Ordspråkene 22:16
Hvo, som fortrykker en Ringe for at formere Sit, (og) hvo, som giver en Rig, (den skal) visseligen (komme) til Mangel.
Hvo, som fortrykker en Ringe for at formere Sit, (og) hvo, som giver en Rig, (den skal) visseligen (komme) til Mangel.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
31Hvo, som fortrykker den Ringe, forhaaner den, som gjorde ham, men hvo, som forbarmer sig over en Fattig, ærer ham.
8Hvo, som formerer sit Gods med Aager og Overgift, samler det til at skjenkes de Ringe.
3En arm Mand, som dog fortrænger de Ringe, er som en Regn, der nedslaaer (Kornet), saa (der bliver) ingen Spise (igjen).
22Hvo, som haster til (at faae meget) Gods, er en Mand, som haver et ondt Øie, og kjender ikke, at Mangel skal komme paa ham.
27Hvo, som giver den Arme, (han skal) ikke (have) Mangel, men (over) den, som skjuler sine Øine, (skulle være) mange Forbandelser.
7En Rig hersker over Arme, og den, som tager tillaans, er den Mands Tjener, som udlaaner.
8Hvo, som saaer Uret, skal høste Uretfærdighed, og hans Grumheds Riis skal faae Ende.
9(Den, som haver) et godt Øie, den skal velsignes; thi han gav den Ringe af sit Brød.
22Røv ikke en Ringe, fordi han er ringe, og knus ikke en Elendig i Porten.
17Hvo, som forbarmer sig over den Ringe, laaner Herren, og han skal betale ham hans Velgjerning.
7Der er den, som holder sig rig og (haver) slet Intet, og den, som holder sig fattig og (haver) meget Gods.
8En Mands Rigdom er en Forsoning for hans Liv, men en Arm hører ikke Skjælden.
13Hvo, som stopper sit Øre for den Ringes Raab, han, han skal og raabe og ikke bønhøres.
15En Rigs Gods er hans faste Stad, men de Fattiges Armod er (deres) Fordærvelse.
5Hvo, som bespotter en Arm, forhaaner den, som gjorde ham; hvo, som glæder sig over Ulykke, skal ikke holdes uskyldig.
23En Arm taler med (ydmyge) Begjæringer, men en Rig svarer haarde (Ord).
15Som en brølende Løve og en omkringløbende Bjørn er en Ugudelig, der hersker over et ringe Folk.
16En Fyrste, som fattes (al) Forstand, fortrykker og (Andre) meget, men hvo, der hader Gjerrighed, skal forlænge (sine) Dage.
19Thi han fortrykte, han forlod de Ringe; han røvede Huset, og han havde ikke bygget det.
23Der er megen Mad i de Armes nyopdyrkede Land, men der er den, som omkommer, fordi (han) ikke (vil gjøre) Ret.
6Bedre er en Fattig, som vandrer i sin Fuldkommenhed, end den, som (vandrer) forvendt paa tvende Veie, om han (end) er rig.
11saa skal din Armod komme som en Vandringsmand, og din Mangel som En, (der er bevæbnet) med Skjold.
11En rig Mand er viis for sine (egne) Øine, men en Ringe, (som er) forstandig, skal randsage ham.
20En Arm hades ogsaa af sin Næste, men de ere mange, som elske en Rig.
21Hvo, som foragter sin Næste, synder, men den, som forbarmer sig over de Fortrykte, er salig.
4Den, som gjør (Arbeide) med en svigefuld Haand, bliver arm, men de Flittiges Haand gjør rig.
24Der er den, som udspreder, og ham tillægges ydermere, og der er den, som holder tilbage mere, end Ret er, dog kun til Mangel.
7En Retfærdig kjender de Ringes Sag; en Ugudelig forstaaer sig ikke paa Kundskab.
19Hvo, som dyrker sin Jord, skal mættes af Brød, men den, som jager efter unyttige Ting, skal mættes af Armod.
20En (saare) trofast Mand (skal faae) mange Velsignelser, men den, som haster at blive rig, skal ikke blive uskyldig.
6Men I vise Ringeagt mod den Fattige! Er det ikke de Rige, som underkue eder, og som drage eder for Domstolene?
13eller Rigdom selv forkommes ved ond Møie, og (om) han (end) avlede en Søn, da (bliver der) ikke Noget i hans Haand.
4Hører dette, I, som opsluge den Fattige, og (det) for at komme de Elendige i Landet til at høre op,
26Han begjærer saare den ganske Dag, men en Retfærdig skal give og ikke holde tilbage.
34da skal din Armod komme som en Vandringsmand, og din Mangel som En, (der er bevæbnet) med Skjold.
16Thi der er Haab for den Ringe, og Uretfærdighed maa lukke sin Mund.
6Du skal ikke bøie din Fattiges Ret i hans Trætte.
28Hvo, som forlader sig paa sin Rigdom, han skal falde, men de Retfærdige skulle grønnes som et Blad.
11Gods af Forfængelighed skal formindskes, men hvo, som samler med Haanden, skal formere det.
4Gods kan tilføre mange Venner, men en Ringe maa skilles fra sin Ven.
10Menneskens Børn ere aleneste Forfængelighed, Menneskene ere Løgn; naar de oplægges i Vægtskaalen, (da) findes de tilhobe (lettere), end Forfængelighed.
1Til Sangmesteren; Davids Psalme.
17Bøi dit Øre og hør de Vises Ord, og sæt dit Hjerte til min Kundskab.
17Den, som elsker Glæde, skal have Mangel, hvo, som elsker Viin og Olie, skal ikke blive rig.
7Sandeligen, Fortrykkelse kan gjøre en Viis galen, og Gave kan fordærve et Hjerte.
22Naar han haver fyldt sin Overflødighed, skal han (dog) blive bange; hver den Usles Haand skal komme over ham.
15(Men) han skal frie en Elendig i hans Elendighed, og aabne deres Øre i Trængsel.
2til at afvende de Ringe fra (deres) Ret og bortrive de Elendiges Ret iblandt mit Folk, at Enkerne maae være deres Rov, og de kunne berøve de Faderløse.
18Hvo, som lader Tugt fare, haver Armod og Skam, men den, som bevarer Straf, skal æres.
11Derfor, fordi I traadte paa den Fattige, og I toge Korns tunge (Rente) af ham, (saa) have I (vel) bygget Huse af hugne Stene, men I skulle ikke boe i dem, I have plantet ønskelige Viingaarde, men I skulle ikke drikke Viin af dem.