderes Hænder.
42Staaer op, lader os gaae; see, han er nær, som forraader mig.
43Men en Engel af Himmelen blev seet af ham og styrkede ham.
44Og der han stred hart (med Dødsangest), bad han heftigere; men hans Sved blev som Blodsdraaber, der faldt ned paa Jorden.
45Og der han var opstanden fra Bønnen og kom til sine Disciple, fandt han dem sovende af Bedrøvelse.
46Og han sagde til dem: Hvi sove I? Staaer op og beder, at I ikke skulle komme i Fristelse.
32Men Peder og de, som vare med ham, vare betyngede med Søvn; men der de vaagnede op, saae de hans Herlighed og de to Mænd, som stode hos ham.
36at han ikke, naar han kommer hastelig, skal finde eder sovende.
39Og han gik ud og gik efter Sædvane til Oliebjerget; men hans Disciple fulgte ham ogsaa.
40Men der han kom til Stedet, sagde han til dem: Beder, at I ikke skulle komme i Fristelse.
41Og han sled sig fra dem saa (langt) som et Steenkast, og faldt paa Knæ, bad og sagde:
34Men de forstode Intet deraf, og denne Tale var skjult for dem, og de forstode ikke det, som blev sagt.
12Da sagde hans Disciple: Herre! sover han, da vil han blive karsk igjen.
13Men Jesus talede om hans Død; de Derimod meente, at han talede om den naturlige Søvn.
13og sagde: Siger: Hans Disciple kom om Natten og stjal ham, da vi sov.
38Og han var bag i Skibet og sov paa en Hovedpude; og de vakte ham op og sagde til ham: Mester, bekymrer du dig ikke om, at vi forgaae?
6Thi han vidste ikke, hvad han talede; thi de vare heel forfærdede.
32Men de forstode ikke det Ord, og frygtede for at spørge ham.
16Men deres Øine vare betagne, saa at de kjendte ham ikke.
24Og see, da blev en stor Storm paa Søen, saa at Skibet skjultes af Bølgerne; men han sov.
6Og de kunde ikke give ham Svar derpaa.
5Men der Brudgommen tøvede, slumrede de alle og sov ind.
21Og han sagde til dem: Hvorledes forstaae I da ikke?
12Men det begav sig i de Dage, at han gik ud til Bjerget at bede; og han blev Natten over i Bønnen til Gud.
48Og han saae, at de lede Nød, idet de roede, thi Vinden var dem imod; og ved den fjerde Nattevagt kom han til dem vandrende paa Søen, og han vilde gaaet dem forbi.
48Og Jesus svarede og sagde til dem: I ere udgangne ligesom til en Røver, med Sværd og Stænger, for at tage fat paa mig.
15Men Peder svarede og sagde til ham: Forklar os denne Lignelse.
49Men der de, som vare omkring ham, saae, hvad der vilde skee, sagde de til ham: Herre! skulle vi slaae til med Sværd?
40Og han sagde til dem: Hvi ere I saa frygtagtige? hvorledes have I ikke Tro?
45Men det Ord forstode de ikke, og det var skjult for dem, saa at de begrebe det ikke; og de frygtede for at spørge ham om det samme Ord.
8Og de kom hans Ord ihu.
25Men i den fjerde Nattevagt kom Jesus til dem, vandrende paa Søen.