Salmenes bok 2:4
(Men) den, som boer i Himmelen, leer (ad dem), Herren bespotter dem.
(Men) den, som boer i Himmelen, leer (ad dem), Herren bespotter dem.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
8See, de udgyde (meget) af deres Mund, (der ere) Sværd i deres Læber; thi hvo hører det?
12Den Ugudelige tænker Skalkhed imod den Retfærdige og skjærer med sine Tænder over ham.
13Herren skal lee ad ham; thi han seer, at hans Dag kommer.
5Da skal han tale til dem i sin Vrede og forfærde dem i sin Grumhed, (sigende):
6Jeg, jeg haver dog salvet min Konge over Zion, mit hellige Bjerg.
6Du elskede alle fordærvelige Ord (og) en svigefuld Tunge.
1Hvorfor fnyse Hedningerne, og grunde Folkene paa Forfængelighed?
2Jordens Konger fremstille sig, og Fyrsterne raadslaae tilsammen imod Herren og imod hans Salvede, (sigende):
3Lader os sønderrive deres Baand og kaste deres Reb fra os.
10Og det skal bespotte Kongerne og lee ad Fyrsterne; det skal lee ad Befæstning, og sanke Jord tilhobe og indtage den.
11Da skal det omskifte sit Mod og fare over og blive skyldigt, (sigende, at) denne dets Kraft hører dets Gud til.
26da vil jeg, jeg og lee i eders Ulykke, jeg vil spotte, naar det kommer, som I frygte for,
19De Retfærdige see det og glæde sig, og den Uskyldige spotter dem (sigende:)
7Men jeg er en Orm og ikke en Mand, Menneskens Spot og Folks Foragtelse.
21indtil han opfylder din Mund med Latter, og dine Læber med Frydeskrig.
2da blev vor Mund fyldt med Latter, og vor Tunge med Frydesang; da sagde man iblandt Hedningerne: Herren haver gjort store Ting imod disse.
6Du haver bespiist dem med Taarers Brød, og givet dem et (fuldt) Maal af Taarer at drikke.
3Men vor Gud er i Himlene, han gjør Alt, hvad ham behager.
8Thi Gud er al Jordens Konge; synger (Psalmer) forstandeligen.
10De, som trætte med Herren, skulle forskrækkes, han skal lade tordne i Himmelen over dem, Herren skal dømme Jordens Ender, og han skal give sin Konge Styrke og ophøie sin Salvedes Horn.
19Herren haver befæstet sin Throne i Himmelen, og hans Rige hersker over Alting.
22Og nu, spotter ikke, at eders Baand ikke skulle blive haardere; thi jeg haver hørt en (fuld) Fordærvelse, ja (den, som er) bestemt af Herren, den Herre Zebaoth, over al Jorden.
31Himlene skulle glædes og Jorden frydes, og de skulle sige iblandt Hedningerne: Herren regjerer.
22(Han er) den, som sidder over Jordens Kreds, og de, som boe derpaa, ere som Græshopper; (han er) den, som udstrækker Himlene som et tyndt (Tæppe), og udbreder dem som et Paulun at boe udi,
27Thi mon Israel ikke var dig en Latter? mon han var funden iblandt Tyve, siden du, saa tidt du talede imod ham, rystede med Hovedet?
14Herren tordnede af Himmelen, og den Høieste udgav sin Røst.
17Herren haver gjort det, han havde tænkt, han haver udrettet sit Ord, som han fra gamle Dage havde befalet, han haver nedbrudt og ikke sparet, og han lod Fjenden glæde sig over dig, han ophøiede dine Modstanderes Horn.
4Herren er i sit hellige Tempel, Herrens Throne er i Himmelen, hans Øine see, hans Øienlaage prøve Menneskens Børn.
23Man skal klappe med sine Hænder over ham, og hvisle over ham fra hans Sted.
9De sætte deres Mund imod Himlene, og deres Tunge farer frem paa Jorden.
10Dette skal skee dem for deres Hovmodigheds Skyld, fordi de forhaanede og ophøiede sig storligen over den Herre Zebaoths Folk.
10Herren haver siddet for (at lade) Floden (komme), ja, Herren sidder, en Konge evindeligen.
34Thi David opfoer ikke til Himmelen; men han siger: Herren sagde til min Herre: Sæt dig hos min høire Haand,
1Davids Psalme. Herren sagde til min Herre: Sid hos min høire Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Fodskammel.
22Dette er det Ord, som Herren haver talet imod ham: Jomfruen, Zions Datter, hun foragter dig (og) bespotter dig, Jerusalems Datter ryster Hovedet efter dig.
5Herren er hos din høire Haand, han skal knuse Konger paa sin Vredes Dag.
25som haver sagt ved Davids, din Tjeners, Mund: Hvorfor fnysede Hedningerne og grundede Folkene paa forfængelige Raad?
6Herren opreiser de Sagtmodige; de Ugudelige fornedrer han indtil Jorden.
1Herren regjerer, Jorden fryder sig, mange Øer glædes.
7(Anlangende) Fjenden, (nu) ere Ødelæggelserne endte evindeligen, og du, (O Gud!) haver udryddet Stæderne; deres Ihukommelse er omkommen med dem.
4Jeg er (som den, der er) til en Latter for sin Ven, som raaber til Gud, og han skal svare ham; en Retfærdig, en Fuldkommen er til Latter.
11Himlene skulle glædes, og Jorden fryde sig, Havet skal bruse og dets Fylde.
24Loe jeg til dem, (da) troede de (det) ikke, og de gjorde ikke, at mit Ansigts Lys faldt.
1Herren regjerer, han haver iført sig Høihed; Herren, han haver iført sig, han haver ombundet sig med Styrke, ja, Jorderige er befæstet, at det ikke skal ryste.
1Herren regjerer, Folkene bæve; han sidder over Cherubim, Jorden ryster.
4Herren er retfærdig, han afhuggede de Ugudeliges Reb.
19Han forløste min Sjæl i Fred fra Strid, (som var) imod mig; thi de vare med Mange imod mig.
23Om han end med Svøbe dræber (Nogen) hasteligen, da spotter han de Uskyldiges Fristelse.
44Herren sagde til min Herre: Sæt dig hos min høire Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel.
4Vor Sjæl er meget mættet af de Stoltes Bespottelse, af de Hovmodiges Foragt.