1 Og en Qvinde af Propheternes Børns Hustruer raabte til Elisa og sagde: Din Tjener, min Mand, er død, og du, du veed, at din Tjener frygtede Herren; nu kommer Aagerkarlen og vil tage begge mine Sønner til sine Tjenere.
2 Og Elisa sagde til hende: Hvad skal jeg gjøre ved dig? giv mig tilkjende, hvad haver du i Huset? og hun sagde: Din Tjenerinde haver Intet i Huset uden et Oliekruus.
3 Og han sagde: Gak, begjær dig Kar derude fra alle dine Naboer, tomme Kar; du skal ikke lade det blive faa.
4 Og du skal gaae ind og lukke Døren til efter dig og efter dine Sønner, og øse i alle disse Kar; og du skal lade dem sætte hen, hvert, naar det er fuldt.
5 Og hun gik fra ham og lukkede Døren efter sig og efter sine Sønner; de bare frem til hende, og hun øste i.
6 Og det skede, der hun havde fyldt Karrene, da sagde hun til sin Søn: Bær endnu et Kar frem til mig; og han sagde til hende: Der er ikke et Kar mere; og Olien stod.
7 Da kom hun og gav den Guds Mand det tilkjende, og han sagde: Gak bort, sælg Olien og betal din Gjæld; saa maa du og dine Sønner leve af det, som overbliver.
8 Og det skede en Dag, at Elisa gik over til Sunem, og der var en rig Qvinde, og hun holdt ved ham, at han skulde æde Brød; og det skede, saa tidt han gik der igjennom, veg han (af Veien) derhen at æde Brød.
9 Og hun sagde til sin Mand: Kjære, see, jeg veed, at det er en hellig Guds Mand, denne, som kommer idelig ind til os.
10 Kjære, lad os gjøre et lidet muret Kammer ovenpaa og sætte ham derudi en Seng og et Bord og en Stol og en Lysestage; og det skal skee, naar han kommer til os, at han kan vige derhen.
11 Og det hændte sig en Dag, at han kom derhen, og han veg op paa Salen, og han laae der.
12 Og han sagde til Gihesi, sin Dreng: Kald ad denne sunamitiske (Qvinde); og der han kaldte ad hende, da stod hun for hans Ansigt.
13 Thi han havde sagt til ham: Kjære, siig til hende: See, du haver handlet heel omhyggeligt for os med denne Omhyggelighed; hvad skal man gjøre for dig? er der (nogen Ting, hvori man kan) tale for dig til Kongen eller til Stridshøvedsmanden? og hun havde sagt: Jeg boer midt iblandt mit Folk.
14 Da havde han sagt: Hvad kan man da gjøre for hende? og Gihesi havde sagt: Sandeligen hun haver ingen Søn, og hendes Mand er gammel.
15 Derfor havde han sagt: Kald ad hende; og der han kaldte ad hende, da stod hun i Døren.
16 Og han sagde: Paa denne bestemte Tid, ved (denne) Aarets Tid, skal du tage en Søn i Favn; og hun sagde: Nei, min Herre, du Guds Mand! lyv ikke for din Tjenerinde.
17 Og Qvinden blev frugtsommelig og fødte en Søn paa den samme bestemte Tid, ved (samme) Aarets Tid, som Elisa havde sagt til hende.
18 Og Barnet blev stort; og det skede en Dag, at det gik ud til sin Fader til Høstfolkene.
19 Og det sagde til sin Fader: Mit Hoved, mit Hoved! og han sagde til en Dreng: Bær ham til sin Moder.
20 Og han bar ham og førte ham til sin Moder; og han sad paa hendes Knæ indtil om Middagen, da døde han.
21 Saa gik hun op og lagde ham paa den Guds Mands Seng, og hun lukkede for ham og gik ud.
22 Og hun kaldte ad sin Mand og sagde: Kjære, send mig en af Drengene og en af Aseninderne, og jeg vil skynde mig hen til den Guds Mand og komme igjen.
23 Og han sagde: Hvorfor vil du gaae til ham idag, da det ikke er Nymaane, ei heller Sabbat? og hun sagde: Fred (være med dig)!
24 Og hun sadlede Aseninden og sagde til sin Dreng: Led (den) og gaae fort, ophold mig ikke fra at ride fort, uden jeg siger dig til.
25 Saa drog hun bort og kom til den Guds Mand til Carmels Bjerg, og det skede, der den Guds Mand saae hende tvært over for, da sagde han til Gihesi, sin Dreng: See, denne Sunamitiske (er der).
26 Kjære, løb nu for at møde hende, og siig til hende: (Gaaer det) dig vel? (gaaer det) din Mand vel? (gaaer det) Barnet vel? og hun sagde: Vel.
27 Og der hun kom til den Guds Mand paa Bjerget, da holdt hun fast ved hans Fødder; da gik Gihesi frem at støde hende (derfra), og den Guds Mand sagde: Lad hende være, thi hendes Sjæl er beskeligen bedrøvet i hende, og Herren haver skjult det for mig og ikke givet mig det tilkjende.
28 Og hun sagde: Begjærede jeg en Søn af min Herre? sagde jeg ikke, du skulde ikke bedrage mig?
29 Og han sagde til Gihesi: Bind om dine Lænder og tag min Stav i din Haand og gak; om du finder Nogen (for dig), da hils ham ikke, og om Nogen hilser dig, da svar ham ikke, og læg min Stav paa Drengens Ansigt.
30 Og Drengens Moder sagde: (Saa vist som) Herren lever, og din Sjæl lever, jeg forlader dig ikke; da stod han op og gik efter hende.
31 Og Gihesi gik frem for deres Ansigt og lagde Staven paa Drengens Ansigt, men der var ingen Røst og ingen Agtsomhed; saa gik han tilbage og mødte ham, og gav ham tilkjende og sagde: Drengen vaagnede ikke op.
32 Og der Elisa kom i Huset, see, da var den døde Dreng lagt paa hans Seng.
33 Og han gik ind og lukkede Døren til efter dem begge, og bad til Herren.
34 Og han steg op og laae over Barnet, og lagde sin Mund paa hans Mund, og sine Øine paa hans Øine, og sine Hænder paa hans Hænder, og bredte sig ud over ham, saa at Barnets Legeme blev varmt.
35 Og han gik tilbage og gik i Huset, een Gang hid og een Gang did, og steg op og bredte sig ud over ham; da gispede Drengen indtil syv Gange, og Drengen oplod sine Øine.
36 Og han kaldte ad Gihesi og sagde: Kald ad denne Sunamitiske, og der han kaldte ad hende, da kom hun til ham; og han sagde: Tag din Søn.
37 Da kom hun og faldt ned for hans Fødder og bøiede sig ned til Jorden; og hun tog sin Søn og gik ud.
38 Og Elisa kom tilbage til Gilgal, og der var Hunger i Landet, og Propheternes Børn sadde for hans Ansigt; og han sagde til sin Dreng: Sæt en stor Gryde paa og kog en Ret til Propheternes Børn.
39 Da gik En ud paa Marken at sanke Urter, og fandt et vildt Viintræ og samlede deraf sit Klæde fuldt af vilde Coloqvintider; og der han kom, da skar han dem i Gryden til en Ret, thi de kjendte dem ikke.
40 Og de øste det op for Mændene til at æde; og det skede, der de aade af den Ret, da raabte de og sagde: Døden i Gryden, du Guds Mand! og de kunde ikke æde (deraf).
41 Da sagde han: Tager dog Meel hid, og han kastede det i Gryden og sagde: Øs op for Folket, at de maae æde; da var der intet Ondt i Gryden.
42 Og en Mand kom fra Baal-Salisa og bragte den Guds Mand Førstegrødes Brød, tyve Bygbrød, og nyt Korn i sit Klædebon; og han sagde: Giv Folket, at de maae æde.
43 Og hans Tjener sagde: Hvad skal jeg give dette for hundrede Mænd? og han sagde: Giv Folket, at de maae æde, thi saa sagde Herren: Man skal æde, og der skal levnes.
44 Og han gav det for dem, og de aade og levnede efter Herrens Ord.