Salmenes bok 83:12
Sæt dem, (ja) deres Fyrster, som Oreb og som Seeb, og alle deres ypperste (Mænd) som Sebah og som Zalmuna,
Sæt dem, (ja) deres Fyrster, som Oreb og som Seeb, og alle deres ypperste (Mænd) som Sebah og som Zalmuna,
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
11som bleve ødelagte ved Endor; de bleve til Møg paa Jorden.
7De kastede din Helligdom i Ilden, de vanhelligede dit Navns Bolig indtil Jorden.
8De sagde i deres Hjerte: Lader os berøve dem tilhobe; de opbrændte alle Guds Forsamlingshuse i Landet.
12vi ville sluge dem levende, som Graven, ja ganske som dem, der nedfare i Hulen,
13vi ville finde allehaande dyrebart Gods, vi ville fylde vore Huse med Rov,
2Og de begjærede Agre og røvede (dem), og Huse og toge (dem) bort, og de undertrykkede Manden og hans Huus, ja hver og hans Arv.
7Thi man haver ædet Jakob, og de have ødelagt hans Bolig.
2Saa sagde den Herre Herre: Fordi Fjenden sagde over eder: Ha! og: De evige Høie ere blevne os til Eiendom,
3Thi see, dine Fjender larme, og dine Hadere opløfte Hovedet.
4De gjøre trædskeligen et hemmeligt Anslag imod dit Folk, og de raadslaae mod dine Skjulte.
5De sagde: Kommer, og lader os udslette dem, (at de ere) ikke et Folk, og at Israels Navn skal ikke ydermere ihukommes.
12for at bytte Bytte og røve Rov, for at vende din Haand igjen over de øde (Stæder), som ere (nu) beboede, og over et Folk, som er sanket fra Hedningerne, som forhverver sig Fæ og Gods, som boer midt udi Landet.
13dem, som sagde: Vi ville til Eiendom indtage os Guds Boliger.
2Jordens Konger fremstille sig, og Fyrsterne raadslaae tilsammen imod Herren og imod hans Salvede, (sigende):
3Lader os sønderrive deres Baand og kaste deres Reb fra os.
11ja see, de betale os (det), da de komme for at udstøde os af din Eiendom, som du haver ladet os indtage til Eiendom.
24Lad deres Øine formørkes, at de ikke see, og lad deres Lænder altid rave.
25Udøs din Vrede over dem, og lad din grumme Vrede gribe dem.
9Assyrierne have ogsaa føiet sig til dem; de vare Loths Børns Arm. Sela.
2De antaste Landemærkerne, de røve Hjorden og føde den.
10Fordi at du siger: De tvende Folk og de tvende Lande skulle være mine, og vi ville eie dem, omendskjøndt Herren var der,
15Vi, som havde venligen hemmeligt Raad tilsammen, som vandrede i Guds Huus i Samqvem.
13I, som glædes ved ingen Ting, som sige: Have vi ikke taget os Horn ved vor Styrke?
6Ødelæggernes Pauluner ere rolige, og de, som rase imod Gud, ere meget trygge, ja den, som Gud tilfører (Alt overflødigen) i hans Haand.
7Men alt Fæet og Rovet, som var i Stæderne, røvede vi for os.
13Derfor skal deres Gods blive til Rov, og deres Huse til en Ødelæggelse, og de skulle bygge Huse, men ikke boe i dem, og plante Viingaarde, men ikke drikke Viin af dem.
8Gud! gjør dig rede, døm Landet; thi du skal arve iblandt alle Hedningerne.
24Og jeg vil lade de Onde iblandt Hedningerne komme, og de skulle indtage deres Huse til Eiendom, og jeg vil lade ophøre de Stærkes Hovmodighed, og deres Helligdomme skulle vanhelliges.
4Herren skal udrydde alle smigrende Læber, (ja) en Tunge, som taler store (Ord),
24Skulde du ikke eie det, som din Gud Camos skal fordrive for dig? men alle dem, som Herren vor Gud har fordrevet for vort Ansigt, dem ville vi eie.
18En liden (Tid) have de, som ere dit hellige Folk, eiet (Landet; men) vore Modstandere have nedtraadt din Helligdom.
11I vor Gang have de nu omkringgivet os; de sætte deres Øine (til os) at bøie (os ned) til Jorden.
5Staaer op og lader os drage op om Natten og fordærve hendes Paladser.
12Slaa dem ikke ihjel, at mit Folk skal ikke maaskee glemme det; lad dem vanke (ustadige) hid og did ved din Magt, og lad dem nedfare, Herre, vort Skjold!
13(for) deres Munds Synd, (for) deres Læbers Ord; ja, lad dem gribes i deres Hovmodighed og for Forbandelse og Løgn, som de fortælle.
1Asaphs Psalme. Gud! Hedningerne ere komne i din Arv, de have besmittet dit hellige Tempel, de gjorde Jerusalem til Steenhobe.
25at de ikke skulle sige i deres Hjerte: Ha! vor Sjæl (maa glæde sig); at de ikke skulle sige: Vi have opslugt ham.
3Mit Bjerg paa Marken! jeg vil give dit Gods, (ja) alle dine Liggendefæ til Rov, (ja) dine Høie, for den Synd, (som du gjorde) inden alle dine Landemærker.
8Vee dem, som drage det ene Huus til det andet, som føie den ene Ager til den anden, indtil der ikke er mere Rum, at I kunne alene blive siddende midt i Landet.
9Vee den, som er gjerrig med en ond Gjerrighed for sit Huus, at han kan sætte sin Rede i det Høie, for at redde sig fra Ulykkens Vold!
2Vor Arv er vendt til Fremmede, vore Huse til Udlændinge.
6Vi ville drage op til Juda og opvække den og slide den til os, og vi ville gjøre Tabeals Søn til Konge midt derudi.
12Og deres Huse skulle tilvendes Andre, (ja) Agre og Qvinder tillige; thi jeg vil udrække min Haand over Landets Indbyggere, siger Herren.
10Thi i hans Mund er intet Bestandigt, (i) deres Inderste er megen Ondskab, deres Strube er en aabnet Grav, de smigre med deres Tunge.
22Lad der høres Skrig af deres Huse, naar du hasteligen skal lade komme en Trop over dem; thi de grove en Grav til at gribe mig, og skjulte Snarer for mine Fødder.
10Dette skal skee dem for deres Hovmodigheds Skyld, fordi de forhaanede og ophøiede sig storligen over den Herre Zebaoths Folk.
13See, jeg kommer til dig, (du Qvinde,) som boer i Dalen, i en Klippe, paa Sletten, siger Herren, (I,) som sige: Hvo vil komme ned til os, og hvo vil komme i vore Boliger?
24Hvo gav Jakob til at plyndres, og Israel til Røvere? mon ikke Herren? og han er den, vi syndede imod, og de vilde ikke vandre i hans Veie og ikke høre paa hans Lov.
9den, som vederqvæger sig ved Ødelæggelse over den Stærke, at Ødelæggelsen kommer over Befæstningen.
12paa det de skulle besidde det Overblevne af Edom og alle Hedningerne, som ere kaldte efter mit Navn, siger Herren, som gjør dette.