Derfor, o Menneske! er du uden Undskyldning, hvo du end er, som dømmer; thi idet du dømmer en Anden, fordømmer du dig selv; thi du, som dømmer, gjør selv det Samme.

Men vi vide, at Guds Dom er efter Sandhed over dem, som gjøre Saadant.

Men tænker du dette, o Menneske! du, som dømmer dem, der gjøre Saadant, og gjør selv det Samme, at du skal undflye Guds Dom?

eller foragter du hans Godheds og Taalmodigheds og Langmodigheds Rigdom, og veed ikke, at Guds Godhed leder dig til Omvendelse?

Men efter din Haardhed og dit ubodfærdige Hjerte samler du dig selv Vrede paa Vredens og Guds retfærdige Doms Aabenbarelses Dag;

thi han skal betale Enhver efter sine Gjerninger;

dem, som ved Standhaftighed i god Gjerning søge Ære og Hæder og Uforkrænkelighed, (skal han give) et evigt Liv;

men dem, som ere gjenstridige og ikke lyde Sandhed, men adlyde Uretfærdighed, (skal vorde) Ugunst og Vrede.

Trængsel og Angest (skal være) over hvert Menneskes Sjæl, som gjør det Onde, baade en Jødes først og en Grækers;

men Ære og Hæder og Fred (skal vorde) hver den, som gjør det Gode, baade en Jøde først og en Græker;

thi der er ingen Persons Anseelse hos Gud.

Thi hvilkesomhelst, der have syndet uden Loven, de straffes og uden Loven, og hvilkesomhelst, der have syndet under Loven, de skulle dømmes ved Loven;

— thi ikke Lovens Hørere ere retfærdige for Gud, men Lovens Gjørere skulle retfærdiggjøres;

thi efterdi Hedningerne, som ikke have Lov, gjøre af Naturen Lovens Gjerninger, da ere de, enddog de ikke have Lov, dem selv en Lov;

de vise nemlig Lovens Gjerning (at være) skreven i deres Hjerter, idet deres Samvittighed vidner med, og Tankerne indbyrdes anklage eller og forsvare hverandre; —

paa den Dag, da Gud skal dømme Menneskenes skjulte Idrætter efter mit Evangelium ved Jesum Christum.

See, du kalder dig en Jøde og forlader dig tryggeligen paa Loven, og roser dig i Gud,

og veed hans Villie, og, underviist af Loven, prøver du, hvad ret er,

og fordrister dig selv til at være de Blindes Veileder, deres Lys, som ere i Mørke,

Uforstandiges Tugtemester, Eenfoldiges Lærer, da du i Loven haver Regelen for Kundskab og Sandhed.

Du altsaa, som lærer Andre, lærer du dig ikke selv? du, som prædiker, at man ikke skal stjæle, stjæler du?

Du, som siger, at man ikke skal bedrive Hor, bedriver du Hor? du, som haver Vederstyggelighed til Afguder, raner du det Hellige?

Du, som roser dig af Loven, vanærer du Gud ved Lovens Overtrædelse?

Thi for eders Skyld bespottes Guds Navn iblandt Hedningerne, som skrevet er.

Thi Omskjærelsen er vel nyttig, om du holder Loven; men er du Lovens Overtræder, da er din Omskjærelse bleven en Forhud.

Dersom da den Uomskaarne iagttager Lovens Bud, mon da ikke hans Forhud regnes for Omskjærelse?

Og den af Naturen Uomskaarne, som opfylder Loven, skal dømme dig, som med Bogstav og Omskjærelse er Lovens Overtræder.

Thi ikke den, som i det Udvortes (er Jøde), er (derfor) Jøde, ei heller er den (Omskjærelse), som skeer udvortes paa Kjødet, (derfor) Omskjærelse;

men den, som i det Indvortes er Jøde, og Hjertets Omskjærelse i Aanden, ikke efter Bogstaven; en Saadan har Ros, ikke af Mennesker, men af Gud.