1 Disse ere de Ord, som Mose haver talet til al Israel paa hiin Side Jordanen, i Ørken paa den slette Mark imod Suph, imellem Paran og imellem Tophel og Laban og Hazeroth og Di-Sahab.

2 Elleve Dages (Reise) fra Horeb, paa Seirs Bjergs Vei, indtil Kades-Barnea.

3 Og det skede i det fyrretyvende Aar, i den ellevte Maaned, paa den første (Dag) i Maaneden, da talede Mose til Israels Børn, efter alt det, som Herren havde budet ham til dem;

4 efterat han havde slaget Sihon, Amoriternes Konge, som boede i Hesbon, og Og, Kongen af Basan, som boede i Astharoth, udi Edrei.

5 Paa hiin Side Jordanen i Moabiternes Land begyndte Mose at udlægge denne Lov og sagde:

6 Herren vor Gud talede med os i Horeb og sagde: I have længe (nok) været ved dette Bjerg.

7 Vender om, og reiser, og kommer til Amoriternes Bjerg og til alle Naboerne derhos, paa den slette Mark, paa Bjerget, og i det Lave, og i Sønden, og hos Havets Havn, til Cananiternes Land og til Libanon, indtil den store Flod, den Flod Phrat.

8 See, jeg haver givet det Land for eders Ansigt; kommer og indtager det Land (til Arv), som Herren haver svoret eders Fædre, Abraham, Isak og Jakob, at give dem og deres Sæd efter dem.

9 Da talede jeg til eder paa den samme Tid og sagde: Jeg kan ikke alene bære eder.

10 Herren eders Gud haver gjort eder mangfoldige; og see, I ere idag som Stjernerne paa Himmelen i Mangfoldighed.

11 Herren, eders Fædres Gud, lægge til eder, som I ere, tusinde Gange Flere, og velsigne eder, som han haver sagt eder!

12 Hvorledes kan jeg alene bære eders Møie og eders Byrde og eders Trætte?

13 Forskaffer I (mig) vise og forstandige og forsøgte Mænd af eders Stammer, og jeg vil sætte dem til Høvedsmænd over eder.

14 Da svarede I mig og sagde: Det er en god Ting, som du siger, at du vil gjøre.

15 Saa tog jeg eders Stammers Høvedsmænd, vise og forsøgte Mænd, og satte dem til Høvedsmænd over eder: Øverster over Tusinde, og Øverster over Hundrede, og Øverster over Halvtredsindstyve, og Øverster over Ti, og Fogeder for eders Stammer.

16 Og jeg bød eders Dommere paa den samme Tid og sagde: Hører (Sager) imellem eders Brødre, og dømmer med Retfærdighed imellem en Mand og hans Broder, og imellem den Fremmede hos ham.

17 I skulle Ingens Person ansee i Dommen, I skulle høre den Mindste med den Største, I skulle ikke frygte for nogen Person, thi Dommen hører Gud til; men den Sag, som bliver eder for svar, den lader komme frem til mig, saa vil jeg høre den.

18 Da bød jeg eder paa den samme Tid alle de Ord, som I skulle gjøre.

19 Saa reiste vi fra Horeb og gik igjennem hele denne store og forfærdelige Ørk, hvilken I saae, paa Veien til det amoritiske Bjerg, saasom Herren vor Gud befoel os; og vi kom til Kades-Barnea.

20 Da sagde jeg til eder: I ere komne til det amoritiske Bjerg, hvilket Herren vor Gud vil give os.

21 See, Herren din Gud haver givet det Land for dit Ansigt; drag op, indtag det, saasom Herren, dine Fædres Gud, haver sagt dig, frygt ikke og ræddes ikke.

22 Da kom I alle frem til mig og sagde: Lader os sende Mænd for vort Ansigt, som kunne udforske os Landet, og de skulle give os Svar igjen, ad hvilken Vei vi skulle drage op, og de Stæder, som vi skulle komme til.

23 Og det Ord behagede mig; saa tog jeg tolv Mænd af eder, een Mand for (hver) Stamme.

24 Og de vendte sig og droge op paa Bjerget, og kom til Escols Bæk, og de bespeidede det.

25 Og de toge i deres Haand af Landets Frugt og førte ned til os, og de førte os Svar tilbage og sagde: Det er et godt Land, som Herren vor Gud haver givet os.

26 Men I vilde ikke drage op, og I vare Herrens eders Guds Mund gjenstridige.

27 Og I murrede i eders Pauluner og sagde: Fordi Herren hader os, haver han udført os af Ægypti Land, at give os i Amoriternes Haand til at fordærve os.

28 Hvor skulle vi drage op? vore Brødre have mistrøstet vort Hjerte og sagt: Det Folk er større og høiere end vi, Stæderne ere store og befæstede imod Himmelen, dertilmed have vi ogsaa seet Anakims Børn der.

29 Da sagde jeg til eder: Lader eder ikke forfærde, og frygter ei for dem.

30 Herren eders Gud, han, som gaaer for eders Ansigt, han skal stride for eder, efter alt det, som han gjorde mod eder i Ægypten, for eders Øine,

31 og i Ørken, som du haver seet, hvorledes Herren din Gud haver baaret dig, ligesom en Mand bærer sin Søn, paa al den Vei, I have vandret, indtil I ere komne til dette Sted.

32 Men I troede ikke formedelst dette Ord paa Herren eders Gud,

33 som gik for eders Ansigt paa Veien, at opsøge for eder Stedet, hvor I skulde leire eder, i en Ild om Natten, at vise eder Veien, som I skulde gaae paa, og i en Sky om Dagen.

34 Der Herren hørte eders Ords Røst, da blev han vred, og svoer og sagde:

35 Der skal ingen af disse Mænd, af denne onde Slægt, see det gode Land, som jeg svoer at give eders Fædre.

36 uden Caleb, Jephunne Søn, han skal see det, og ham vil jeg give det Land, som han haver traadt paa, og hans Børn, fordi han haver fuldkommeligen efterfulgt Herren.

37 Herren blev endog vred paa mig for eders Skyld og sagde: Du skal ikke heller komme derind.

38 Josva, Nuns Søn, som staaer for dit Ansigt, han skal komme der; styrk ham, thi han skal dele det til Arv iblandt Israel.

39 Og eders smaae Børn, om hvilke I sagde: De skulle blive til Rov, og eders Sønner, som ikke paa denne Dag forstaae Godt eller Ondt, de skulle komme derind; og jeg vil give dem det, og de skulle arve det.

40 Men I, vender eder og reiser til Ørken, paa Veien til det røde Hav.

41 Da svarede I og sagde til mig: Vi have syndet imod Herren, vi, vi ville drage op og stride, efter alt det, som Herren vor Gud befoel os; og I bandt om eder, hver sine Krigsvaaben, og vare færdige til at drage op paa Bjerget.

42 Da sagde Herren til mig: Siig dem: I skulle ikke drage op, og I skulle ikke stride, thi jeg er ikke midt iblandt eder; at I skulle ikke blive slagne for eders Fjenders Ansigt.

43 Der jeg sagde eder det, da vilde I ikke høre mig; og I vare Herrens Mund gjenstridige, og formastede eder hovmodeligen, og droge op paa Bjerget.

44 Da droge Amoriterne ud, som boede paa det samme Bjerg, imod eder, og de forfulgte eder, saasom Bier gjøre, og de knuste eder i Seir indtil Horma.

45 Der I kom tilbage og græd for Herrens Ansigt, da hørte Herren ikke paa eders Røst og bøiede ikke Øret til eder.

46 Saa bleve I i Kades mange Dage, efter de Dage, som I bleve (der).