Salmenes bok 141:6
Deres Dommere ere nedstyrtede ved Siderne af en Klippe, men de have hørt mine Ord, at de vare liflige.
Deres Dommere ere nedstyrtede ved Siderne af en Klippe, men de have hørt mine Ord, at de vare liflige.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
5En Retfærdig slaae mig, (det skal være mig) en Velgjerning, og straffe mig, (det skal være mig) en Hovedolie; lad mit Hoved ikke vægre sig derved, thi min Bøn (skal) ogsaa (fremdeles skee for dem), naar (det gaaer) dem ilde.
103Hvor vare dine Ord sødere for min Gane, end Honning for min Mund!
7Som naar En sønderskjærer og sønderslider (Noget) paa Jorden, saa ere vore Been adspredte til Gravens Hul.
24Liflige Taler ere en Honningkage, sød for Sjælen og en Lægedom for Benene.
10Herrens Frygt er reen, som bestaaer altid; Herrens Domme ere Sandhed, de ere retfærdige tillige.
6Hører, thi jeg vil tale fyrstelige Ting, og aabne mine Læber til Oprigtigheder.
16Thi, Herre! jeg bier efter dig; du, du, Herre min Gud, skal bønhøre.
22Lad der høres Skrig af deres Huse, naar du hasteligen skal lade komme en Trop over dem; thi de grove en Grav til at gribe mig, og skjulte Snarer for mine Fødder.
26Derfor vaagnede jeg op og saae, endskjøndt min Søvn var mig sød.
10Deres Galde, som omkringgive mig, (ja) deres Læbers Møie lad skjule dem (selv).
24Herre, min Gud! døm mig efter din Retfærdighed, og lad dem ikke glæde sig over mig;
5Derfor huggede jeg (hart) paa ved Propheterne, ihjelslog dem ved min Munds Taler, og dine Domme ere (som) et Lys, (der) udkommer.
7De ere allesammen blevne hede som en Ovn, og have fortæret deres Dommere; alle deres Konger ere faldne, der er Ingen iblandt dem, som kalder paa mig.
19Du Jord, hør til! see, jeg fører Ulykke over dette Folk, (som er) deres Tankers Frugt; thi de gave ikke Agt paa mine Ord, og min Lov, den forkastede de.
6De gjøre (mig) Smerte i mine Handeler den ganske Dag; alle deres Tanker ere imod mig til det Onde.
12Mon Heste skulle løbe paa Klippen? mon man skal pløie der med Øxnene? thi I omvende Ret til Galde, og Retfærdigheds Frugt til Malurt,
4Herre! alle Konger paa Jorden skulle takke dig, naar de have hørt din Munds Ord.
6da jeg toede mine Trin i Smør, og Klippen hos mig udgød Oliebække;
6Gud! ophøi dig over Himlene, din Ære over al Jorden.
6(De gave sig) til Kløfter i Dalene til at boe udi, til Huler i Jorden og Klipperne.
18Thi (det skal være) lifligt, dersom du bevarer dem i din Bug, de skulle stadfæstes tilsammen paa dine Læber.
31Thi deres Klippe er ikke som vor Klippe, og vore Fjender ere Dommere.
32Thi deres Viintræ er af Sodomæ Viintræ og af Gomorræ Agre; deres Druer ere Galdedruer, de have beske Klaser.
21Han lagde sine Hænder paa hans Fredsommelige, han besmittede hans Pagt.
6Snorene faldt mig paa de liflige (Stæder,) ja det er en deilig Arv for mig.
16og mine Nyrer skulle fryde sig, naar dine Læber tale oprigtige Ting.
9Han haver tilmuret mine Veie med hugne Stene, han haver forvendt mine Stier.
34Min Tale skal behage ham; jeg, jeg vil glædes i Herren.
12De staae op paa den høire Side, (der ere som) en ung Dreng, de udstøde mine Fødder, og de bane deres Fordærvelses Veie imod mig.
16Og han knuste mine Tænder med Gruus, han nedtrykkede mig i Asken.
18Og sandelig, et Bjerg, som falder, henfalder, og en Klippe flyttes af sit Sted.
3Lad Bjergene bære Fred til Folket, ogsaa Høiene, ved Retfærdighed.
53De udryddede mit Legeme i en Hule og kastede Stene paa mig.
6For de Elendiges Ødelæggelse, for de Fattiges Jamren, vil jeg nu opstaae, siger Herren; jeg vil sætte en Frelse for den, som han blæser ad.
3Thi den skulde nu blive svarere end Sand i Havet; derfor ere mine Ord opslugte.
18Sandeligen, du sætter dem paa de slibrige (Stæder), du lader dem falde til at ødelægges.
6En Fod skal nedtræde den, (ja) den Elendiges Fødder, de Ringes Trin.
1Hører til, I Himle, og jeg vil tale; og Jorden skal høre min Munds Taler.
16Dersom du da haver Forstand, saa hør dette, vend (dine) Øren til min Tales Røst.
11Naar et Øre hørte (mig), da prisede det mig salig, og naar et Øie saae mig, da gav det mig Vidnesbyrd.
3(men) til de Hellige, de, som ere paa Jorden, og til de Herlige, til hvilke al min Lyst er.
11Men du skal ophøie mit Horn som en Eenhjørnings; jeg er overgydet med fersk Olie.
10De gabe med deres Mund over mig, de slaae mine Kindbeen med Forhaanelse, de opfylde sig selv tilhobe imod mig.
2Der de Onde kom frem imod mig for at æde mit Kjød, (ja) mine Modstandere og mine Fjender imod mig, da stødte de an og faldt.
1Herre! du er retfærdig, naar jeg vil trætte med dig; dog maa jeg tale med dig om Rette: Hvorfor er de Ugudeliges Vei lykkelig? alle de, som vare saare troløse, vare trygge.
24Saa hører mig nu, I Børn! og agter paa min Munds Taler.
10Og nu, I Konger! handler klogeligen; lader eder undervise, I Dommere paa Jorden!
13Retfærdigheds Læber ere Konger en Velbehagelighed, og den, som taler oprigtige Ting, skal (hver af dem) elske.
12Slaa dem ikke ihjel, at mit Folk skal ikke maaskee glemme det; lad dem vanke (ustadige) hid og did ved din Magt, og lad dem nedfare, Herre, vort Skjold!
3Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød tilkjende for hans Ansigt.