1 Og han begyndte atter at lære ved Søen, og meget Folk forsamledes til ham, saa at han maatte træde ind i Skibet og sidde paa Søen; og alt Folket var paa Landet ved Søen.

2 Og han lærte dem meget ved Lignelser og sagde til dem i sin Underviisning:

3 Hører til! See, en Sædemand gik ud at saae.

4 Og det skede, idet han saaede, at Noget faldt ved Veien, og Himmelens Fugle kom og aade det op.

5 Men Noget faldt paa Steengrund, hvor det ikke havde megen Jord; og det voxte snart op, fordi det ikke havde dyb Jord.

6 Men der Solen gik op, blev det forbrændt, og efterdi det ikke havde Rod, visnede det.

7 Og Noget faldt iblandt Torne; og Tornene voxte op og qvalte det, og det bar ikke Frugt.

8 Og Noget faldt i god Jord, og bar Frugt, som voxte og blev stor; og Noget bar tredive Fold, og Noget tredsindstyve Fold, og Noget hundrede Fold.

9 Og han sagde til dem: Hvo, som haver Øren at høre med, han høre!

10 Men der han var alene, spurgte de, som vare omkring ham, tilligemed de Tolv, ham om denne Lignelse.

11 Og han sagde til dem: Det er eder givet at vide Guds Riges Hemmelighed, men for dem, som ere udenfor, bliver det altsammen ved Lignelser,

12 at de seende skulle see og ikke vide, og hørende høre og ikke forstaae, saa at de ikke skulle omvende sig, og Synderne maatte forlades dem.

13 Og han sagde til dem: Forstaae I ikke denne Lignelse, hvorledes ville I da forstaae alle Lignelser?

14 Den, som saaer, saaer Ordet.

15 Men de ved Veien ere de, hvor Ordet bliver saaet, og naar de have hørt det, kommer strax Satan og tager Ordet bort, som var saaet i deres Hjerter.

16 Og ligeledes de, som ere saaede paa Steengrund, ere de, som, naar de have hørt Ordet, annamme det strax med Glæde,

17 og have ingen Rod i sig, men blive ved til en Tid; naar siden Trængsel eller Forfølgelse skeer for Ordets Skyld, forarges de strax.

18 Og de, som ere saaede iblandt Tornene, ere de, som høre Ordet;

19 og denne Verdens Bekymringer og Rigdommens Forførelse og indbrydende Begjærligheder til de andre Ting qvæle Ordet, og det bliver uden Frugt.

20 Og de, som ere saaede i god Jord, ere de, som høre Ordet og annamme det og bære Frugt, Endeel tredive Fold, og Endeel tredsindstyve Fold, og Endeel hundrede Fold.

21 Og han sagde til dem: Kommer Lyset ind, for at det skal sættes under Skjeppen eller under Bænken? mon ikke, for at det skal skal sættes paa Lysestagen?

22 Thi Intet er skjult, som jo skal aabenbares, ei heller er der skeet Noget, (for at blive) lønligt, men for at det skal komme til Lyset.

23 Dersom Nogen haver Øren at høre med, han høre!

24 Og han sagde til dem: Agter paa, hvad I høre; med hvad Maade I maale, skal eder maales, og eder, som høre, skal der gives end mere.

25 Thi hvo, som haver, ham skal gives, og hvo, som ikke haver, fra ham skal tages ogsaa det, han haver.

26 Og han sagde: Guds Rige haver sig saaledes, som naar et Menneske kaster Sæd i Jorden,

27 og han sover og han staaer op, Nat og Dag; og Sæden voxer og bliver høi, saa at han ikke veed (hvordan).

28 Thi Jorden bærer Frugt af sig selv, først Græs, derefter Ax, derefter fuldkomment Korn i Axet.

29 Men naar Frugten bliver fuldkommen, skikker han strax Seglen hen; thi Høsten er forhaanden.

30 Og han sagde: Hvormed ville vi ligne Guds Rige? eller med hvad Lignelse ville vi ligne det?

31 (Det er) ligesom et Senepskorn, hvilket, naar det saaes i Jorden, er mindre end al anden Sæd paa Jorden.

32 Og naar det er saaet, voxer det op og bliver større end alle Madurter og faaer store Grene, saa at Himmelens Fugle kunne gjøre Rede under Skyggen deraf.

33 Og han talede Ordet til dem ved mange saadanne Lignelser, eftersom de kunde fatte det.

34 Men uden Lignelse talede han ikke til dem; men i Eenrum udlagde han det altsammen for sine Disciple.

35 Og den samme Dag, der det var blevet Aften, sagde han til dem: Lader os fare over til hiin Side.

36 Og de lode Folket gaae og toge ham med, som han var, i Skibet; men der vare og andre Skibe med ham.

37 Og der kom en stærk Hvirvelvind; men den kastede Bølgerne ind i Skibet, saa at det allerede fyldtes.

38 Og han var bag i Skibet og sov paa en Hovedpude; og de vakte ham op og sagde til ham: Mester, bekymrer du dig ikke om, at vi forgaae?

39 Og han stod op, og truede Veiret og sagde til Søen: Ti! vær stille! og Veiret stilledes, og det blev ganske blikstille.

40 Og han sagde til dem: Hvi ere I saa frygtagtige? hvorledes have I ikke Tro?

41 Og de frygtede saare og sagde til hverandre: Hvo er da denne, at baade Veiret og Søen ere ham lydige?