Og det begav sig, der han var paa et Sted og bad, at en af hans Disciple sagde til ham, der han lod af: Herre! lær os at bede, som Johannes og lærte sine Disciple.

Da sagde han til dem: Naar I bede, da siger: Vor Fader, du som er i Himlene! helliget vorde dit Navn; komme dit Rige; skee din Villie, som i Himmelen, saa og paa Jorden;

giv os hver Dag vort daglige Brød;

og forlad os vore Synder, thi og vi forlade hver, som er os skyldig; og indled os ikke i Fristelse; men fri os fra det Onde.

Og han sagde til dem: Hvilken af eder monne have en Ven, og vilde gaae til ham om Midnat for at sige til ham: Kjære, laan mig tre Brød,

efterdi min Ven er kommen til mig af Reisen, og jeg haver Intet at sætte for ham;

og han derinde skulde svare og sige: Gjør mig ikke Umage; Døren er nu tillukket, og mine smaae Børn ere med mig i Senge; jeg kan ikke staae op at give dig.

Jeg siger eder: Dersom han endog ikke staaer op og giver ham, fordi han er hans Ven, saa staaer han dog op for hans Ubluheds Skyld og giver ham saameget, han haver behov.

Og jeg siger eder: Beder, saa skal eder gives; leder, saa skulle I finde; banker, saa skal eder oplades.

Thi hver den, som beder, han faaer, og hvo, som leder, han finder, og den, som banker paa, ham skal oplades.

Men beder iblandt eder en Søn sin Fader om et Brød, mon han da skal give ham en Steen? og dersom han beder om en Fisk, mon han skal give ham en Slange for Fisken?

Eller og, dersom han beder om et Æg, mon han skal give ham en Skorpion?

Dersom da I, som ere onde, vide at give eders Børn gode Gaver, hvor meget mere skal Faderen, som er af Himmelen, give dem den Hellig-Aand, som ham bede?

Og han drev en Djævel ud, og den var stum; men det skede, der Djævelen var udfaren, talede den Stumme, og Folket forundrede sig.

Men Nogle af dem sagde: Han uddriver Djævle ved Beelzebul, Djævlenes Øverste.

Men Andre fristede ham og begjærede et Tegn af ham fra Himmelen.

Men der han fornam deres Tanker, sagde han til dem: Hvert Rige, som er splidagtigt med sig selv, bliver øde, og et Huus, (som er splidagtigt) med et andet, falder.

Men er og Satanas bleven splidagtig med sig selv, hvorledes skal hans Rige da blive bestandigt? thi I sige, jeg uddriver Djævle ved Beelzebul.

Men om jeg uddriver Djævle ved Beelzebul, ved hvem uddrive da eders Børn dem? Derfor skulle de være eders Dommere.

Men dersom jeg uddriver Djævle ved Guds Finger, da er jo Guds Rige kommet til eder.

Naar den Stærke bevæbnet bevogter sit eget Palads, bliver det, han haver, med Fred.

Men naar en Stærkere end han kommer over ham og overvinder ham, da borttager han hans fulde Harnisk, som han forlod sig paa, og uddeler hans Rov.

Hvo, som ikke er med mig, er imod mig; og hvo, som ikke sanker med mig, adspreder.

Naar den urene Aand udfarer af Mennesket, vandrer han igjennem tørre Steder og søger Hvile; og naar han ikke finder den, da siger han: Jeg vil vende om til mit Huus, som jeg gik ud af.

Og naar han kommer, finder han det feiet og prydet.

Da gaaer han bort og tager syv andre Aander til sig, som ere værre end han selv, og naar de komme ind, boe de der; og det Sidste bliver værre med det Menneske, end det Første.

Men det begav sig, der han sagde disse Ting, opløftede en Qvinde af Folket Røsten og sagde til ham: Saligt er det Liv, som bar dig, og de Bryster, som du diede.

Men han sagde: Ja, salige ere de, som høre Guds Ord og bevare det.

Men der Folket forsamledes til ham, begyndte han at sige: Denne Slægt er ond, den begjærer et Tegn, og der skal intet Tegn gives den, uden Propheten Jonæ Tegn.

Thi ligesom Jonas var de Niniviter et Tegn, saa skal og Menneskens Søn være for denne Slægt.

Dronningen fra Sønden skal opstaae for Dommen mod Mændene af denne Slægt og skal fordømme dem; thi hun kom fra Jordens Ender, at høre Salomons Viisdom, og see, her er mere end Salomon.

De Mænd af Ninive skulle opstaae for Dommen mod denne Slægt og fordømme den; thi de omvendte sig ved Jonæ Prædiken, og see, her er mere end Jonas.

Men Ingen tænder et Lys og sætter det i Skjul, ikke heller under en Skjeppe, men paa en Lysestage, at de, som gaae ind, skulle see Skinnet.

Øiet er Legemets Lys; naar dit Øie derfor er reent, er og dit ganske Legeme lyst, men dersom det er ondt, er og dit Legeme mørkt.

Saa see derfor til, at det Lys, der er i dig, ikke er Mørke.

Dersom da dit ganske Legeme er lyst, saa at ingen Deel deraf er mørk, bliver det Hele lyst, som naar Lyset med et klart Skin bestraaler dig.

Men idet han talede, bad en Pharisæer ham, at han vilde æde Middagsmaaltid med ham; men han gik ind og satte sig tilbords.

Men der Pharisæeren saae det, forundrede han sig, at han ikke toede sig først før Maaltidet.

Men Herren sagde til ham: I Pharisæer rense nu Bægere og Fade udvortes, men det, som er indeni eder, er fuldt af Rov og Ondskab.

I Daarer! den, som gjorde det, som er udentil, gjorde han ikke ogsaa det, som er indeni?

Giver dog til Almisse de Ting, som ere deri; see, saa ere alle Ting eder rene.

Men vee eder, I Pharisæer! at I give Tiende af Mynte og Ruder og allehaande Madurter, og gaae Ret og Guds Kjærlighed forbi; disse Ting burde man at gjøre, og ikke forsømme de andre.

Vee eder, I Pharisæer! at I gjerne ville sidde paa det fornemste Stolestade i Synagogerne og være hilsede paa Torvene.

Vee eder, I Skriftkloge og Pharisæer, I Øienskalke! at I ere som (de Dødes) ukjendelige Grave, og Menneskene, som gaae over dem, vide det ikke.

Men en af de Lovkyndige svarede og sagde til ham: Mester! idet du siger Saadant, forhaaner du og os.

Men han sagde: Vee og eder, I Lovkyndige! thi I besvære Menneskene med Byrder, som de vanskelig kunne bære, og selv røre I de Byrder ikke med een af eders Fingre.

Vee eder! at I bygge Propheternes Gravsteder, men eders Fædre sloge dem ihjel.

I vidne jo om og samtykke eders Fædres Gjerninger; thi de sloge dem ihjel, men I bygge deres Gravsteder.

Derfor sagde og Guds Viisdom: Jeg vil sende Propheter og Apostler til dem, og de skulle slaae nogle af dem ihjel, og forfølge (andre);

paa det at alle Propheters Blod, som er udøst, siden Verdens Grundvold blev lagt, skal kræves af denne Slægt,

fra Abels Blod indtil Sacharias Blod, som blev omkommet imellem Alteret og Templet; ja, jeg siger eder: Det skal kræves af denne Slægt.

Vee eder, I Lovkyndige! at I have taget Kundskabens Nøgel; selv komme I ikke ind, og formene dem det, som ville komme ind.

Men der han sagde disse Ting til dem, begyndte de Skriftkloge og Pharisæer at trænge hardt ind paa ham og at lokke Ordene af Munden paa ham om mange Ting.

Og de lurede paa ham og søgte, om de kunde lokke Noget ud af hans Mund, at de kunde anklage ham.