Ordspråkene 7:24
Saa hører mig nu, I Børn! og agter paa min Munds Taler.
Saa hører mig nu, I Børn! og agter paa min Munds Taler.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
7Saa hører mig nu, I Børn! og viger ikke fra min Munds Tale:
32Og nu, Børn! hører mig, thi salige ere de, som holde mine Veie.
33Hører Tugt og bliver vise, og lader den ikke fare.
34Saligt er det Menneske, som hører mig, saa at han dagligen er aarvaagen ved mine Døre og varer paa mine Døres Stolper.
20Min Søn! giv Agt paa mine Ord, bøi dit Øre til mine Taler.
21Lad dem ikke vige fra dine Øine, bevar dem midt i dit Hjerte.
1Sønner! hører en Faders Tugt, og giver Agt for at kjende Forstand.
2Thi jeg haver givet eder en god Lærdom; forlader ikke min Lov.
1Min Søn! giv Agt paa min Viisdom, bøi dit Øre til min Forstand,
1Min Søn! bevar mine Taler, og gjem mine Bud hos dig.
16Dersom du da haver Forstand, saa hør dette, vend (dine) Øren til min Tales Røst.
23Vender Ørene (hid) og hører min Røst, mærker og hører min Tale.
8Saa adlyd nu min Røst, min Søn! eftersom jeg befaler dig.
26Min Søn! giv mig dit Hjerte, og lad dine Øine bevare mine Veie.
1Asaphs (Psalme), som giver Underviisning. Mit Folk! vend dine Øren til min Lov, bøier eders Øren til min Munds Tale.
1Min Søn! dersom du vil antage mine Taler og gjemme mine Bud hos dig,
2at lade dit Øre give Agt paa Viisdommen, (saa) du bøier dit Hjerte til Forstand,
25Lad dit Hjerte ikke vige til hendes Veie, lad dig ikke forvildes paa hendes Stier;
10Hør, min Søn! og antag mine Taler, saa skulle dit Livs Aar blive mange.
11De unge Løver blive nødtørftige og hungrige, men de, som søge Herren, skulle ikke have Mangel paa noget (Slags) Godt.
19Hør du, min Søn! og bliv viis, og lad dit Hjerte gaae (ret) frem paa Veien.
8Min Søn! hør din Faders Tugt, og forlad ikke din Moders Lov.
1Hører til, I Himle, og jeg vil tale; og Jorden skal høre min Munds Taler.
17Hører flittig min Tale og det, jeg kundgjør for eders Øren.
27Lad af, min Søn! at høre Tugt til at forvildes fra forstandig Tale.
12Lad dit Hjerte komme til Tugt, og dine Øren til Kundskabs Taler.
17Bøi dit Øre og hør de Vises Ord, og sæt dit Hjerte til min Kundskab.
6Kjære, hører min Beviisning, og mærker paa det, som jeg trætter om med mine Læber.
2Hører, I Vise, min Tale, og I Forstandige, vender (eders) Øren til mig!
1Og Job, hør dog nu min Tale, og vend (dine) Øren til alle mine Ord.
4Og han lærte mig og sagde til mig: Lad dit Hjerte holde ved mit Ord, bevar mine Bud, saa skal du leve.
5Kjøb Viisdom, kjøb Forstand, glem ikke og vig ikke fra min Munds Tale.
23indtil en Piil sønderskjærer hans Lever, ligesom en Fugl skynder sig til en Snare, og veed ikke, at det (gjælder) dens Liv.
4Til Eder, I Mænd! vil jeg raabe, og min Røst skal komme til Menneskens Børn.
1Min Søn! glem ikke min Lov, men lad dit Hjerte bevare mine Bud.
15min Søn! vandre ikke paa den Vei med dem, hold din Fod tilbage fra deres Sti.
15Dersom jeg sagde: Jeg vil fortælle Saadant, see, da havde jeg fordømt dine Børns Slægt.
23Vender eder til min Straf; see, jeg vil (overflødig) udgyde over eder min Aand, jeg vil kundgjøre eder mine Ord.
6Hører, thi jeg vil tale fyrstelige Ting, og aabne mine Læber til Oprigtigheder.
33Men haver du Intet (at sige), da hør du mig; ti, saa vil jeg lære dig Viisdom.
2Hører flittig hans Røsts Bevægelse, og (hvad for) Tale der udgaaer af hans Mund.
10Min Søn! naar Syndere lokke dig, da samtyk ikke.
21Min Søn! lad dem ikke vige fra dine Øine, bevar det bestandige (Gode) og (kloge) Anslag.
8Visseligen, du sagde for mine Øren, og jeg maatte høre en (saadan) Tales Røst:
22Kjære, tag Loven af hans Mund, og læg hans Taler i dit Hjerte.
15Min Søn! dersom dit Hjerte er viist, skal mit Hjerte glæde sig, ja jeg (selv),
21Læg ikke heller paa dit Hjerte alle de Ord, som man siger, at du skal ikke høre din Tjener bande dig.
21De hørte (mig) og ventede, og taug til mit Raad.
5at den (maa) bevare dig fra en fremmed Qvinde, fra en ubekjendt, som gjør sine Ord glatte.
11Vær viis, min Søn! og glæd mit Hjerte, paa det jeg kan svare den et Ord, som forhaaner mig.