Salmenes bok 106:23
Og han sagde, at han vilde ødelægge dem, dersom Mose, hans Udvalgte, ikke havde staaet i Revnen for hans Ansigt, for at afvende hans Hastighed fra at fordærve (dem).
Og han sagde, at han vilde ødelægge dem, dersom Mose, hans Udvalgte, ikke havde staaet i Revnen for hans Ansigt, for at afvende hans Hastighed fra at fordærve (dem).
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
22underlige Gjerninger i Chams Land, forfærdelige Ting ved det røde Hav.
9Og Herren sagde til Mose: Jeg haver seet dette Folk, og see, det er et haardnakket Folk.
10Og lad mig nu fare frem, at min Vrede maa optændes mod dem, og jeg vil fortære dem og gjøre dig til et stort Folk.
11Og Mose bad ydmygeligen for Herrens sin Guds Ansigt, og sagde: Herre, hvorfor skal din Vrede optændes imod dit Folk, som du udførte af Ægypti Land med stor Kraft og med en stærk Haand?
12Hvorfor skulle Ægypterne tale og sige: Han haver udført dem til det Onde, for at ihjelslaae dem paa Bjergene og ødelægge dem af Jorderige? vend om fra din grumme Vrede, og lad det Onde fortryde dig, hvormed du haver truet dit Folk.
32De fortørnede ham ogsaa ved Trættevandet, og det gik Mose ilde for deres Skyld.
33Thi de forbittrede hans Aand, at han talede ubetænksomt med sine Læber.
7Vore Fædre i Ægypten forstode ikke dine underlige Gjerninger, de kom ikke din megen Miskundhed ihu, men vare gjenstridige ved Havet, ved det røde Hav.
8Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at kundgjøre sin Magt.
9Og han truede det røde Hav, og det blev tørt, og lod dem gaae igjennem Afgrundene som en Ørk.
10Og han frelste dem af Haderens Haand, og gjenløste dem af Fjendens Haand.
26Og han (svoer) dem med oprakt Haand, at (han vilde) lade dem falde i Ørken,
26Han sendte Mose, sin Tjener, Aron, som han udvalgte.
24De foragtede og det ønskelige Land, de troede ikke paa hans Ord.
38Dog han, (som er) barmhjertig, forsonede Misgjerning og fordærvede ikke, men vendte sin Vrede mangfoldige Gange af fra dem, og vilde ikke opvække al sin Hastighed.
11Og han tænkte paa de gamle Dage, paa Mose, paa sit Folk; hvor er den, som opførte dem af Havet med sine Faars Hyrde? hvor er den, som gav sin Hellig-Aand midt iblandt dem?
12den, som førte dem ved Mose høire Haand, med sin herlige Arm, som adskilte Vand for deres Ansigt, til at gjøre sig et evigt Navn?
26Og jeg bad til Herren og sagde: Herre, Herre, fordærv ikke dit Folk og din Arv, som du igjenløste med din store (Kraft), som du udførte af Ægypten med en stærk Haand.
13Da sagde Mose til Herren: Saa høre Ægypterne det; thi du haver opført dette Folk med din Kraft midt ud af dem.
50Han afveiede en Sti for sin Vrede, han sparede ikke deres Liv fra Døden, og han overantvordede deres Hob til Pestilentse,
15Og Mose talede til Herren og sagde:
10Og Herren talede til Mose og sagde:
4Da raabte Mose til Herren og sagde: Hvad skal jeg gjøre ved dette Folk? om et Lidet, saa stene de mig.
31da opkom Guds Vrede paa dem og ihjelslog Nogle iblandt de Fedeste af dem, og han nedslog de Udvalgte i Israel.
15Da blev Mose saare vred og sagde til Herren: Vend dig ikke til deres Madoffer; jeg haver ikke taget eet Asen fra dem, og jeg haver ikke gjort Een ondt iblandt dem.
11Og Herren sagde til Mose: Hvor længe skal dette Folk opirre mig? og hvor længe ville de ikke troe paa mig, ved alle de Tegn, som jeg haver gjort midt iblandt dem?
16Og de bare Avind imod Mose i Leiren, imod Aron, Herrens Hellige.
36Denne udførte dem, der han havde gjort Undergjerninger og Tegn i Ægypti Land og i det røde Hav og i Ørkenen i fyrretyve Aar.
20Thi det skede af Herren, at de forhærdede deres Hjerte, at møde Israel med Krig, at han skulde ødelægge dem, at dem skulde ikke bevises Naade, men at han skulde fordærve dem, som Herren bød Mose.
28at det Lands (Indbyggere), fra hvilket du udførte os, ikke skulle sige: Fordi Herren ikke kunde føre dem ind i det Land, som han havde tilsagt dem, og for hans Hads Skyld til dem, førte han dem ud, at slaae dem ihjel i Ørken.
41Men Mose sagde: Hvorfor overtræde I Herrens Befaling? og det skal ikke lykkes.
15Thi dersom I vende eder bort fra ham, da skal han endnu længere lade ham blive i Ørken, og (dermed) fordærve I alt dette Folk.
21Da sagde Herren til Mose: Stig ned for at vidne for Folket, at de ikke skulle bryde frem til Herren for at see, og Mange maatte falde af dem.
26Da sagde Herren til Mose: Udræk din Haand over Havet, og Vandene skulle falde tilbage over Ægypterne, over deres Vogne og over deres Ryttere.
27Saa rakte Mose sin Haand over Havet, og Havet kom igjen mod Morgenen i sin stærke Strøm, og Ægypterne flyede imod den; saa udstødte Herren Ægypterne midt i Havet.
29Og de opirrede ham med deres Idrætter, saa at en Plage gjorde et Rift iblandt dem.
30Da stod Pinehas og holdt Dom, og Plagen ophørte.
3da havde de opslugt os levende, der deres Vrede var optændt imod os;
14og lod Israel gaae midt igjennem det, thi hans Miskundhed er evindelig,
15og udstødte Pharao og hans Hær i det røde Hav, thi hans Miskundhed er evindelig;
40Hvor tidt forbittrede de ham i Ørken, de bedrøvede ham i de øde Stæder.
15Og Mose sagde til dem: Have I ladet hver Qvinde leve?
17Ja de vægrede sig for at høre dem og kom ikke dine underlige Ting ihu, som du gjorde med dem, men forhærdede deres Nakke og satte en Høvedsmand for at vende tilbage til deres Trældomstjeneste i deres Gjenstridighed; men du er Forladelsers Gud, naadig og barmhjertig, langmodig og af megen Miskundhed, og forlod dem ikke;
27dersom jeg ikke befrygtede Fjendens Fortørnelse; at deres Fjender ikke skulde holde sig fremmede (derover), at de ikke skulde sige: Vor Magt er høi, og Herren haver ikke gjort alt dette.
17Men paa hvilke harmedes han i fyrretyve Aar? Mon ikke paa dem, som syndede, hvis Legemer faldt i Ørkenen?
6Og hvorfor ville I forhærde eders Hjerte, ligesom Ægypterne og Pharao forhærdede deres Hjerte? (er det) ikke (saa), at der han havde handlet (underlig) imod dem, da lode de dem fare, og de gik hen?
28Og Mose sagde: Derpaa skulle I kjende, at Herren haver sendt mig at gjøre alle disse Gjerninger, (og) at de ikke ere af mit Hjerte: