4 Mosebok 11:32
Da stod Folket op den samme ganske Dag og den ganske Nat og den anden ganske Dag, og de sankede Vagteler; hvo mindst havde, havde sanket ti Homer; og de bredte dem flux ud trindt omkring Leiren.
Da stod Folket op den samme ganske Dag og den ganske Nat og den anden ganske Dag, og de sankede Vagteler; hvo mindst havde, havde sanket ti Homer; og de bredte dem flux ud trindt omkring Leiren.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
30Og Mose forføiede sig til Leiren, (ja) han og de Ældste af Israel.
31Da foer der et Veir ud fra Herren, og førte Vagteler fra Havet, og strøede (dem) over Leiren, her ved en Dags Reise, og der ved en Dags Reise (langt), trindt omkring Leiren, og ved to Alen (høit) over Jorden.
12Jeg haver hørt Israels Børns megen Knur; tal til dem, sigende: Imellem de to Aftener skulle I æde Kjød, og imorgen mættes af Brød; og I skulle fornemme, at jeg Herren er eders Gud.
13Og det skede om Aftenen, at der kom Vagteler og bedækkede Leiren; og om Morgenen laae Duggen trindt omkring Leiren.
14Og der Duggen, som laae, foer op, see, da laae (der) ovenover Ørken (noget) Tyndt, Trindt, tyndt som Riimfrost paa Jorden.
15Der Israels Børn saae det, da sagde de, den Ene til den Anden: Hvad er det? thi de vidste ikke, hvad det var; da sagde Mose til dem: Det er det Brød, som Herren haver givet eder at æde.
16Dette er det Ord, som Herren haver befalet: Sanker deraf, eftersom Enhver kan æde; I skulle tage en Omer til (hvert) Hoved, efter eders Personers Tal, som hver haver i sit Paulun.
17Og Israels Børn gjorde saa; og sankede, En mere, og en Anden mindre.
18Og de maalte det i en Omer, da havde den ikke tilovers, som havde sanket meget, og den fattedes ikke, som havde sanket mindre; de havde sanket, hver saa meget, som han kunde æde.
19Og Mose sagde til dem: Ingen skal levne deraf til om Morgenen.
20Dog adløde de ikke Mose, men Somme levnede deraf til om Morgenen; saa voxede der Orme udi, og det lugtede ilde; saa blev Mose vred paa dem.
21Og de sankede hver Morgen deraf, hver saa meget, som han kunde æde, men naar Solen (skinnede) hed, saa smeltedes det.
22Og det skede paa den sjette Dag, da sankede de dobbelt Brød, to Omer for een; saa kom alle Fyrsterne af Menigheden og gave Mose det tilkjende
23Da sagde han til dem: Det er det, som Herren sagde: Imorgen er det Sabbat, Helligheds Hvile for Herren; hvad I ville bage, det bager, og hvad I ville koge, det koger; men alt det, som overbliver, det lader ligge for eder i Forvaring indtil imorgen.
24Og de lode det ligge indtil Morgenen, saasom Mose befalede; og det lugtede ikke ilde, og der var ikke Orm i det.
39Han udbredte en Sky til et Skjul, og en Ild til at oplyse Natten.
40(Israel) bad, saa lod han Vagteler komme, og mættede dem med Himmelbrød.
8Folket, de løb hid og did og sankede, og malede det i Møllerne eller stødte det i Morteren, og kogte det i Potten, og gjorde deraf Kager; og dets Smag var som Oliesaftens Smag.
9Og naar Duggen faldt over Leiren om Natten, da faldt Man ned derpaa.
33Der Kjødet var endnu imellem Tænderne paa dem, før det blev aldeles fortæret, da optændtes Herrens Vrede imod Folket, og Herren slog paa Folket med en saare stor Plage.
34Og man kaldte det samme Steds Navn Kibroth-Hattaava, fordi man begrov der Folket, dem, som havde været begjærlige.
35Fra Kibroth-Hattaava reiste Folket til Hazeroth; og de vare i Hazeroth (nogen Tid).
4Da sagde Herren til Mose: See, jeg, jeg vil lade regne Brød af Himmelen til eder, at Folket maa gaae ud og sanke (hver) Dags Nødtørft paa sin Dag, at jeg kan forsøge det, om det vil vandre i min Lov, eller ei.
5Og det skal skee paa den sjette Dag, da skulle de tillave det, som de bære (hjem); og det skal være dobbelt saa meget, som det, de sanke (ellers) hver Dag.
27Og han lod Kjød regne paa dem som Støv, og flyvende Fugle som Havets Sand.
28Og han lod disse falde midt i sin Leir, trindt omkring iblandt sine Boliger.
18Og til Folket skal du sige: Helliger eder til imorgen, saa skulle I æde Kjød; thi I have grædt for Herrens Øren og sagt: Hvo vil give os Kjød at æde? thi det gik os vel i Ægypten; derfor vil Herren give eder Kjød, at I skulle æde.
19I skulle ikke æde een Dag, og ei to Dage, og ei fem Dage, og ei ti Dage, og ei tyve Dage (alene);
20(men) en Maaneds Dage, indtil det gaaer ud af eders Næse og er eder til en Afsky, fordi I have forkastet Herren, som er midt iblandt eder, og have grædt for hans Ansigt og sagt: Hvortil ere vi udgangne af Ægypten?
21Og Mose sagde: Sex hundrede tusinde Mænd tilfods er dette Folk, som jeg er midt iblandt, og du, du siger: Jeg vil give dem Kjød, og de skulle æde en (heel) Maaneds Dage.
22Mon der skal slagtes smaat Qvæg og stort Qvæg for dem, at der kan findes (nok) til dem? mon alle Fiskene i Havet skulle samles til dem, at der kan findes (nok) til dem?
26Sex Dage skulle I sanke det; men paa den syvende Dag, paa Sabbaten, paa den skal det ikke være (at finde).
27Og det skede, paa den syvende Dag, da udgik (Nogle) af Folket at sanke, og de fandt Intet.
4Og det menige Folk, som var midt iblandt dem, fik stor Begjærlighed; derfor begyndte ogsaa Israels Børn igjen at græde og sagde: Hvo vil give os Kjød at æde?
32Og Mose sagde: Dette er det Ord, som Herren befoel: Fyld en Omer deraf, at forvares til eders Efterkommere, paa det de maae see det Brød, som jeg bespiste eder med i Ørken, der jeg udførte eder af Ægypti Land.
1Og det skede, der Folket murrede, da var det mishageligt for Herrens Øren; og Herren hørte det, og hans Vrede optændtes, og Herrens Ild brændte iblandt dem og fortærede (en Deel) af det Yderste i Leiren.
34Og Herrens Sky var over dem om Dagen, naar de reiste af Leiren.
38Ja og en stor Hob af Allehaande drog op med dem, og Faar og Øxne, ja ganske meget Fæ.
35Og Israels Børn aade det Man fyrretyve Aar, indtil de kom til det Land, som var beboet; de aade Man, indtil de kom til det Yderste af Canaans Land.
30Og Folket hvilede paa den syvende Dag.
6Men nu borttørres vort Liv; (thi her er) slet Intet, uden det Man for vore Øine.
13Saa rakte Mose sin Kjep ud over Ægypti Land, og Herren lod komme Østenveir i Landet den samme hele Dag og hele Nat; og det skede om Morgenen, at Østenveiret opførte Græshopperne.
23Ikke Een saae den Anden, og Ingen opstod af sit Sted i tre Dage; men hos alle Israels Børn var lyst i deres Boliger.
1Da raabte al Menigheden høit, og de udgave deres Røst; og Folket græd den samme Nat.
13Hvorfra skal jeg (tage) Kjød, at give alt dette Folk? thi de græde for mig og sige: Giv os Kjød, at vi kunne æde.
13Og det skede om anden Dagen, at Mose satte sig at dømme Folket, og Folket stod for Mose fra Morgenen indtil Aftenen.
21Og naar Skyen var der fra Aftenen indtil Morgenen, og Skyen foer op om Morgenen, da reiste de; eller (det skede) om Dagen eller om Natten, at Skyen foer op, da reiste de.
22Eller naar Skyen blev to Dage eller en Maaned eller et Aar over Tabernaklet, saa den boede over det, da leirede Israels Børn sig og reiste ikke; men naar den foer op, reiste de.
11Og de aade af Landets Grøde paa anden Paaskedag, (nemlig) usyrede (Brød) og stegte Ax, lige paa denne samme Dag.
16Og det skede paa den tredie Dag, der det blev Morgen, at der var Torden og Lyn og en tyk Sky paa Bjerget, og en saare stærk Basuns Lyd, og det ganske Folk bævede, som var i Leiren.