1 Og han gik atter ind i Synagogen; og der var et Menneske, som havde en vissen Haand.

2 Og de toge vare paa ham, om han vilde helbrede ham om Sabbaten, at de kunde anklage ham.

3 Og han sagde til det Menneske, som havde den visne Haand: Staa op og træd frem!

4 Og han sagde til dem: Er det tilladt om Sabbaterne at gjøre Godt, eller at gjøre Ondt? at frelse et Liv, eller at slaae ihjel? Men de taug.

5 Og han saae omkring paa dem med Vrede, bedrøvet over deres Hjertes Forhærdelse, og sagde til Mennesket: Ræk din Haand ud! Og han rakte den ud, og hans Haand blev karsk igjen som den anden.

6 Og Pharisæerne gik ud og holdt strax et Raad med de Herodianer mod ham, hvorledes de kunde omkomme ham.

7 Og Jesus veg hen med sine Disciple til Søen; og en stor Mængde fra Galilæa og fra Judæa fulgte ham,

8 og fra Jerusalem og fra Idumæa og fra hiin Side Jordan, og de, som boe omkring Tyrus og Sidon, en stor Mængde, som hørte, hvor store Gjerninger han gjorde, kom til ham.

9 Og han sagde til sine Disciple, at et lidet Skib skulde være tilrede til ham formedelst Mængden, at de ikke skulde trænge ham.

10 Thi han helbredede Mange, saa at saa Mange, som havde Plager, trængte ind paa ham, at de kunde røre ved ham.

11 Og naar de urene Aander saae ham, faldt de ned for ham, og raabte og sagde: Du er den Guds Søn.

12 Og han truede dem meget, at de skulde ikke aabenbare, hvo han var.

13 Og han gik op paa Bjerget og kaldte til sig, hvilke han selv vilde; og de gik hen til ham.

14 Og han beskikkede Tolv, at de skulde være hos ham, og at han kunde udsende dem at prædike,

15 og at have Magt til at helbrede Sygdomme og til at uddrive Djævle.

16 Og han tillagde Simon det Navn Petrus;

17 og Jakobus, Zebedæi Søn, og Johannes, Jakobi Broder, og han tillagde dem Navn (af) Boanerges, det er: Tordens-Sønner;

18 og Andreas, og Philippus, og Bartholomæus, og Matthæus, og Thomas, og Jakobus, Alphæi Søn, og Thaddæus, og Simon Cananites,

19 og Judas Ischarioth, som og forraadte ham.

20 Og de kom til Huset; og Folket kom atter tilsammen, saa at de kunde end ikke (komme til at) faae Mad.

21 Og der de, som vare omkring ham, hørte det, gik de ud at holde det tilbage; thi de sagde: Det er uregjerligt.

22 Og de Skriftkloge, som vare komne ned fra Jerusalem, sagde: Han haver Beelzebul, og ved den øverste Djævel uddriver han Djævle.

23 Og han kaldte dem til sig og sagde til dem i Lignelser: Hvorledes kan Satan uddrive Satan?

24 Og dersom et Rige bliver splidagtigt mod sig selv, kan samme Rige ikke bestaae.

25 Og dersom et Huus bliver splidagtigt mod sig selv, kan samme Huus ikke bestaae.

26 Og dersom Satan haver sat sig op imod sig selv og er bleven splidagtig, kan han ikke bestaae, men det er ude med ham.

27 Der kan jo Ingen gaae ind i den Stærkes Huus og røve hans Redskaber, uden han tilforn binder den Stærke, og da skal han plyndre hans Huus.

28 Sandelig siger jeg eder: Alle Synder kunne forlades Menneskens Børn, ogsaa Bespottelser, i hvor store Bespottelser de end tale.

29 Men hvo, som taler bespotteligt mod den Hellig-Aand, haver evindelig ingen Forladelse, men er skyldig til en evig Dom. —

30 Thi de sagde: Han haver en ureen Aand. —

31 Da kom hans Brødre og Moder og stode udenfor, sendte til ham og lode ham, kalde.

32 Og Folket sad omkring ham; men de sagde til ham: See, din Moder og dine Brødre udenfor spørge efter dig.

33 Og han svarede dem og sagde: Hvo er min Moder eller mine Brødre?

34 Og han saae trindt omkring paa dem, som sadde om ham, og sagde: See, min Moder og mine Brødre.

35 Thi hvo, som gjør Guds Villie, denne er min Broder og min Søster og Moder.