1 Og Abram var ni Aar og halvfemsindstyve Aar gammel, og Herren aabenbaredes Abram og sagde til ham: Jeg er den almægtige Gud, vandre for mit Ansigt, og vær fuldkommen.

2 Og jeg vil gjøre min Pagt imellem mig og imellem dig, og formere dig ganske Meget.

3 Da faldt Abram paa sit Ansigt; og Gud talede med ham og sagde:

4 (Hvad) mig (anlanger), see, min Pagt er med dig, og du skal vorde mange Hedningers Fader.

5 Og dit Navn skal ikke ydermere kaldes Abram, men dit Navn skal være Abraham; thi jeg haver gjort dig til mange Hedningers Fader.

6 Og jeg vil gjøre dig saare meget frugtbar, og gjøre dig til Folk, og Konger skulle udkomme af dig.

7 Og jeg vil oprette min Pagt imellem mig og imellem dig, og imellem din Afkom efter dig i deres Slægter, til en evig Pagt, til at være dig til en Gud, og din Afkom efter dig.

8 Og jeg vil give dig og din Afkom efter dig det Land, som du er fremmed udi, det ganske Canaans Land, til en evig Eiendom; og jeg vil være dem til en Gud.

9 Og Gud sagde til Abraham: Og du skal holde min Pagt, du og din Afkom efter dig, hos deres Efterkommere.

10 Denne er min Pagt, som I skulle holde imellem mig og imellem eder, og imellem din Afkom efter dig: Alt Mandkjøn skal omskjæres hos eder.

11 Og I skulle omskjære eders Forhuds Kjød, og det skal være til en Pagtes Tegn imellem mig og imellem eder.

12 Og hvert Drengebarn, som er otte Dage gammelt, skal omskjæres af eder hos eders Efterkommere, det hjemmefødte Barn og det, som er kjøbt for Penge af hver Fremmeds Søn, som ikke er selv af din Afkom.

13 Din Hjemmefødte og den for dine Penge Kjøbte skal visseligen omskjæres, og min Pagt i eders Kjød skal være til en evig Pagt.

14 Og er det et Drengebarn, som haver Forhud, og hans Forhuds Kjød ikke bliver omskaaret, da skal den samme Person udslettes fra sine Folk; han haver brudt min Pagt.

15 Og Gud sagde til Abraham: (Anlangende) Sarai, din Hustru, du skal ikke kalde hendes Navn Sarai; thi Sara skal være hendes Navn.

16 Og jeg vil velsigne hende, og af hende vil jeg ogsaa give dig en Søn; og jeg vil velsigne hende, og hun skal vorde til (mange) Hedninger; Folks Konger skulle vorde af hende.

17 Og Abraham faldt paa sit Ansigt og loe; og han sagde i sit Hjerte: Skulde mig fødes (et Barn), jeg, som er hundrede Aar gammel? og skulde Sara, som er halvfemsindstyve Aar gammel, føde?

18 Og Abraham sagde til Gud: Gid Ismael maatte leve for dit Ansigt!

19 Og Gud sagde: Sandeligen, Sara, din Hustru, skal føde dig en Søn, og du skal kalde hans Navn Isak; og jeg vil oprette min Pagt til en evig Pagt med ham, for hans Afkom efter ham.

20 Og om Ismael haver jeg hørt dig; see, jeg haver velsignet ham, og vil gjøre ham frugtbar, og gjøre ham saare meget mangfoldig; han skal avle tolv Fyrster, og jeg vil gjøre ham til et stort Folk.

21 Men min Pagt vil jeg stadfæste med Isak, som Sara skal føde dig paa denne bestemte Tid i det andet Aar.

22 Og han lod af at tale med ham, og Gud foer op fra Abraham.

23 Saa tog Abraham Ismael, sin Søn, og alle Fødte i sit Huus, og alle Kjøbte for sine Penge, alt Mandkjøn af Mændene, som vare i Abrahams Huus; og han omskar deres Forhuds Kjød paa den selvsamme Dag, ligesom Gud havde talet med ham.

24 Og Abraham var ni og halvfemsindstyve Aar gammel, der hans Forhuds Kjød blev omskaaret.

25 Og Ismael, hans Søn, var tretten Aar gammel, der hans Forhuds Kjød blev omskaaret.

26 Paa den selvsamme Dag blev Abraham og Ismael, hans Søn, omskaaren.

27 Og alle Mænd i hans Huus, den Hjemmefødte og den, som var kjøbt for Penge af den Fremmedes Søn, de bleve omskaarne med ham.