1 Men han sagde dem og en Lignelse derom, at man altid bør bede og ikke blive træt.

2 Og han sagde: Der var en Dommer i en Stad, som ikke frygtede Gud og undsaae sig ikke for noget Menneske.

3 Men der var en Enke i den samme Stad, og hun kom til ham og sagde: Skaf mig Ret over min Modstander.

4 Og han vilde længe ikke; men derefter sagde han ved sig selv: Ihvorvel jeg hverken frygter Gud, ei heller undseer mig for noget Menneske,

5 dog, efterdi denne Enke gjør mig megen Besvær, vil jeg skaffe hende Ret, at hun ikke idelig skal komme og plage mig.

6 Men Herren sagde: Hører, hvad den uretfærdige Dommer siger.

7 Men skulde Gud ikke skaffe sine Udvalgte Ret, som raabe til ham Dag og Nat, enddog han er langmodig imod dem?

8 Jeg siger eder: Han skal snart skaffe dem Ret. Dog, naar Menneskens Søn kommer, mon han skal finde Troen paa Jorden?

9 Men han sagde og til Nogle, som stolede paa sig selv, at de vare retfærdige, og foragtede Andre, denne Lignelse:

10 Der gik to Mennesker op til Templet for at bede; den Ene var en Pharisæer, og den Anden en Tolder.

11 Pharisæeren blev staaende for sig selv og bad saaledes: Jeg takker dig, Gud! at jeg ikke er som de andre Mennesker, Røvere, Uretfærdige, Horkarle, eller og som denne Tolder.

12 Jeg faster to Gange om Ugen, jeg giver Tiende af alt det, jeg eier.

13 Og Tolderen stod langt borte og vilde end ikke opløfte Øinene til Himmelen, men slog sig for sit Bryst og sagde: Gud være mig Synder naadig!

14 Jeg siger eder: Denne gik retfærdiggjort ned i sit Huus fremfor den Anden; thi hvo sig selv ophøier, skal fornedres, men hvo sig selv fornedrer, skal ophøies.

15 Men de bare og smaae Børn til ham, at han skulde røre ved dem; men der Disciplene saae det, truede de dem.

16 Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: Lader de smaae Børn komme til mig og formener dem det ikke; thi Guds Rige hører saadanne til.

17 Sandelig siger jeg eder: Hvo, som ikke annammer Guds Rige som et Barn, kommer ingenlunde derind.

18 Og en af de Øverste spurgte ham ad og sagde: Gode Mester! hvad skal jeg gjøre, at jeg kan arve et evigt Liv?

19 Men Jesus sagde til ham: Hvi kalder du mig god? Ingen er god, uden Een, nemlig Gud.

20 Du veed Budene: Du skal ikke bedrive Hor; du skal ikke slaae ihjel; du skal ikke stjæle; du skal ikke sige falskt Vidnesbyrd; ær din Fader og din Moder.

21 Da sagde han: Dette haver jeg holdt altsammen fra min Ungdom af.

22 Men der Jesus det hørte, sagde han til ham: Endnu fattes dig Eet; sælg alt det, du haver, og giv Fattige det, saa skal du have et Liggendefæ i Himmelen; og kom, følg mig.

23 Men der han dette hørte, blev han heel bedrøvet; thi han var saare rig.

24 Men der Jesus saae, at han var bleven heel bedrøvet, sagde han: Hvor vanskelig skulle de, som have Rigdom, komme ind i Guds Rige!

25 Thi det er lettere, at en Kameel gaaer igjennem et Naaleøie, end at en Rig kommer ind i Guds Rige.

26 Men de, som det hørte, sagde: Hvo kan da blive salig?

27 Men han sagde: Hvad som er umuligt for Mennesker, det er muligt for Gud.

28 Men Peder sagde: See, vi have forladt Alting og fulgt dig.

29 Men han sagde til dem: Sandelig siger jeg eder: Der er Ingen, som haver forladt Huus, eller Forældre, eller Brødre, eller Hustru, eller Børn for Guds Riges Skyld,

30 som jo skal annamme det mangefold igjen i denne Tid, og i den tilkommende Verden et evigt Liv.

31 Men han tog til sig de Tolv og sagde til dem: See, vi gaae op til Jerusalem, og alle de Ting, som ere skrevne ved Propheterne, skulle fuldkommes paa Menneskens Søn.

32 Thi han skal overantvordes Hedningerne, og bespottes og forhaanes og bespyttes;

33 og de skulle hudstryge og ihjelslaae ham, og tredie Dag skal han opstaae.

34 Men de forstode Intet deraf, og denne Tale var skjult for dem, og de forstode ikke det, som blev sagt.

35 Men det skede, der han kom nær til Jericho, sad en Blind ved Veien og tiggede.

36 Men der denne hørte Folket gaae forbi, udspurgte han, hvad dette var.

37 Men de forkyndte ham, at Jesus den Nazaræer kom forbi.

38 Og han raabte og sagde: Jesu, du Davids Søn, forbarm dig over mig!

39 Og de, som gik foran, truede ham, at han skulde tie; men han raabte meget mere: Du Davids Søn, forbarm dig over mig!

40 Da stod Jesus stille og bød ham føres til sig; men der han kom nær til (ham), spurgte han ham ad og sagde:

41 Hvad vil du, at jeg skal gjøre dig? Men han sagde: Herre, at jeg maa blive seende.

42 Og Jesus sagde til ham: Bliv seende! din Tro haver frelst dig.

43 Og strax blev han seende, og fulgte ham og prisede Gud; og alt Folket, som saae det, lovede Gud.