Ordspråkene 21:1
Kongens Hjerte er (som) Vandbække i Herrens Haand; til alt det, han haver Lyst til, skal han bøie det.
Kongens Hjerte er (som) Vandbække i Herrens Haand; til alt det, han haver Lyst til, skal han bøie det.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
2Alle en Mands Veie ere rette for hans Øine, men Herren veier Hjerter.
9Menneskets Hjerte optænker sin Vei, men Herren stadfæster hans Gang.
10Der er Spaadom paa en Konges Læber, hans Mund skal ikke overtræde i Dom.
3Vær ikke hastig, (naar) du gaaer fra hans Ansigt, bliv ikke staaende i en ond Sag; thi han kan gjøre Alt, hvad han haver Lyst til.
4Hvor Kongens Ord er, der er Magt, og hvo tør sige til ham: Hvad gjør du?
1(Det staaer) til et Menneske, hvad han vil sætte sig for i Hjertet, men (det kommer) fra Herren, hvad Tungen skal svare.
2Alle en Mands Veie ere rene for hans Øine, men Herren er den, som veier Aander.
3Vælt dine Gjerninger paa Herren, saa skulle dine Anslag stadfæstes.
21Der ere mange Anslag i en Mands Hjerte, men Herrens Raad, det skal bestaae.
12Og han vender Leilighederne efter sine Raad til deres Gjerning, til alt det, som han byder dem paa Jordens Kreds;
13enten (det skeer) til Revselse, eller til hans Lands (Bedste), eller at han lader sig finde ved Miskundhed.
15Han er den, som danner tillige deres Hjerter, som agter paa alle deres Gjerninger.
13Men er han imod En, hvo vil da vende ham tilbage? hvad hans Sjæl haver Lyst til, det gjør han.
33Lodden kastes i Skjødet, men al dens Udfald er fra Herren.
9Hjertet er bedrageligt, mere end alle Ting, og det er ulægeligt; hvo kan kjende det?
10Jeg er Herren, som randsager Hjertet, som prøver Nyrer, og (det) til at give hver efter sine Veie, efter sine Idrætters Frugt.
28Alle Verdens Ender skulle komme ihu og omvende sig til Herren, og alle Hedningernes Slægter skulle tilbede for dit Ansigt.
7Thi du sætter ham til Velsignelser altid, du fryder ham med Glæde for dit Ansigt.
6Herren gjør Alt, hvad (ham) behager, i Himmelen og paa Jorden, i Havene og i alle Afgrunde.
3Der er Digel til (at prøve) Sølvet, og Ovn til Guldet, men den, som prøver Hjerterne, er Herren.
24En Mands Gange (komme) fra Herren, og hvorledes kan et Menneske forstaae sin Vei?
12Guds Haand var og i Juda, at han gav dem eet Hjerte til at gjøre efter Kongens og de Øverstes Bud, efter Herrens Ord.
26Mange søge en Regents Ansigt, men en Mands Dom er af Herren.
3Himmelens Høihed og Jordens Dybhed og Kongers Hjerte ere urandsagelige.
21Thi en Mands Veie ere for Herrens Øine, og han veier alle hans Gange.
24Han borttager Hjertet fra Folkenes Øverster i Landet, og gjør, at de fare vild i det Øde, hvor ikke er Vei,
12Og Rigdom og Ære er for dit Ansigt, og du regjerer over Alting, og Kraft og Vælde er i din Haand, og i din Haand (staaer) at gjøre det alt stort og stærkt.
15See, han opholder Vandet, og det borttørres, og han udlader det, og det omvælter Landet.
29En ugudelig Mand forhærder sit Ansigt, men den Oprigtige, han befæster sine Veie.
30(Der hjælper) ikke Viisdom, ei heller Forstand, ei heller Raad imod Herren.
21Thi han forandrer beleilige og bestemte Tider, han, som afsætter Konger, og som stadfæster Konger; han giver de Vise Viisdom, og dem Kundskab, som kjende Forstand.
33Han gjorde Floder til en Ørk, og Vandløb til et tørstigt (Sted),
7Thi Ophøielse (kommer) ikke af Øster eller Vester, ei heller af Ørken;
8men Gud er den, som dømmer; han nedtrykker denne og ophøier hiin.
11Herrens Raad bestaaer evindelig, hans Hjertes Tanker fra Slægt til Slægt.
1Sandelig, alt dette haver jeg lagt paa mit Hjerte, paa det (jeg maatte) klarligen vide dette altsammen, at de Retfærdige og de Vise og deres Gjerninger ere i Guds Haand; (dog) kjender intet Menneske hverken Kjærlighed eller Had af alt det, som er for deres Ansigt.
5Raad i en Mands Hjerte er som dybt Vand, men en forstandig Mand skal drage det op.
3Herrens Øine ere allesteds, de beskue Onde og Gode.
3Menneskets Daarlighed omkaster hans Vei, og hans Hjerte vredes imod Herren.
4See, ogsaa Skibene, enddog de ere saa store og drives af stærke Vinde, vendes med et saare lidet Ror, hvor Styrmandens Fart vil hen.
14Kongens Hastighed er Dødens Bud, men en viis Mand skal forsone den.
15I Kongens Ansigts Lys er Livet, og hans Bevaagenhed er som en Sky med sildig Regn.
35Og Alle, som boe paa Jorden, ere som Intet at regne, og efter sin Villie gjør han med Himmelens Hær og dem, som boe paa Jorden, og der er Ingen, som kan forhindre hans Haand og sige til ham: Hvad gjør du?
9Og det skal skee paa den samme Dag, siger Herren, (da) skal Kongens Mod og Fyrsternes Mod forgaae, og Præsterne skulle forskrækkes, og Propheterne forundre sig.
1Til Sangmesteren; Davids Psalme.
23Jeg veed, Herre! at Menneskets Vei (staaer) ikke til ham, (ja, det staaer) ikke til ham, som vandrer, at han kan befæste sin Gang.
1See, en Konge skal regjere i Retfærdighed, og Fyrsterne have Fyrstendom efter Ret.
23Af Herren stadfæstes en Mands Gange, og han skal have Lyst til hans Vei.
21Thi hans Øine ere over hver (Mands) Veie, og han seer alle hans Gange.
9Herren skal dømme Folkene; døm mig, Herre! efter min Retfærdighed og efter min Fuldkommenhed, (som er) hos mig.