Verse 12

Naar Retfærdige fryde sig, (da er der) stor Ære, men naar Ugudelige opstaae, skal man lede efter Folk.

Referenced Verses

• Ordsp 29:2 : 2 Naar Retfærdige blive mange, skal Folket glædes, men naar en Ugudelig hersker, skal Folket sukke.
• Ordsp 11:10 : 10 En Stad skal fryde sig, naar det gaaer de Retfærdige vel, og naar de Ugudelige omkomme, (da bliver der) Frydesang.
• Ordsp 28:28 : 28 Naar Ugudelige opkomme, maa et Menneske skjule sig, men naar de omkomme, skulle de Retfærdige blive mange.
• Fork 10:5-6 : 5 Der er en Ulykke til, som jeg saae under Solen, som en Forseelse, der udkommer fra en Regents Ansigt: 6 At en Daare er sat i stor Høihed, men de Rige sidde lavt.
• Fork 10:16 : 16 Vee dig, du Land! hvis Konge er et Barn, og hvis Fyrster ville æde om Morgenen.
• Jer 5:1 : 1 Løber omkring paa Gaderne i Jerusalem, og seer dog og kjender, og søger paa dens Gader, om I kunne finde (Nogen), om der er Nogen, som gjør Ret, som søger efter Sandhed; saa vil jeg tilgive den.
• Jer 36:26 : 26 Og Kongen bød Jerahmeel, Melechs Søn, og Seraja, Asriels Søn, og Selemja, Abdeels Søn, at gribe Baruch, Skriveren, og Jeremias, Propheten; men Herren lod skjule dem.
• Luk 19:37-38 : 37 Men der han nu kom nær hen til Nedgangen af Oliebjerget, begyndte hans Disciples hele Hob gladelig at love Gud med høi Røst for alle de kraftige Gjerninger, som de havde seet, og sagde: 38 Velsignet være Kongen, som kommer i Herrens Navn! Fred i Himmelen og Ære i det Høieste!
• Hebr 11:37-38 : 37 de bleve stenede, gjennemsaugede, fristede, henrettede med Sværd, gik omkring i Faare- og Gjedeskind, lidende Mangel, betrængte, mishandlede, 38 — Verden var dem ikke værd — omvankende i Ørkener og paa Bjerge og i Jordens Huler og Kløfter.
• 1 Sam 24:11 : 11 See, dine Øine have seet paa denne Dag, at Herren har givet dig idag i min Haand i Hulen, og der sagdes, at jeg skulde slaae dig ihjel, men (mit Øie) sparede dig; thi jeg sagde: Jeg vil ikke lægge min Haand paa min Herre, thi han er Herrens Salvede.
• 1 Kong 17:3-9 : 3 Gak herfra og vend dig imod Østen, og skjul dig ved den Bæk Chrith, som er lige over for Jordanen. 4 Og det skal skee, at du skal drikke af Bækken; og jeg har budet Ravnene, at de skulle forsørge dig der. 5 Og han gik og gjorde efter Herrens Ord, og gik og blev ved den Bæk Chrith, som er lige over for Jordanen. 6 Og Ravnene bragte ham Brød og Kjød om Morgenen, og Brød og Kjød om Aftenen, og han drak af Bækken. 7 Og det skede, efterat Aaret var tilende, da blev Bækken tør; thi der var ikke Regn i Landet. 8 Da skede Herrens Ord til ham og sagde: 9 Staa op, gak til Zarepta, som er ved Zidon, og bliv der; see, jeg har budet der en Enkeqvinde, at hun skal forsørge dig. 10 Og han stod op og gik til Zarepta, og kom til Stadsporten, og see, der var en Enkeqvinde, som sankede Træer; og han kaldte ad hende og sagde: Kjære, hent mig lidet Vand i Karret, at jeg kan drikke. 11 Da gik hun at hente; og han kaldte ad hende og sagde: Kjære, tag mig et Stykke Brød med i din Haand. 12 Men hun sagde: (Saa vist som) Herren din Gud lever, jeg har ikke en Kage, uden en Haandfuld Meel i en Krukke og lidet Olie i et Kruus; og see, jeg sanker to Træer og gaaer ind og vil lave det til mig og til min Søn, at vi maae æde det og døe. 13 Og Elias sagde til hende: Frygt ikke, gak ind, gjør det efter dine Ord; dog lav mig først en liden Kage deraf og før mig den ud, og siden skal du lave dig og din Søn (Noget). 14 Thi saa siger Herren, Israels Gud: Melet i Krukken skal ikke fortæres, og Oliekruset skal ikke fattes, indtil den Dag, Herren skal give Regn over Jorderige. 15 Og hun gik og gjorde efter Elias Ord; og hun aad, ja, han og hun og hendes Huus i et Aar. 16 Melet i Krukken blev ikke fortæret, og Oliekruset fattedes Intet, efter Herrens Ord, som han talede formedelst Elias. 17 Og det skede efter disse Handeler, at samme Qvindes, Husets Værtindes, Søn blev syg; og hans Sygdom var saare svar, indtil, der var ikke Aande tilovers i ham. 18 Og hun sagde til Elias: Hvad har jeg (at gjøre) med dig, du Guds Mand? du er kommen til mig at lade min Misgjerning kommes ihu og at dræbe min Søn. 19 Og han sagde til hende: Giv mig hid din Søn; og han tog ham af hendes Skjød og førte ham op paa Salen, der hvor han boede, og han lagde ham paa sin Seng. 20 Og han raabte til Herren og sagde: Herre, min Gud! har du ogsaa gjort (saa) ilde ved denne Enke, som jeg er fremmed hos, at du dræber hendes Søn? 21 Saa udstrakte han sig over Barnet tre Gange, og raabte til Herren og sagde: Herre, min Gud! Kjære, lad dette Barns Sjæl komme inden i ham igjen. 22 Og Herren hørte Elias Røst, og Barnets Sjæl kom inden i ham igjen, og han blev levende. 23 Og Elias tog Barnet og førte det ned fra Salen i Huset og gav hans Moder det; og Elias sagde: See, din Søn lever. 24 Og Qvinden sagde til Elias: Nu veed jeg dette, at du er en Guds Mand, og Herrens Ord i din Mund er Sandhed.
• 1 Kong 18:13 : 13 Er det ikke givet min Herre tilkjende, hvad jeg gjorde, der Jesabel slog Herrens Propheter ihjel, at jeg skjulte hundrede Mænd af Herrens Propheter, (her) halvtredsindstyve, (og der) halvtredsindstyve Mænd i en Hule, og forsørgede dem med Brød og Vand?
• 1 Kong 19:3 : 3 Der han det saae, da stod han op og gik for (at redde) sit Liv, og kom til Beershaba, som hører til Juda, og han lod sin Dreng blive der.
• 1 Krøn 15:25-28 : 25 Saa skede det, at David og Israels Ældste og de Øverste over Tusinde gik hen til at ophente Herrens Pagtes Art af Obed-Edoms Huus med Glæde. 26 Og det skede, der Gud hjalp Leviterne, som bare Herrens Pagtes Ark, da offrede de syv Stude og syv Vædere. 27 Og David var klædt med en Kappe af kosteligt Linklæde, og alle Leviterne, som bare Arken, og Sangerne og Chenanja, Øverste for dem, som bare, (og) for Sangerne; og David havde en linned Livkjortel paa. 28 Saa førte al Israel Herrens Pagtes Ark op med Frydeskrig og med Trompetlyd og med Basuner og med Cymbler, (og) de lode sig høre med Psaltere og Harper.
• 1 Krøn 16:7-9 : 7 Paa den samme Dag, da gav David først (denne Psalme) til at takke Herren ved Asaphs og hans Brødres Tjeneste: 8 Takker Herren, paakalder hans Navn, kundgjører hans Gjerninger iblandt Folkene. 9 Synger for ham, synger Psalmer for ham, taler frit om alle hans underlige Gjerninger. 10 Roser eder af hans hellige Navn; deres Hjerte skal glædes, som søge Herren. 11 Spørger efter Herren og hans Magt, søger hans Ansigt altid. 12 Kommer hans underlige Gjerninger ihu, som han haver gjort, hans underlige Ting og hans Munds Domme, 13 Israels, hans Tjeners, Sæd! Jakobs, hans Udvalgtes, Børn! 14 Han er Herren vor Gud, hans Domme ere i al Verden. 15 Kommer evindeligen hans Pagt ihu, — det Ord, han haver befalet til tusinde Slægter — 16 hvilken han gjorde med Abraham, og hans Ed til Isak. 17 Og han stadfæstede den for Jakob til en Skik, for Israel til en evig Pagt. 18 Og han sagde: Dig vil jeg give Canaans Land, eders Arvs Part; 19 der I vare en liden Hob Folk, ja faa og fremmede i det. 20 Og de vandrede fra Folk til Folk, og fra et Rige til et andet Folk. 21 Han lod ingen Mand gjøre dem Vold, og straffede Konger for deres Skyld, (sigende:) 22 Rører ikke ved mine Salvede, og gjører mine Propheter intet Ondt. 23 Synger Herren, alt Landet, bebuder Dag fra Dag hans Frelse. 24 Forteller hans Herlighed iblandt Hedningerne, hans underlige Gjerninger idlandt alle Folkene. 25 Thi Herren er stor og saare priselig, og han er forfærdelig over alle Guder. 26 Thi alle Folkenes Guder ere Afguder, men Herren gjorde Himmelen. 27 Ære og Hæder er for hans Ansigt, Styrke og Glæde er i hans Sted. 28 Fører til Herren, I Folks Slægter! fører til Herren Ære og Styrke. 29 Fører til Herren hans Navns Ære, fremfører Skjenk og kommer for hans Ansigt, tilbeder for Herren i hellig Prydelse. 30 Al Jorden bæve for hans Ansigt, og (Jordens) Kreds skal befæstes, at den ikke ryster. 31 Himlene skulle glædes og Jorden frydes, og de skulle sige iblandt Hedningerne: Herren regjerer. 32 Havet skal bruse og dets Fylde, Marken skal frydes og alt det, som er derpaa. 33 Da skulle Træerne i Skoven fryde sig for Herrens Ansigt, thi han kommer til at dømme Jorden. 34 Takker Herren, thi han er god, thi hans Miskundhed (varer) evindelig; 35 og siger: Frels os, vor Saligheds Gud! og samle os og udfri os fra Hedningerne til at takke dit hellige Navn, at berømme os i din Lov. 36 Lovet være Herren, Israels Gud, fra Evighed til Evighed! og alt Folket sagde Amen og lovede Herren.
• 1 Krøn 29:20-22 : 20 Siden sagde David til den ganske Forsamling: Kjære, lover Herren eders Gud! og al Forsamlingen lovede Herren, deres Fædres Gud, og neiede sig og bøiede sig ned for Herren og for Kongen. 21 Og de slagtede Herren Slagtoffere og offrede Brændoffere for Herren om anden Dagen efter denne Dag, (nemlig) tusinde Stude, tusinde Vædere, tusinde Lam og deres Drikoffere, og Slagtoffere for al Israels Mangfoldighed. 22 Og de aade og drak for Herrens Ansigt paa den samme Dag med stor Glæde, og gjorde anden Gang Salomo, Davids Søn, til Konge, og salvede (ham) Herren til en Fyrste, og Zadok til Præst.
• 2 Krøn 7:10 : 10 Men paa den tre og tyvende Dag i den syvende Maaned lod han Folket fare til deres Pauluner, glade og ved et godt Mod over det Gode, som Herren havde gjort David og Salomo og Israel, sit Folk.
• 2 Krøn 30:22-27 : 22 Og Ezechias talede kjærligen med alle Leviterne, de, som underviste (Andre) med en god Forstand for Herren; og de aade den bestemte Tids (Offere) syv Dage, og offrede Takoffers Offere, og takkede Herren, deres Fædres Gud. 23 Da den ganske Forsamling havde raadført sig om at holde andre syv Dage, da holdt de (endnu) syv Dage med Glæde. 24 Thi Ezechias, Judæ Konge, gav til Forsamlingen tusinde Stude og syv tusinde Faar, og de Øverste gave til Forsamlingen tusinde Stude og ti tusinde Faar; saa helligede mange Præster sig. 25 Og den ganske Forsamling af Juda glædede sig, og Præsterne og Leviterne og den ganske Forsamling, som var kommen af Israel, (ja) og de Fremmede, de, som vare komne af Israels Land, og de, som boede i Juda. 26 Og der var en stor Glæde i Jerusalem; thi fra Salomos, Davids Søns, Israels Konges, Dage af var ikke skeet Saadant i Jerusalem. 27 Da stode Præsterne og Leviterne op og velsignede Folket, og deres Røst blev hørt; thi deres Bøn kom for hans hellige Bolig i Himmelen.
• Est 8:15-17 : 15 Og Mardochæus gik ud fra Kongens Ansigt i et kongeligt Klædebon, i blaat og hvidt, og med en stor Guldkrone og en kostelig linned Kappe og Purpur, og Susans Stad raabte høit og glædede sig. 16 Der var (kommet) et Lys og Glæde for Jøderne, og Fryd og Ære. 17 Og i alle og ethvert Landskab, og i alle og enhver Stad, til hvilket Sted Kongens Ord og hans Lov ankom, var Glæde og Fryd iblandt Jøderne, Gjæstebud og gode Dage; og mange af Folkene i Landet bleve Jøder, thi Frygt for Jøderne var falden paa dem.
• Job 29:11-20 : 11 Naar et Øre hørte (mig), da prisede det mig salig, og naar et Øie saae mig, da gav det mig Vidnesbyrd. 12 Thi jeg reddede den Fattige, som skreg, og en Faderløs, som havde ingen Hjælper. 13 Hans Velsignelse, som (ellers) maatte omkommet, kom over mig, og jeg frydede Enkers Hjerte. 14 Jeg iførte mig Retfærdighed, og den beklædte mig; min Ret var som en Kappe og en (fyrstelig) Hue. 15 Jeg var den Blindes Øine, og jeg var den Lammes Fødder. 16 Jeg var de Fattiges Fader, og den Tvistighed, som jeg ikke vidste, den undersøgte jeg. 17 Og jeg sønderbrød den Uretfærdiges Kindtænder, og jeg gjorde, at han maatte kaste Rovet af sine Tænder. 18 Og jeg sagde: Jeg vil opgive Aanden i min Rede, og gjøre Dagene mangfoldige som Sand. 19 Min Rod var udbredt ved Vand, og Duggen blev om Natten paa min Høst. 20 Min Herlighed var ny hos mig, og min Bue forbedrede sig i min Haand.