Verse 12

For Forstyrrelse ophøies en Mands Hjerte, men Ydmyghed (gaaer) for Ære.

Referenced Verses

  • Ordsp 15:33 : 33 Herrens Frygt er Viisdoms Tugt, og Ydmyghed er for Ære.
  • Ordsp 11:2 : 2 (Naar) Hovmodighed kommer, kommer og Forsmædelse, men Viisdom er hos de Ydmyge.
  • Ordsp 16:18 : 18 Foran Forstyrrelse er Hovmodighed, og foran Fald en høi Aand.
  • Ordsp 29:23 : 23 Menneskets Hovmod skal nedtrykke ham, men den Ydmyge skal holde fast ved Ære.
  • Esek 28:2 : 2 Du Menneskesøn! siig til Tyri Fyrste: Saa sagde den Herre Herre: Fordi dit Hjerte er ophøiet, og du sagde: Jeg er Gud, jeg sidder paa Guds Sæde midt i Havet; (fordi) du er et Menneske og ikke Gud, (og) dog holdt dit Hjerte som Guds Hjerte;
  • Esek 28:9 : 9 Mon du (da) vel skulde sige for den, som ihjelslaaer dig: Jeg er Gud? da du (dog) er et Menneske og ikke Gud i hans Haand, som ihjelslaaer dig.
  • Dan 5:23-24 : 23 Men du haver ophøiet dig over Himmelens Herre, og man frembar hans Huses Kar for dig, og du og dine Vældige, dine Hustruer og dine Medhustruer drak Viin af dem, og du prisede Guder af Sølv og Guld, Kobber, Jern, Træ og Steen, som ikke see og ei høre og ei forstaae; men den Gud, i hvis Haand din Aande er, og hos hvilken al din Vei er, haver du ikke æret. 24 Derfor er det Haandblad sendt fra ham, og denne Skrift er optegnet.
  • Dan 9:20 : 20 Og der jeg endnu talede og bad og bekjendte min Synd og mit Folks Israels Synd, og lod min (ydmyge) Begjæring falde for Herrens min Guds Ansigt, for min Guds hellige Bjergs Skyld,
  • Dan 9:23 : 23 I Begyndelsen paa dine (ydmyge) Begjæringer udgik et Ord, og jeg, jeg er kommen at kundgjøre (dig det), thi du er (meget) elskelig; derfor forstaa Ordet, og giv Agt paa Synet!
  • Luk 14:11 : 11 Thi hver den, sig selv ophøier, skal fornedres, og hvo sig selv fornedrer, skal ophøies.
  • Apg 12:21-23 : 21 Men paa en bestemt Dag iførte Herodes sig et kongeligt Klædebon, og satte sig paa Thronen og holdt en Tale til dem. 22 Men Folket raabte til ham: Det er Guds Røst og ikke et Menneskes. 23 Men strax slog Herrens Engel ham, fordi han ikke gav Gud Æren; og han blev fortæret af Orme og opgav Aanden.
  • 1 Pet 5:5 : 5 Desligeste, I Unge! værer de Ældste underdanige; men værer alle hverandre underdanige og smykker eder med Ydmyghed; thi Gud staaer de Hoffærdige imod, men de Ydmyge giver han Naade.
  • Jes 6:5-9 : 5 Da sagde jeg: Vee mig! thi jeg maa (visseligen) udryddes, thi jeg haver urene Læber og boer midt iblandt et Folk, som haver urene Læber; thi mine Øine have seet Kongen, den Herre Zebaoth. 6 Da fløi een af de Seraphim til mig, og havde en Glød i sin Haand, (som) han tog af Alteret med en Tang. 7 Og han lod den røre ved min Mund og sagde: See, denne haver rørt ved dine Læber, og din Misgjerning skal bortvige, og din Synd forsones. 8 Og jeg hørte Herrens Røst, som sagde: Hvem skal jeg sende, og hvo vil gaae for os? da sagde jeg: See, her er jeg, send mig. 9 Og han sagde: Gak hen, og du skal sige til dette Folk: Hører flitteligen og forstaaer ikke, og seer flitteligen og fornemmer ikke. 10 Gjør dette Folks Hjerte fedt, og gjør deres Øren tunghørende, og tilstryg deres Øine, at det ikke seer med sine Øine og hører med sine Øren, og forstaaer med sit Hjerte og omvender sig, at man kunde læge det. 11 Men jeg sagde: Hvorlænge, Herre? og han sagde: Indtil Stæderne blive øde foruden Indbyggere, og Husene foruden Mennesker, og Landet plat ødelægges. 12 Og Herren skal drive Menneskene langt bort, og midt i Landet skal det være meget forladt. 13 Og der (skal) endnu en Tiendepart (blive) derudi, og den skal komme igjen og være til at afædes; (men) som Egen og som Steenegen, i hvilke, naar de end afkaste (Bladene), er en Bestandighed, (saa skal) en hellig Sæd (være) dens Bestandighed.
  • Esek 16:49-50 : 49 See, denne var Sodoms, din Søsters, Misgjerning: Hovmodighed; Brød til Mættelse og stille Rolighed havde hun og hendes Døttre, og hun styrkede ikke den Nødtørftiges og Fattiges Haand. 50 Men de ophøiede sig og gjorde Vederstyggelighed for mit Ansigt; derfor tog jeg dem bort, der jeg saae (det).
  • Job 42:6-9 : 6 Derfor foragter jeg (mig nu selv) og angrer det i Støv og Aske. 7 Og det skede, efterat Herren havde talet disse Ord til Job, da sagde Herren til Eliphas, den Themaniter: Min Vrede er optændt imod dig og imod dine to Venner, thi I have ikke talet ret om mig, som min Tjener Job. 8 Saa tager eder nu syv Stude og syv Vædere, og gaaer til min Tjener Job, og lader offre Brændoffer for eder, og Job, min Tjener, skal bede for eder; thi jeg vil ansee hans Person, at jeg ikke skal gjøre imod eder (efter eders) Daarlighed, thi I have ikke talet ret om mig, som min Tjener Job. 9 Saa gik Eliphas, den Themaniter, og Bildad, den Suchiter, og Zophar, den Naamathiter, og de gjorde, saasom Herren havde sagt til dem; og Herren ansaae Jobs Person. 10 Og Herren omvendte Jobs Fængsel, der han havde bedet for sine Venner, og Herren forøgede alt det, Job havde havt, til dobbelt. 11 Og alle hans Brødre og alle hans Søstre og Alle, som kjendte ham tilforn, kom til ham og aade Brød med ham i hans Huus, og havde Medynk med ham og trøstede ham over alt det Onde, som Herren havde ladet komme over ham; og de gave ham hver een Penning, og hver eet Smykke af Guld. 12 Og Herren velsignede Job, (saa) det Sidste var mere end det Første, han havde; thi han havde fjorten tusinde Faar og sex tusinde Kameler og tusinde Par Øxne og tusinde Aseninder. 13 Og han havde syv Sønner og tre Døttre. 14 Og han kaldte den førstes Navn Jemima, og den andens Navn Kezia, og den tredies Navn Keren-Happuch. 15 Og der bleve ikke fundne saa deilige Qvinder som Jobs Døttre i alt Landet; og deres Fader gav dem Arv midt iblandt deres Brødre. 16 Og Job levede derefter hundrede og fyrretyve Aar, og saae sine Børn og sine Børnebørn i fjerde Slægt. 17 Og Job døde, gammel og mæt af Dage.