Davids Psalme. Herre! hør min Bøn, vend dine Øren til mine (ydmyge) Begjæringer; bønhør mig for din Sandheds Skyld, for din Retfærdigheds Skyld.

Og gak ikke i Dom med din Tjener; thi Ingen, som lever, kan være retfærdigfor dig.

Thi Fjenden forfulgte min Sjæl, han sønderstødte mit Liv til Jorden, han gjorde, at jeg maa sidde i de mørke (Stæder), ligesom de Døde i Verden.

Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.

Jeg kom de Dage fra fordum (Tid) ihu, jeg grundede paa al din Gjerning, jeg talede om dine Hænders Gjerning.

Jeg udbredte mine Hænder til dig, min Sjæl er for dig som et vansmægtende Land. Sela.

Herre! skynd dig, bønhør mig, min Aand forgaaer; skjul ikke dit Ansigt for mig, thi jeg maatte blive dem lig, der fare ned i Hulen.

Lad mig aarle høre din Miskundhed, thi jeg haver forladt mig paa dig; kundgjør mig den Vei, som jeg skal gaae paa, thi jeg haver opløftet min Sjæl til dig.

Herre! fri mig fra mine Fjender; hos dig haver jeg skjult (mig).

Lær mig at gjøre din Velbehagelighed, thi du er min Gud; din Aand er god, lad ham føre mig i det jævne Land.

Herre! hold mig i Live for dit Navns Skyld, udfør min Sjæl af Nød for din Retfærdigheds Skyld.

Og udslet mine Fjender for din Miskundheds Skyld, og fordærv alle dem, som trænge min Sjæl, thi jeg er din Tjener.