1 Og det skede, der alle Kongerne hørte dette, de, som vare paa denne Side Jordanen, paa Bjerget og i det Lave, og udi hver Havn ved det store Hav, tvært over for Libanon, (nemlig) de Hethiter og de Amoriter, de Cananiter, de Pheresiter, de Heviter og de Jebusiter,

2 da samlede de sig tilhobe at stride imod Josva og imod Israel eendrægteligen.

3 Men der Indbyggerne af Gibeon havde hørt, hvad Josva havde gjort ved Jericho og Ai,

4 da handlede ogsaa de med List, og gik hen og gave sig ud for Sendebud; og de toge gamle Sække paa deres Asener, og gamle sønderrevne og bødte Læderflasker til Viin,

5 og gamle og lappede Skoe paa deres Fødder, og gamle Klæder paa sig; og alt Brødet til deres Tæring var tørt (og) mullent.

6 Og de gik til Josva i Leiren ved Gilgal, og de sagde til ham og til Israels Mænd: Vi ere komne fra et langt fraliggende Land; saa gjører nu Pagt med os.

7 Da sagde Israels Mænd til Heviten: Maaskee du boer midt iblandt mig, hvorledes kan jeg da gjøre Pagt med dig?

8 Og de sagde til Josva: Vi ere dine Tjenere; og Josva sagde til dem: Hvo ere I, og hvorfra komme I?

9 Og de sagde til ham: Dine Tjenere ere komne fra et saare langt fraliggende Land for Herrens din Guds Navns Skyld; thi vi have hørt hans Rygte og alt det, som han gjorde i Ægypten,

10 og alt det, som han gjorde ved de to Amoriters Konger, som vare paa hiin Side Jordanen, ved Sihon, Kongen i Hesbon, og ved Og, Kongen i Basan, som var i Astharoth.

11 Derfor sagde vore Ældste og alle vort Lands Indbyggere til os, sigende: Tager Tæring med eder paa Veien og gaaer imod dem, og siger til dem: Vi ere eders Tjenere, saa gjører nu Pagt med os.

12 Dette er vort Brød, det toge vi varmt med os paa Reisen af vore Huse den Dag, vi gik ud at vandre til eder; men see, nu er det tørt, og det er mullent.

13 Og disse ere Læderflasker til Viin, som vi fyldte, (der de vare) nye, see, de ere og sønderrevne; og disse vore Klæder og vore Skoe ere blevne gamle for denne saare lange Veis Skyld.

14 Saa toge Mændene af deres Tæring, og de spurgte ikke Herrens Mund ad.

15 Og Josva gjorde Fred med dem, og gjorde Pagt med dem, at han vilde lade dem leve; og Menighedens Fyrster svore dem.

16 Men det skede, der tre Dage vare tilende, efterat de havde gjort Pagt med dem, da hørte de, at de vare nær hos dem, og at de boede midt iblandt dem.

17 Thi der Israels Børn reiste frem, da kom de paa den tredie Dag til deres Stæder; og deres Stæder vare Gibeon og Kephira og Beeroth og Kirjath-Jearim.

18 Og Israels Børn sloge dem ikke, thi Menighedens Fyrster havde svoret dem ved Herren, Israels Gud; og al Menigheden knurrede mod Fyrsterne.

19 Da sagde alle Fyrsterne til al Menigheden: Vi have svoret dem ved Herren, Israels Gud; derfor kunne vi nu ikke røre dem.

20 (Men) det ville vi gjøre ved dem, at lade dem leve, at der ikke skal komme en (hastig) Vrede over os for den Eds Skyld, som vi have svoret dem.

21 Fremdeles sagde Fyrsterne til dem: Lader dem leve, at de maae være Vedhuggere og Vanddragere for al Menigheden, ligesom Fyrsterne have sagt til dem.

22 Da kaldte Josva ad dem, og talede til dem og sagde: Hvi bedroge I os og sagde: Vi (boe) saare langt fra eder, og I boe (dog) midt iblandt os?

23 Derfor skulle I nu være forbandede, at der skal ikke fattes en Tjener af eder, hverken Vedhuggere eller Vanddragere til min Guds Huus.

24 Og de svarede Josva og sagde: Fordi det blev dine Tjenere vist tilkjendegivet, hvad Herren din Gud bød Mose, sin Tjener, at han vilde give eder alt Landet og ødelægge alle Landets Indbyggere for eders Ansigt; og vi frygtede saare for vort Liv for eders Ansigt, og have gjort denne Gjerning.

25 Men nu, see vi ere i din Haand; som det er godt, og som det er ret for dine Øine at gjøre os, det gjør.

26 Og han gjorde saaledes ved dem; og han reddede dem fra Israels Børns Haand, og de sloge dem ikke ihjel.

27 Saa gjorde Josva dem paa den samme Dag til Vedhuggere og Vanddragere for Menigheden og til Herrens Alter indtil denne Dag, til det Sted, som han skulde udvælge.