Markus 5:34
Men han sagde til hende: Datter! din Tro haver frelst dig; gak bort med Fred, og vær helbredet fra din Plage!
Men han sagde til hende: Datter! din Tro haver frelst dig; gak bort med Fred, og vær helbredet fra din Plage!
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
47Men der Qvinden saae, at det var ikke skjult, kom hun bævende og faldt ned for ham, og kundgjorde ham i alt Folkets Paahør, af hvad Aarsag hun rørte ved ham, og hvorledes hun blev strax helbredet.
48Men han sagde til hende: Vær frimodig, Datter! din Tro haver frelst dig, gak bort med Fred!
49Der han endnu talede, kom En fra Synagoge-Forstanderens (Huus) og sagde til ham: Din Datter er død; umag ikke Mesteren.
50Men der Jesus det hørte, svarede han ham og sagde: Frygt ikke; tro ikkun, saa skal hun blive frelst.
20Og see, en Qvinde, som havde tolv Aar havt Blodflod, traadte til bag ved (ham) og rørte ved Sømmen af hans Klædebon.
21Thi hun sagde ved sig selv: Dersom jeg ikkun faaer rørt ved hans Klædebon, da bliver jeg helbredet.
22Men Jesus vendte sig om, og da han saae hende, sagde han: Datter! vær frimodig, din Tro haver frelst dig; og Qvinden blev helbredet fra den samme Stund.
28Da svarede Jesus og sagde til hende: O Qvinde, din Tro er stor; dig skee, som du vil! Og hendes Datter blev karsk fra den samme Time.
50Men han sagde til Qvinden: Din Tro haver frelst dig, gak bort med Fred!
35Der han endnu talede, kom Nogle fra Synagoge-Forstanderens (Huus) og sagde: Din Datter er død, hvi umager du Mesteren længere?
36Men Jesus hørte strax det, som blev sagt, og han sagde til Synagoge-Forstanderen: Frygt ikke, tro ikkun.
19Og han sagde til ham: Staa op, gak bort; din Tro haver frelst dig.
23Og han bad ham meget og sagde: Min lille Datter er paa sit Yderste; o! at du vilde komme og lægge Hænderne paa hende, at hun kan frelses! da skal hun leve.
24Og han gik bort med ham, og meget Folk fulgte ham, og de trængte ham.
25Og der var en Qvinde, som havde havt Blodflod tolv Aar.
26Og hun havde lidt meget af mange Læger, og havde tilsat alt det, hun havde, og hun var ikke bleven hjulpen, men det var blevet alt værre med hende.
27Der hun hørte om Jesu, kom hun iblandt Folket bag til og rørte ved hans Klædebon.
28Thi hun sagde: Om jeg ikkun kan røre ved hans Klæder, da bliver jeg frelst.
29Og strax tørredes hendes Blods Kilde, og hun fornam i Legemet, at hun var bleven helbredet fra Plagen.
30Og Jesus fornam strax paa sig selv den Kraft, som udgik af ham, og vendte sig om iblandt Folket og sagde: Hvo haver rørt ved mine Klæder?
31Og hans Disciple sagde til ham: Du seer, at Folket trænger dig, og du siger: Hvo rørte ved mig?
32Og han saae sig om, for at see hende, som havde gjort dette.
33Men Qvinden frygtede og bævede, da hun vidste, hvad hende var skeet, og kom, og faldt ned for ham og sagde ham al Sandheden.
29Og han sagde til hende: For dette Ords Skyld gak bort; Djævelen er udfaren af din Datter.
30Og hun gik bort til sit Huus og fandt, at Djævelen var udfaren, og Datteren kastet paa Sengen.
18Der han talede dette til dem, see, da kom en Øverste, og faldt ned for ham og sagde: Min Datter er moxen død; men kom og læg din Haand paa hende, saa skal hun leve.
25Thi en Qvinde, som havde hørt om ham, (og) hvis lille Datter havde en ureen Aand, kom og faldt ned for hans Fødder.
26— Men hun var en græsk Qvinde, af Slægt Syrophønicisk, — og hun bad ham, at han vilde uddrive Djævelen af hendes Datter.
42Thi han havde en eenbaaren Datter, ved tolv Aar gammel, og hun var (moxen) død. Men der (Jesus) gik bort, trængte Folket ham,
43og en Qvinde, som havde havt Blodflod i tolv Aar, og havde kostet al sin Formue paa Læger og kunde ikke blive helbredet af Nogen,
44hun gik frem bagved (ham) og rørte ved Sømmen af hans Klædebon; og strax standsede hendes Blodflod.
42Og Jesus sagde til ham: Bliv seende! din Tro haver frelst dig.
52Men Jesus sagde til ham: Gak bort, din Tro haver frelst dig. Og strax blev han seende og fulgte Jesum paa Veien.
22Og see, en cananæisk Qvinde kom fra de samme Egne, raabte og sagde til ham: Herre, Davids Søn, forbarm dig over mig! min Datter plages ilde af Djævelen.
23Men han svarede hende ikke et Ord. Da traadte hans Disciple til ham, bade ham og sagde: Skil dig af med hende, thi hun raaber efter os.
50Jesus siger til ham: Gak bort, din Søn lever. Og Mennesket troede det Ord, som Jesus sagde til ham, og gik bort.
12Men der Jesus saae hende, kaldte han ad hende og sagde til hende: Qvinde! du er løst fra din Skrøbelighed.
13Og han lagde Hænderne paa hende; og strax rettede hun sig op og prisede Gud.
41Og han tog Barnet ved Haanden og sagde til det: Talitha kumi! som oversat er: Pige, — jeg siger dig — staa op!
15Og han rørte ved hendes Haand, og Feberen forlod hende; og hun stod op og tjente dem.
13Og Jesus sagde til Høvedsmanden: Gak bort, og dig skee, som du troede! og hans Dreng blev helbredet i den samme Time.
36Og de bade ham, at de maatte ikkun røre ved Sømmen paa hans Klædebon; og alle de, som rørte derved, bleve helbredede.
41Men Jesus ynkedes inderligen, og udrakte Haanden og rørte ved ham og sagde til ham: Jeg vil; du vorde reen!
42Og da han det sagde, gik Spedalskheden strax af ham, og han blev renset.
25Men der Mængden var uddrevet, gik han ind og tog hende fat ved Haanden; da stod Pigen op.
26Og dette Rygte kom ud i det hele Land.
39Og han gik ind og sagde til dem: Hvi larme I og græde? Barnet er ikke dødt, men sover.
31Og han gik til hende, tog fat paa hendes Haand og reiste hende op, og Feberen forlod hende strax, og hun tjente dem.
13Og han udrakte sin Haand, og rørte ved ham og sagde: Jeg vil; vorde reen! og strax gik Spedalskheden bort af ham.
39Og han traadte hen til hende og truede Feberen, og den forlod hende. Men hun stod strax op og tjente dem.