1 Og deres ganske Hob stod op og førte ham for Pilatus.

2 Men de begyndte at anklage ham og sagde: Denne have vi fundet at forvende Folket, og forbyde at give Keiseren Skat, og sige sig selv at være Christus, en Konge.

3 Men Pilatus spurgte ham og sagde: Er du den Jødernes Konge? men han svarede ham og sagde: Du siger det.

4 Men Pilatus sagde til de Ypperstepræster og til Folket: Jeg finder ingen Skyld hos dette Menneske.

5 Men de holdt hart ved og sagde: Han oprører Folket, idet han lærer over al Judæa fra Galilæa af, hvor han begyndte, og lige hertil.

6 Men der Pilatus hørte om Galilæa, spurgte han, om det Menneske var en Galilæer.

7 Og der han fik at vide, at han hørte under Herodis Herredømme, sendte han ham til Herodes, som og selv var i Jerusalem i de samme Dage.

8 Men der Herodes saae Jesum, blev han meget glad; thi han havde længe siden gjerne villet see ham, fordi han havde hørt meget om ham, og haabede at skulle see et Tegn af ham.

9 Men han spurgte ham med mange Ord; men han svarede ham Intet.

10 Men de Ypperstepræster og Skriftkloge stode og anklagede ham heftig.

11 Men der Herodes med sine Krigsfolk havde forhaanet og bespottet ham, kastede han et hvidt Klædebon om ham og sendte ham til Pilatus igjen.

12 Paa den Dag bleve Pilatus og Herodes Venner med hinanden; thi de vare for hinandens Fjender.

13 Men Pilatus sammenkaldte de Ypperstepræster og de Øverste for Folket,

14 og sagde til dem: I have ført dette Menneske til mig, som den, der afvender Folket; og see, jeg haver forhørt ham for eder og finder ingen Skyld hos dette Menneske, i hvad I anklage ham for.

15 Men ikke heller Herodes; thi jeg sendte eder til ham, og see, der er Intet gjort af ham, som han er skyldig at døe for.

16 Derfor vil jeg revse ham og lade ham løs.

17 Men han var forpligtet til at lade dem Een løs paa Høitiden.

18 Men de raabte i den ganske Hob og sagde: Tag denne bort, men lad os Barrabas løs!

19 — hvilken var kastet i Fængsel for et Oprør, som skede i Staden, og for et Mord. —

20 Pilatus raabte da atter til dem og vilde lade Jesum løs.

21 Men de overraabte ham og sagde: Korsfæst, korsfæst ham!

22 Men han sagde tredie Gang til dem: Hvad Ondt haver da denne gjort? Jeg finder ingen Dødsskyld hos ham; derfor vil jeg revse ham og lade ham løs.

23 Men de overhængte ham med stort Skrig og begjærede, at han skulde korsfæstes; og deres og de Ypperstepræsters Skrig fik Overhaand.

24 Men Pilatus dømte, at deres Begjæring skulde skee.

25 Men han lod dem den løs, som var kastet i Fængsel for Oprør og Mord, hvilken de begjærede; men Jesus overgav han deres Villie.

26 Og der de førte ham bort, toge de fat paa en Simon af Cyrene, som kom fra Marken, og de lagde Korset paa ham, at han skulde bære det efter Jesum.

27 Men en stor Hob Folk og Qvinder fulgte ham, som baade beklagede og begræd ham.

28 Men Jesus vendte sig om til dem og sagde: I Jerusalems Døttre! græder ikke over mig, men græder over eder selv og over eders Børn.

29 Thi see, de Dage komme, paa hvilke man skal sige: Salige ere de Ufrugtsommelige, og de Liv, som ikke fødte, og de Bryster, som ikke gave Die.

30 Da skulle de begynde at sige til Bjergene: Falder over os! og til Høiene: Skjuler os!

31 Thi gjøre de dette med det grønne Træ, hvad vil da skee med det tørre?

32 Men der bleve og to andre, Misdædere, førte med ham for at henrettes.

33 Og der de vare komne til det Sted, som kaldes Hovedpandested, korsfæstede de ham der, og Misdæderne, den ene ved den høire, men den anden ved den venstre Side.

34 Men Jesus sagde: Fader, forlad dem! thi de vide ikke, hvad de gjøre. Men de skiftede hans Klæder og kastede Lod (om dem).

35 Og Folket stod og saae til. Men og de Øverste spottede ham tilligemed dem og sagde: Han haver frelst Andre, han frelse sig selv, dersom han er Christus, den Guds Udvalgte.

36 Men og Stridsmændene spottede ham, idet de traadte til og rakte ham Eddike og sagde:

37 Dersom du er hiin Jødernes Konge, da frels dig selv.

38 Men der var og en Overskrift (sat) over ham, skreven paa Græsk og Latin og Ebraisk: Denne er den Jødernes Konge.

39 Men en af Misdæderne, som vare ophængte, bespottede ham og sagde: Er du Christus, da frels dig selv og os!

40 Men den anden svarede og irettesatte ham og sagde: Frygter du ei heller for Gud, da du er under den samme Dom?

41 Og vi vel medrette; thi vi faae det, vore Gjerninger have forskyldt; men denne handlede intet Uskikkeligt.

42 Og han sagde til Jesum: Herre, kom mig ihu, naar du kommer i dit Rige!

43 Og Jesus sagde til ham: Sandelig siger jeg dig, idag skal du være med mig i Paradiis.

44 Men det var ved den sjette Time, og der blev et Mørke over det ganske Land indtil den niende Time.

45 Og Solen blev formørket, og Forhænget i Templet splittedes midt ad.

46 Og Jesus raabte med høi Røst og sagde: Fader! jeg vil befale min Aand i dine Hænder; og der han dette sagde, udgav han Aanden.

47 Men der Høvedsmanden saae det, som skede, prisede han Gud og sagde: I Sandhed, dette Menneske var retfærdigt.

48 Og alle de Folk, som vare komne sammen til dette Syn, der de saae de Ting, som skede, sloge de sig for deres Bryst og vendte tilbage.

49 Men alle hans Kyndinge stode langt borte, saa og de Qvinder, som havde fulgt med ham fra Galilea, og saae dette.

50 Og see, en Mand ved Navn Joseph, som var Raadmand, en god og retfærdig Mand,

51 — denne havde ikke samtykket i deres Raad og Gjerning — fra Jødernes Stad Arimathæa, og han ventede ogsaa selv Guds Rige;

52 han gik til Pilatus og begjærede Jesu Legeme.

53 Og han tog det ned og svøbte det i et fiint Linklæde, og lagde det i en Grav, som var huggen i en Klippe, hvor ikke endnu Nogen var lagt.

54 Og det var Beredelsens Dag, og Sabbaten stundede til.

55 Men og Qvinderne, som vare komne med ham fra Galilea, fulgte efter og saae Graven, og hvorledes hans Legeme blev lagt.

56 Men de vendte tilbage og beredte dyrebare Specerier og Salver; og Sabbaten over hvilede de efter Loven.