Salmenes bok 34:6
De saae til ham og løbe til (ham), og deres Ansigter bleve ikke beskjæmmede.
De saae til ham og løbe til (ham), og deres Ansigter bleve ikke beskjæmmede.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
17Herrens Ansigt er imod dem, som gjøre Ondt, at udrydde deres Ihukommelse af Jorden.
18Hine raabte, og Herren hørte, og han friede dem af alle deres Angester.
19Herren er nær hos (dem, som have) et sønderbrudt Hjerte, og vil frelse (dem, som have) en sønderstødt Aand.
6Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han friede dem af deres Trængsler.
1En Sang paa Trapperne. Jeg raabte til Herren i min Nød, og han bønhørte mig.
13Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han frelste dem af deres Trængsler.
19Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han frelste dem af deres Trængsler.
4Lover Herren storligen med mig, og lader os ophøie hans Navn tillige.
5Jeg søgte Herren, og han bønhørte mig, og friede mig af al min megen Frygt.
7Denne Elendige raabte, og Herren hørte, og frelste ham af alle hans Angester.
1Til Sangmesteren; Davids Psalme.
28at han maa lade den Ringes Skrig komme over ham, og han maa høre de Elendiges Skrig.
12Thi han skal frie en Fattig, som raaber, samt den Elendige, og som haver ingen Hjælper.
13Han skal spare den Ringe og Fattige, og frelse de Fattiges Sjæle.
24I, som frygte Herren, lover ham, al Jakobs Sæd, ærer ham; og frygter for ham, al Israels Sæd!
6Herren bevarer de Eenfoldige; jeg var ringe, dog frelste han mig.
6Helvedes Reb omgave mig, Dødens Snarer forekom mig.
6Lovet være Herren! thi han haver hørt mine (ydmyge) Begjæringers Røst.
39Men de Retfærdiges Frelse er af Herren; (han er) deres Styrke i Nødens Tid.
40Og Herren skal hjælpe dem og udfrie dem; han skal udfrie dem fra de Ugudelige og frelse dem, thi de troede paa ham.
41Og du haver givet mig mine Fjender paa Flugt, ja mine Hadere, (og) jeg udrydder dem.
6I beskjæmme en Fattigs Raad; men Herren er hans Tilflugt.
9Viger fra mig, alle I, som gjøre Uret; thi Herren haver hørt min Graads Røst.
4Men du, Herre! er et Skjold for mig, min Ære, og den, der ophøier mit Hoved.
1Til Sangmesteren; Davids Psalme.
13Synger for Herren, lover Herren; thi han friede en Fattigs Sjæl af de Ondes Haand.
1Davids Bøn. Herre! bøi dit Øre, bønhør mig, thi jeg er elendig og fattig.
10Alle mine Been skulle sige: Herre! hvo er som du? du, som frier en Elendig fra den, som er ham for stærk, ja en Elendig og Fattig fra den, som ham røver.
33De Sagtmodige saae det, de skulle glæde sig; og eders Hjerte skal leve, som søge Gud.
15(Men) han skal frie en Elendig i hans Elendighed, og aabne deres Øre i Trængsel.
6Herre! jeg raabte til dig, jeg sagde: Du er min Tillid, min Deel i de Levendes Land.
7Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud; og han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab med sine Øren.
5Jeg kaldte paa Herren fra (min) Angest; Herren bønhørte mig (og førte mig ud) i det frie Rum.
28Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, og han udførte dem af deres Trængsler.
7Herre! hør min Røst, naar jeg raaber, og vær mig naadig og bønhør mig.
16Døden føre Forglemmelse over dem, at de fare levende ned i Graven; thi der ere Ondskaber i deres Boliger, (ja) inden i dem.
26Hjælp mig, Herre, min Gud! frels mig efter din Miskundhed,
15Vig fra Ondt og gjør Godt, søg Fred og efterjag den.
2Herre! jeg vil ophøie dig; thi du haver draget mig op, og du lod mine Fjender ikke glædes over mig.
4Men jeg paakaldte i Herrens Navn, sigende: Kjære Herre! udfri min Sjæl.
10Hvad for Vinding er der i mit Blod, naar jeg farer ned til Graven? (mon) Støvet skal takke dig? kan det forkynde din Sandhed?
12Thi jeg reddede den Fattige, som skreg, og en Faderløs, som havde ingen Hjælper.
1En Sang paa Trapperne. Af det Dybe raaber jeg til dig, Herre!
15Han skal kalde paa mig, og jeg vil bønhøre ham, jeg er hos ham i Nød; jeg vil frie ham og herliggjøre ham.
17Bønhør mig, Herre; thi din Miskundhed er god; vend (dit) Ansigt til mig efter din megen Barmhjertighed.
19Han gjør efter deres Velbehagelighed, som ham frygte, og han hører deres Skrig og frelser dem.
9De, de have bøiet sig og ere faldne, men vi, vi staae og ere oprettede.
42De saae sig om, men der var ingen Frelser, til Herren, men han svarede dem ikke.
8Herre! ved din Velbehagelighed haver du med Styrke befæstet mit Bjerg; (men der) du skjulte dit Ansigt, da blev jeg forfærdet.
6De Hovmodige skjulte en Strikke for mig og Reb, de udstrakte et Garn ved Siden af en Vei, de satte Snarer for mig. Sela.