1 Da vendte vi os og reiste til Ørken paa Veien til det røde Hav, saasom Herren havde sagt til mig, og vi droge omkring Seirs Bjerg mange Aar.

2 Og Herren talede til mig og sagde:

3 I have nok draget omkring dette Bjerg, vender eder om imod Norden.

4 Og byd Folket og siig: I skulle drage frem ved eders Brødres, Esaus Børns, Landemærke, de, som boe i Seir, og de skulle frygte for eder, men I skulle tage eder saare vel vare.

5 I skulle ikke befatte eder med dem (i Krig); thi jeg vil ikke give eder af deres Land, end ikke saameget, som en Fodsaale kan træde paa, fordi jeg haver givet Esau Seirs Bjerg til Eiendom.

6 I skulle kjøbe Spise af dem for Penge og æde, og I skulle ogsaa kjøbe Vand af dem for Penge og drikke.

7 Thi Herren din Gud haver velsignet dig i al din Haands Gjerning, han kjender dine Gange igjennem denne store Ørk; nu fyrretyve Aar haver Herren din Gud været med dig, dig fattedes ingen Ting.

8 Der vi droge fra vore Brødre, Esaus Børn, som boe i Seir, paa Veien til den slette Mark, fra Elath og fra Eziongeber, da vendte vi os og gik igjennem Veien til Moabiternes Ørk.

9 Da sagde Herren til mig: Du skal ikke trænge Moabiterne og ikke befatte dig med dem i Krig; thi jeg vil intet give dig af deres Land til Eiendom, thi jeg haver givet Loths Børn Ar til Eiendom.

10 De Emim boede fordum derudi; det var et stort og stærkt og høit Folk, som de Anakim.

11 De holdtes og for Kjæmper, ligesom de Anakim; og Moabiterne kaldte dem Emim.

12 Og Horiterne boede fordum i Seir, og Esaus Børn fordreve dem og fordærvede dem for sig, og de boede i deres Sted, ligesom Israel gjorde ved sit Eiendoms Land, hvilket Herren gav dem.

13 Gjører eder nu rede og drager over Sereds Bæk; og vi droge over Sereds Bæk.

14 Men de Dage, som vi droge fra Kades-Barnea, indtil vi kom over den Bæk Sered, vare otte og tredive Aar, indtil al den Slægt af Krigsmændene fik Ende midt ud af Leiren, saasom Herren havde svoret dem.

15 Tilmed var og Herrens Haand imod dem, til at forstyrre dem af Leiren, indtil de fik Ende.

16 Og det skede, der alle Krigsmændene havde faaet Ende, saa de vare døde midt udaf Folket,

17 da talede Herren til mig og sagde:

18 Du drager idag igjennem Moabiternes Landemærke ved Ar.

19 Og du kommer nær frem for Ammons Børn, du skal ikke trænge dem, ei heller befatte dig med dem (i Krig); thi jeg vil intet give dig af Ammons Børns Land til Eiendom, thi jeg haver givet Loths Børn det til Eiendom,

20 Det er og blevet holdt for et Kjæmpeland; der boede fordum Kjæmper udi, og Ammoniterne kaldte dem Samsummim.

21 Det var et stort og stærkt og høit Folk, som de Anakim; og dem ødelagde Herren for deres Ansigt, og de fordreve dem og boede i deres Sted;

22 ligesom han gjorde ved Esaus Børn, de, som boe i Seir, for hvis Ansigt han ødelagde Horiterne, og de fordreve dem og boede i deres Sted, indtil denne Dag.

23 Og de Avim, som boede i Landsbyerne indtil Assa, dem ødelagde de Caphthorim, som vare udkomne af Caphthor, og boede i deres Sted.

24 Gjører eder rede, reiser frem og gaaer over den Bæk Arnon; see, jeg haver givet Sihon, den amoritiske Konge af Hesbon, i dine Hænder, og hans Land; begynd, indtag det (til Eiendom), og befat dig med ham i Krig.

25 Jeg vil begynde paa denne Dag at give Rædsel og Frygt for dig over Folkenes Ansigt under den ganske Himmel, at de, som høre dit Rygte, de skulle bæve og blive bange for dit Ansigt.

26 Da sendte jeg Bud fra den Ørk Kedemoth til Sihon, Kongen i Hesbon, med fredsommelige Ord, og lod sige:

27 Jeg vil drage igjennem dit Land, jeg vil gaae alene paa Veien, jeg vil ikke vige til den høire eller venstre Side.

28 Spise skal du sælge mig for Penge, at jeg maa æde, og Vand skal du give mig for Penge, at jeg maa drikke; jeg vil ikkun gaae tilfods igjennem,

29 — ligesom Esaus Børn gjorde imod mig, de, som boe i Seir, og Moabiterne, som boe i Ar — indtil at jeg kommer over Jordanen, til det Land, som Herren vor Gud giver os.

30 Men Sihon, Kongen i Hesbon, vilde ikke lade os drage igjennem det; thi Herren din Gud forhærdede hans Aand og stivgjorde hans Hjerte, for at give ham i dine Hænder, som (man seer) paa denne Dag.

31 Og Herren sagde til mig: See, jeg haver begyndt at give Sihon og hans Land for dit Ansigt; begynd, indtag, til at eie hans Land.

32 Og Sihon drog ud imod os, han og alt hans Folk, til Strid ved Jahza.

33 Men Herren vor Gud gav ham for vort Ansigt, og vi sloge ham og hans Børn og alt hans Folk.

34 Og vi indtoge alle hans Stæder paa den samme Tid, og vi ødelagde hver Stad, Mænd og Qvinder og smaae Børn; vi lode Ingen blive tilovers.

35 Kun Fæet røvede vi for os, og Rovet af Stæderne, som vi havde indtaget.

36 Fra Aroer, som ligger ved Bredden af Arnons Bæk, og fra den Stad, som er i Dalen, og indtil Gilead, var der ikke en Stad, som var for høi for os; Herren vor Gud gav dem alle for vort Ansigt.

37 Kun at du ikke maatte komme nær til Ammons Børns Land, (og til) al den Side ved den Bæk Jabok, og til de Stæder paa Bjerget, og (til) alt det, som Herren vor Gud havde budet (os ikke at komme til).