1 Og Herren aabenbaredes for ham i Mamre Lunde; og han sad i (sit) Pauluns Dør, der Dagen var hed.

2 Og han opløftede sine Øine og saae, og see, tre Mænd stode for ham; og der han saae dem, løb han mod dem fra (sit) Pauluns Dør, og bøiede sig til Jorden.

3 Og han sagde: Min Herre! Kjære, dersom jeg haver fundet Naade for dine Øine, da gak ikke din Tjener forbi.

4 Kjære, lad hentes lidt Vand, og toer eders Fødder, og hviler eder under det Træ.

5 Og jeg vil hente en Mundfuld Brød, og vederqvæger eders Hjerte, siden kunne I gaae længere; thi derfor gik I over til eders Tjener; og de sagde: Gjør saaledes, som du haver sagt.

6 Og Abraham skyndte sig til Paulunet, til Sara, og sagde: Tag hastig tre Maader Hvedemeel, ælt og bag Kager.

7 Og Abraham løb til Fæet og hentede en blød og god Kalv; og han gav Drengen den, og han skyndte sig at berede den.

8 Og han tog Smør og Melk og Kalven, som han havde ladet berede, og satte for dem; og han stod hos dem under Træet, og de aade.

9 Og de sagde til ham: Hvor er Sara, din Hustru? og han svarede: See, (hun er) i Paulunet.

10 Og En sagde: Jeg vil visseligen komme til dig igjen ved denne Aarsens Tid, og see, Sara, din Hustru, skal have en Søn; og Sara hørte det i Paulunets Dør, og den var bag ham.

11 Og Abraham og Sara vare gamle, vel ved Alder; det gik ikke mere Sara efter Qvinders Skik.

12 Og Sara loe ved sig selv og sagde: Skulde jeg lade mig lyste, efterat jeg er bleven gammel, og min Herre er gammel.

13 Da sagde Herren til Abraham: Hvorfor loe Sara og sagde: Mon jeg og visseligen skal føde, dog jeg, jeg er gammel?

14 Skulde nogen Ting være underlig for Herren? Til den bestemte Tid vil jeg komme til dig igjen ved denne Aarsens Tid, og Sara skal have en Søn.

15 Og Sara negtede og sagde: Jeg loe ikke; thi hun frygtede; men han sagde: Nei, thi du loe.

16 Saa stode Mændene op derfra og saae hen imod Sodoma; og Abraham gik med dem, til at ledsage dem.

17 Da sagde Herren: Skulde jeg dølge for Abraham det jeg gjør?

18 efterdi Abraham skal visseligen vorde et stort og stærkt Folk, og alle Folk paa Jorden skulle velsignes i ham.

19 Thi jeg kjender ham, at han vil byde sine Børn og sit Huus efter sig, at de skulle bevare Herrens Vei, til at gjøre Retfærdighed og Ret, paa det at Herren skal lade det komme over Abraham, som han haver lovet ham.

20 Og Herren sagde: Efterdi det Skrig af Sodoma og Gomorra er stort, og efterdi deres Synd er meget svar,

21 (da) vil jeg nu fare ned og see, om de have gjort fuldkommeligen efter det Skrig, som er kommet for mig; eller om ikke, vil jeg vide det.

22 Og Mændene vendte deres Ansigt derfra og gik til Sodoma; men Abraham blev endnu staaende for Herrens Aasyn.

23 Og Abraham traadte frem og sagde: Vil du da ødelægge den Retfærdige med den Ugudelige?

24 Der maatte maaskee være halvtredsindstyve Retfærdige i Staden; vil du og ødelægge, og ei spare det Sted for de halvtredsindstyve Retfærdiges Skyld, som kunde (være) derinde?

25 Det være langt fra dig at gjøre efter denne Viis, at ihjelslaae den Retfærdige med den Ugudelige, at den Retfærdige skulde være ligesom den Ugudelige, det være langt fra dig, den, som dømmer den ganske Jord, skulde han ikke gjøre Ret?

26 Da sagde Herren: Dersom jeg finder halvtredsindstyve Retfærdige udi Sodoma Stad, da vil jeg spare det ganske Sted for deres Skyld.

27 Og Abraham svarede og sagde: See nu, jeg haver begyndt at tale til Herren, alligevel jeg er Støv og Aske.

28 Der maatte maaskee fattes fem i de halvtredsindstyve Retfærdige, vilde du fordærve al Staden for de Fems Skyld? og han sagde: Jeg vil ikke fordærve den, om jeg finder fem og fyrretyve der

29 Og han blev endnu ved at tale til ham og sagde: Der maatte maaskee findes fyrretyve; og han sagde: Jeg vil ikke gjøre det for de Fyrretyves Skyld.

30 Og han sagde: Kjære, Herren blive ikke vred, saa vil jeg tale: Der kunde maaskee findes tredive; og han sagde: Jeg vil ikke gjøre det, om jeg finder der tredive.

31 Og han sagde: See nu, jeg haver begyndt at tale til Herren: Der maatte maaskee findes tyve; og han sagde: Jeg vil ikke fordærve (den) for de Tyves Skyld.

32 Og han sagde: Kjære, Herren blive ikke vred, saa vil jeg tale aleneste denne Gang: Der maatte maaskee findes ti; og han sagde: Jeg vil ikke fordærve den for de Ti's Skyld.

33 Og Herren gik bort, der han havde udtalet til Abraham; og Abraham vendte om til sit Sted.