Ordspråkene 27:8
Ligesom en Spurv, der vanker omkring fra sin Rede, saa er en Mand, der vanker omkring fra sit Sted.
Ligesom en Spurv, der vanker omkring fra sin Rede, saa er en Mand, der vanker omkring fra sit Sted.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
2Som en Spurv vanker omkring, som en Svale flyver, saaledes kommer den Forbandelse ikke, (som skeer) uden Aarsag.
23indtil en Piil sønderskjærer hans Lever, ligesom en Fugl skynder sig til en Snare, og veed ikke, at det (gjælder) dens Liv.
16Et Menneske, som farer vild fra Klogskabs Vei, skal hvile i Dødningers Forsamling.
7En mæt Sjæl træder paa Honningkage, men for en hungrig Sjæl er alt Beeskt sødt.
2Ellers skal det skee, at ligesom en Fugl vanker hid og did, som bliver udladt af Reden, (saa) skulle Moabs Døttre være ved Arnons Færgesteder.
7Det er en Sti, som ingen Fugl haver kjendt, og ingen Skades Øie seet.
27Som et Fuglebuur er fuldt af Fugle, saa ere deres Huse fulde af Svig; derfor ere de blevne store og rige.
2Og der skal være en Mand som et Skjul imod Veir, (ja som) et Skjul imod Vandskyl, som Vandbække i et tørt Sted, og som en svar Klippes Skygge i et vansmægtende Land.
3Menneskets Daarlighed omkaster hans Vei, og hans Hjerte vredes imod Herren.
19thi Manden er ikke i sit Huus, han er faren lang Vei bort;
11(Som) en Agerhøne samler (Æg) og udlægger (dem) ikke, (saa er den,) som forhverver (sig) Rigdom, dog ikke med Rette; han skal forlade den midt i sine Dage, og være en Daare paa sit Sidste.
20Og Jesus sagde til ham: Rævene have Huler og Himmelens Fugle Reder, men Menneskens Søn haver ikke Noget, hvortil han kan hælde sit Hoved.
6Og han skal være som et eenligt (Træ) paa en øde Mark, og skal ikke see, naar Godt skal komme; men han skal boe i de forbrændte (Stæder) i Ørken, i et salt Land, og du skal ikke kunne blive (der).
5Fri dig som en Raa af (Jægerens) Haand, og som en Fugl af Fuglefængerens Haand.
11Som en Ørn opsætter sin Rede, svæver over sine Unger, saa udbredte han sine Vinger, tog ham, bar ham paa sin Vinge.
6Frygt og Bævelse komme paa mig, og Gruelse skjuler mig.
7Og jeg sagde: Gid jeg havde Vinger som en Due, (da) vilde jeg flyve bort og boe (roligen et Sted).
19Ørnens Vei i Himmelen, Slangens Vei paa en Klippe, et Skibs Vei midt i Havet, og en Mands Vei til en Jomfru.
17Sandelig, det er forgjæves at udsprede Garn for alle Fugles Øine.
17der, hvor Fuglene gjøre Rede; Storkens Bolig er paa Fyrretræer.
23Han vanker hid og did efter Brød, hvor det er; han veed, at Mørkheds Dag er tilrede hos ham.
17som forlader sin Ungdoms Leder, og som haver glemt sin Guds Pagt;
58Og Jesus sagde til ham: Rævene have Huler og Himmelens Fugle Reder, men Menneskens Søn haver ikke det, han kan hælde sit Hoved til.
21Østenveir skal tage ham op, at han farer (bort), og med en Storm drive ham fra sit Sted.
18Han byggede sit Huus som Møl, og som en Hytte, (hvilken) en Vogter gjør.
1Hvo, som fraskiller sig, vil søge, hvad (ham) lyster; han blander sig i alt det, som er saa i Sandhed.
12at ogsaa Mennesket ikke veed sin Tid, som Fiskene, der fanges med et skadeligt Garn, og som Fuglene, der fanges med Snaren; som de, (saa) blive Menneskens Børn besnærede i en ond Tid, efter som den falder hasteligen over dem.
7Jeg er bleven lig en Rørdrum i Ørken, jeg er som en Natugle i de øde (Steder).
9Det er bedre at boe i et Hjørne paa Taget end hos en trættefuld Qvinde, og det i et Huus (fuldt) af Selskab.
2Gid jeg havde i Ørken et Herberge (som for) de Veifarende! da vilde jeg forlade mit Folk og gaae fra dem; thi de ere allesammen Horkarle, som handle troløst, (endog) paa Forbudsdagen.
21Thi den er skjult for alle Levendes Øine, den er og skjult for Fuglene under Himmelen.
25Jeg saae, og see, der var intet Menneske, og alle Fuglene under Himmelen vare bortfløine.
6Naar der findes en Fuglerede for dig paa Veien, (enten) i noget Træ eller paa Jorden, og der ere Unger eller Æg, og Moderen, som ligger paa Ungerne eller paa Æggene, da skal du ikke tage Moderen med Ungerne.
14Og min Haand haver fundet Folkenes Gods som en Rede, og jeg, jeg haver sanket alt Landet, som man sanker Æg, der ere forladte, og der var Ingen, som rørte en Vinge, og som oplod Næb, og som qviddrede.
4De, som fore vild i Ørken, paa en øde Vei, de, som fandt ingen Stad, som de kunde boe udi,
19(Som) en braadden Tand og en Fod, der snubler, er Tillid til den Troløse paa Nødens Dag.
14Og den skal være som en forjagen Raa og som et Faar, hvilket Ingen samler; de skulle vende sig, hver til sit Folk, og flye, hver til sit Land.
9Olie og Røgelse glæde Hjertet, og en Vens Sødhed (glæder) ved sin Sjæls Raad.
18Som en Galen, der kaster Gnister, Pile og dødelige (Skud),
28Forlader Stæderne og boer i Klippen, I Indbyggere i Moab! og værer som en Due, der gjør Rede ved Siderne af Hullet i en Hule.
23Jeg veed, Herre! at Menneskets Vei (staaer) ikke til ham, (ja, det staaer) ikke til ham, som vandrer, at han kan befæste sin Gang.
12(Det er bedre) for en Mand at møde en Bjørn, som Ungerne ere fratagne, end en Daare i hans Daarlighed.
10Han skal ikke komme igjen ydermere til sit Huus, og hans Sted skal ikke kjende ham ydermere.
3Min Sjæl begjærer og længes ogsaa at komme til Herrens Forgaarde; mit Hjerte og mit Kjød raabe med Fryd til den levende Gud.
7Men et Menneske bliver født til Møie, ligesom Gnister flyve høit op.
26Thi for en Horqvindes Skyld (nødes En til at tigge) om et Stykke Brød, og en (anden) Mands Hustru jager den dyrebare Sjæl.
24En Mands Gange (komme) fra Herren, og hvorledes kan et Menneske forstaae sin Vei?
4Et Menneske er ligt Forfængeligheden, hans Dage ere som en Skygge, der farer forbi.
5Skulde du lade dine Øine flyve til det, da det ikke (bliver)? thi det skal visseligen gjøre sig Vinger, som en Ørn, der flyver til Himmelen.
21Thi en Mands Veie ere for Herrens Øine, og han veier alle hans Gange.