Matteus 18:26
Derfor kastede Tjeneren sig ned paa sit Ansigt for ham og sagde: Herre! vær langmodig med mig, og jeg vil betale dig det altsammen.
Derfor kastede Tjeneren sig ned paa sit Ansigt for ham og sagde: Herre! vær langmodig med mig, og jeg vil betale dig det altsammen.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
27Da ynkedes samme Tjeners Herre inderligen over ham, og gav ham løs og eftergav ham Gjælden.
28Men den samme Tjener gik ud og fandt en af sine Medtjenere, som var ham hundrede Denarier skyldig; og han greb fat paa ham, og vilde qvæle ham og sagde: Betal mig det, du er skyldig.
29Da faldt hans Medtjener ned for hans Fødder, og bad ham og sagde: Vær langmodig med mig, og jeg vil betale dig det altsammen.
30Men han vilde ikke, men gik hen og kastede ham i Fængsel, indtil han betalte det, han var skyldig.
31Men der hans Medtjenere saae det, som var skeet, bleve de saare bedrøvede, og kom og aabenbarede for deres Herre alt det, som var skeet.
32Da kaldte hans Herre ham frem og sagde til ham: Du onde Tjener! al den Gjæld eftergav jeg dig, fordi du bad mig.
33Burde dig ikke og at forbarme dig over din Medtjener, ligesom jeg og haver forbarmet mig over dig?
34Og hans Herre blev vred og overantvordede ham til dem, som pine, indtil han betalte alt det, han var ham skyldig.
35Saa skal og min himmelske Fader gjøre mod eder, om I ikke forlade af eders Hjerter, hver sin Broder hans Brøst.
21Da gik Peder frem til ham og sagde: Herre, hvor ofte skal jeg forlade min Broder, som synder imod mig? indtil syv Gange?
22Jesus sagde til ham: Jeg siger dig: Ikke indtil syv Gange, men indtil halvfjerdsindstyve Gange syv Gange.
23Derfor lignes Himmeriges Rige med et Menneske, som var Konge, som vilde holde Regnskab med sine Tjenere.
24Men der han begyndte at holde Regnskab, blev En fremført for ham, som var ti tusinde Talenter skyldig.
25Men der han ikke havde (Noget) at betale med, bød hans Herre, at han skulde sælges, og hans Hustru og Børn og alt det, han havde, og at der skulde betales.
2Og han kaldte ham og sagde til ham: Hvi hører jeg dette om dig? Gjør Regnskab for din Huusholdning; thi du kan ikke længere forestaae Huset.
3Men Huusholderen sagde ved sig selv: Hvad skal jeg gjøre, efterdi min Herre tager Huusholdningen fra mig? Jeg formaaer ikke at grave, jeg skammer mig ved at trygle.
4Jeg veed, hvad jeg vil gjøre, at de skulle tage mig i deres Huse, naar jeg bliver sat af fra Huusholdningen.
5Og han fremkaldte enhver af sin Herres Skyldnere og sagde til den første: Hvor meget er du min Herre skyldig?
6Men denne sagde: Hundrede Fade Olie. Og han sagde til ham: Tag dit Brev, og sæt dig strax ned og skriv halvtredsindstyve.
7Derefter sagde han til en anden: Men du, hvormeget er du skyldig? Men denne sagde: Hundrede Maader Hvede. Og han sagde til ham: Tag dit Brev og skriv fiirsindstyve.
41(Jesus sagde:) En, som laante Penge ud, havde to Skyldnere; den ene var fem hundrede Penninge skyldig, men den anden halvtredsindstyve.
42Men der de ikke havde at betale med, eftergav han dem begge det. Siig, hvilken af dem skal derfor elske ham meest?
7Men hvo af eder, som haver en Tjener, der pløier eller vogter Qvæg, siger strax til ham, naar han kommer hjem af Marken: Gak hen og sæt dig tilbords?
8Vil han ikke derimod sige til ham: Bered det, jeg skal have til Nadvere, og bind op omkring dig og opvart mig, saalænge jeg æder og drikker, og derefter maa du æde og drikke?
9Mon han takke den samme Tjener, at han gjorde det, som ham var befalet? Jeg mener det ikke.
10Ligesaa og I, naar I have gjort alle Ting, som eder ere befalede, da siger: Vi ere unyttige Tjenere; thi vi gjorde det, som vi vare skyldige at gjøre.
18Men den, som havde annammet det ene, gik bort, og grov i Jorden og skjulte sin Herres Penge.
19Men en lang Tid derefter kom disse Tjeneres Herre og holdt Regnskab med dem.
59Jeg siger dig: Du skal slet ikke komme ud derfra, førend du betaler endog den sidste Skjærv.
26Sandelig siger jeg dig: Du skal slet ikke komme ud derfra, førend du betaler den sidste Hvid.
6Herre, min Dreng ligger hjemme værkbruden og pines svarligen.
12og forlad os vor Skyld, saa som vi og forlade vore Skyldnere;
16Kjære Herre! sandelig, jeg er din Tjener; jeg er din Tjener, din Tjenesteqvindes Søn; du haver løst mine Baand.
22Men han sagde til ham: Efter din egen Mund dømmer jeg dig, du onde Tjener! du vidste, at jeg er et strengt Menneske, som tager det, jeg ikke lagde, og høster det, jeg ikke saaede;
14Og der de kom til Folket, gik et Menneske til ham, og faldt paa Knæ for ham og sagde:
18Og hans Brødre gik ogsaa (selv hen), og faldt ned for hans Ansigt, og sagde: See, vi ere dine Tjenere.
26Men hans Herre svarede og sagde til ham: Du onde og lade Tjener! du vidste, at jeg høster der, jeg ikke saaede, og samler der, jeg ikke spredte;
29Men han svarede og sagde: Jeg vil ikke; men derefter angrede det ham, og han gik hen.
30Og han gik til den anden og sagde ligesaa. Men han svarede og sagde: Herre, jeg vil; og gik ikke hen.
25Men hun kom og tilbad ham og sagde: Herre, hjælp mig!
26Og Manden bøiede sig og tilbad for Herren.
45Men dersom den samme Tjener siger i sit Hjerte: Min Herre tøver at komme, og han begynder at slaae Drengene og Pigerne, og at æde og drikke og blive drukken,
46da skal den samme Tjeners Herre komme paa den Dag, som han ikke tænker, og paa den Time, som han ikke veed, og skal hugge ham i to og give ham hans Deel med de Utroe.
18Jeg vil staae op og gaae til min Fader og sige til ham: Fader! jeg haver syndet mod Himmelen og for dig,
19og er ikke længere værd at kaldes din Søn; gjør mig som en af dine Daglønnere.
22Og Tjeneren sagde: Herre! det er gjort, som du befoel, og der er endnu Rum.
2Men der han blev enig med Arbeiderne om en Penning om Dagen, sendte han dem i sin Viingaard.
25— og de sagde til ham: Herre! han haver ti Pund; —
13Men han svarede og sagde til En af dem: Ven! jeg gjør dig ikke Uret; er du ikke bleven enig med mig om en Penning?
2Og see, en Spedalsk kom, tilbad ham og sagde: Herre, om du vil, saa kan du rense mig.