Verse 1
Davids (Psalme), der han forvendte sin Sands for Abimelechs Ansigt, og denne uddrev ham, og han gik (bort).
Verse 2
Jeg vil love Herren til hver Tid, hans Lov skal altid være i min Mund.
Verse 3
Min Sjæl skal rose sig i Herren; de Sagtmodige skulle høre det og glæde sig.
Verse 4
Lover Herren storligen med mig, og lader os ophøie hans Navn tillige.
Verse 5
Jeg søgte Herren, og han bønhørte mig, og friede mig af al min megen Frygt.
Verse 6
De saae til ham og løbe til (ham), og deres Ansigter bleve ikke beskjæmmede.
Verse 7
Denne Elendige raabte, og Herren hørte, og frelste ham af alle hans Angester.
Verse 8
Herrens Engel leirer sig trindt omkring dem, som ham frygte, og frier dem.
Verse 9
Smager og seer, at Herren er god; salig er den Mand, som troer paa ham.
Verse 10
Frygter Herren, I hans Hellige! thi de, som ham frygte, have ingen Mangel.
Verse 11
De unge Løver blive nødtørftige og hungrige, men de, som søge Herren, skulle ikke have Mangel paa noget (Slags) Godt.
Verse 12
Kommer, I Børn! hører mig; jeg vil lære eder Herrens Frygt.
Verse 13
Hvo er den Mand, som haver Lyst til Livet, som elsker (at leve mange) Aar for at see Godt?
Verse 14
Bevar din Tunge fra Ondt, og dine Læber, at de ikke tale Svig.
Verse 15
Vig fra Ondt og gjør Godt, søg Fred og efterjag den.
Verse 16
Herrens Øine ere (vendte) til de Retfærdige, og hans Øren til deres Raab.
Verse 17
Herrens Ansigt er imod dem, som gjøre Ondt, at udrydde deres Ihukommelse af Jorden.
Verse 18
Hine raabte, og Herren hørte, og han friede dem af alle deres Angester.
Verse 19
Herren er nær hos (dem, som have) et sønderbrudt Hjerte, og vil frelse (dem, som have) en sønderstødt Aand.
Verse 20
Den Retfærdige (vederfares) mange onde Ting, men Herren skal frie ham af dem allesammen.
Verse 21
Han bevarer alle hans Been, (at) ikke eet af dem skal blive sønderbrudt.
Verse 22
Ondt skal dræbe en Ugudelig, og de, som hade den Retfærdige, skulle dømmes skyldige.
Verse 23
Herren forløser sine Tjeneres Sjæl, og alle de, som troe paa ham, skulle ikke dømmes skyldige.