1 Der Jakob saae, at Korn var tilfals i Ægypten, da sagde Jakob til sine Sønner: Hvi see I paa hverandre?

2 Og han sagde: See, jeg hører, at der er Korn tilfals i Ægypten; farer did ned og kjøber til os derfra, at vi maae leve og ikke døe.

3 Saa fore Josephs ti Brødre ned, at kjøbe Korn i Ægypten.

4 Men Jakob lod ikke Benjamin, Josephs Broder, fare med sine Brødre; thi han sagde: Ham maatte nogen Ulykke vederfares.

5 Saa kom Israels Sønner, at kjøbe Korn, iblandt (Andre), som kom; thi der var Hunger i det Land Canaan

6 Og Joseph, han var Regent over Landet, han var den, som solgte til alt Folket i Landet; og Josephs Brødre kom, og de faldt ned for ham paa deres Ansigt til Jorden.

7 Og Joseph saae sine Brødre, og kjendte dem, og holdt sig fremmed mod dem, og talede haarde Ting med dem, og sagde til dem: Hvorfra komme I? og de sagde: Fra det Land Canaan, for at kjøbe Spise.

8 Og Joseph kjendte sine Brødre; men de, de kjendte ham ikke.

9 Og Joseph kom de Drømme ihu, som han havde drømt om dem, og sagde til dem: I ere Speidere, I ere komne at besee, hvor Landet er blot.

10 Og de sagde til ham: Nei, min Herre! men dine Tjenere ere komne for at kjøbe Spise.

11 Vi ere alle een Mands Sønner; vi ere redelige, dine Tjenere ere ikke Speidere.

12 Og han sagde til dem: Nei, men I ere komne for at besee, hvor Landet er blot.

13 Og de svarede: Vi, dine Tjenere, vare tolv Brødre, een Mands Sønner i Canaans Land, og see, den Yngste er endnu hos vor Fader, men den Ene er ikke til.

14 Og Joseph sagde til dem: Det er det, som jeg haver talet til eder, der jeg sagde: I ere Speidere.

15 Derpaa skulle I prøves: Saa vist Pharao lever, skulle I ikke komme herfra, uden eders yngste Broder kommer hid.

16 Sender een af eder bort, og han skal hente eders Broder; men I skulle være fangne, og eders Ord skal prøves, om I fare med Sandhed; thi hvis ikke, da ere I, saa vist Pharao lever, Speidere.

17 Og han lagde dem tilsammen i Forvaring i tre Dage.

18 Men den tredie Dag sagde Joseph til dem: Gjører dette, saa skulle I leve; jeg frygter Gud.

19 Dersom I ere redelige, da lader een af eders Brødre bindes i eders Forvaringshuus; men farer I (andre) hen og fører (hjem) det, som I have kjøbt mod Hunger for eders Huse.

20 Og henter eders yngste Broder til mig, saa skulle eders Ord troes, og I skulle ikke døe; og de gjorde saaledes.

21 Men de sagde, den Ene til den Anden: Vi forskyldte sandeligen dette paa vor Broder, at vi saae hans Sjæls Angest, idet han bad os, og vi vilde ikke høre; derfor kommer denne Angest over os.

22 Og Ruben svarede dem og sagde: Talede jeg det ikke til eder, der jeg sagde: Synder ikke mod Drengen, og I hørte ikke? og see, hans Blod udkræves ogsaa.

23 Men de vidste ikke, at Joseph forstod det; thi Tolken (talede) imellem dem.

24 Og han vendte sig fra dem og græd, og han vendte sig til dem igjen og talede med dem, og tog fra dem Simeon og bandt ham for deres Øine.

25 Og Joseph befoel, at man skulde fylde deres Kar med Korn og give dem deres Penge igjen, hver i sin Sæk, og give dem Tæring paa Veien; og han gjorde saa mod dem.

26 Og de lagde deres Korn paa deres Asener og fore derfra.

27 Men der den Ene lod sin Sæk op, for at give sit Asen Foder i Herberget, da saae han sine Penge, og see, de laae oven i hans Pose.

28 Og han sagde til sine Brødre: Mine Penge ere komne igjen, og see, de ere ogsaa i min Pose; da faldt deres Mod, og de forskrækkedes imellem hverandre og sagde: Hvorfor haver Gud gjort os dette?

29 Og de kom til Jakob, deres Fader, til Canaans Land; og de gave ham tilkjende alt det, som dem var vederfaret, og sagde:

30 Den Mand, som er Herre i Landet, talede os haardeligen til og holdt os for Landets Speidere.

31 Og vi svarede ham: Vi ere redelige, vi have ikke været Speidere.

32 Vi vare tolv Brødre, vor Faders Sønner; den Ene er ikke til, og den Yngste er endnu hos vor Fader i Canaans Land.

33 Da sagde Manden, Landets Herre, til os: Derpaa vil jeg kjende, om I ere redelige: lader den ene af eders Brødre blive hos mig, og tager (hvad I behøve) mod Hunger for eders Huse, og farer hen.

34 Og henter eders yngste Broder til mig, saa kan jeg kjende, at I ere ikke Speidere, men at I ere redelige; saa vil jeg give eder eders Broder (igjen), og I maae handle i Landet.

35 Og det skede, der de tømte deres Sække, see, da var hvers Pengeknude i hans Sæk; og de saae deres Pengeknuder, de og deres Fader, og frygtede.

36 Da sagde Jakob, deres Fader, til dem: I berøve mig mine Børn: Joseph er ikke til, og Simeon er ikke til, og Benjamin ville I tage hen; det gaaer altsammen over mig.

37 Og Ruben talede til sin Fader og sagde: Du maa slaae begge mine Sønner ihjel, om jeg ikke fører ham til dig (igjen); giv ham i min Haand, og jeg, jeg vil føre ham til dig igjen.

38 Og han sagde: Min Søn skal ikke fare ned med eder; thi hans Broder er død, og han er alene bleven igjen, og møder ham nogen Ulykke paa Veien, som I drage hen paa, da skulle I føre mine graae Haar med Sorg til Graven.

39 Og den Hunger var svar i Landet.